John Halkin: Squelch
John Halkin må have haft en forkærlighed (eller måske snarere en afsky) for alverdens kriblekrable. Hans debut var i al fald kæmpeorme-gyseren “Slither”, som egentlig var en ganske gedigen roman. Der var det mystiske orme med en smag for kød, som begyndte at hærge de stakkels englændere – et blik på Fantasticfiction.co.uk afslører, at “Squelch” faktisk er tredje bind i den serie, som “Slither” startede; de to bøger har dog ikke noget med hinanden at gøre, bortset fra at de begge handler om, at førnævnte kriblekrable kaster sig over mennesker. I “Slither” var det de mystiske orme, hvilket fungere ganske godt – i “Squelch” handler det om larver, der beslutter sig for at finde ud af, om mennesker smager som kylling, hjulpet af et veritabelt luftvåben af natsværmere.
Det er ganske enkelt for svært at tro på som læser, og romanen bliver derfor en af dem, man (eller jeg) grynter af vantro over. Larver ormer sig hen til folk for at bore sig ind i deres kød med stor vellyst, og når de har forpuppet sig til natsværmere, kommer de flagrende for at mæske sig. Ideen er ganske skæg, men modsat Slither fungerer den bare ikke, simpelthen fordi denne ene ting er utroværdig – det er svært at være bange for larver og natsværmer, hvor det i Slither var lettere at forestille sig de fremmede orme.
Men nu er meningen med denne slags roman selvfølgelig ikke den store verisimilitude – og helt ærlig, det er nok heller ikke meningen, at vi skal blive bange, i hvert fald ikke i en sådan grad, at vi ikke tør besøge køkkenhaven igen. Nej, der synes at være en særlig afart af britisk firser-horror, der fryder sig over verdens næsten-undergang, og en af dem er “Squelch” (ligesom “Slither”, for den sags skyld). Og den undergenre placerer vi os pladask midt i, helt efter bogen: vor helt er en del af et lilleby-samfund og bliver bevidst om faren, mens alle andre negligerer den. Med hjælp fra nogle få modige venner (der ikke alle overlever) finder han/hun ud af truslens omfang, og netop da hele det omkringliggende samfund vakler på kanten til det totale sammenbrud, og myndighederne endelig forsøger at gøre noget, opdages der en vej ud af problemet, og vi kan vende tilbage til en nogenlunde genkendelig hverdag (dog gerne underforstået, at denne trussel kan vende tilbage, hvert øjeblik det skal være).
Sådan en bog er “Squelch” helt igennem, og det er såmænd ganske fornøjeligt at følge beskrivelserne af de genvordigheder og blodudgydelser, der omringer vore helte. Helt på toppen er den ikke, men mindre kan også gøre det til hyggelæsning. Og jeg må indrømme, at jeg har lyst til at anskaffe midterste bind i serien, “Slime”, der angiveligt handler om killer jellyfish.
Jeg kunne desværre ikke finde den vidunderlige foto-forside til den udgave, jeg læste, så i stedet afbilledes her den lidt mindre kitschede forside.
Nu er kryb, slim og “naturen går amok”-bøger en særlig niche i den engelske skræk-litteratur med Guy N. Smith som den mest kendte skribent. Man kan læse en mindre artikel om fænomenet her – og se foto-forsiden til SQUELCH:
http://www.darkecho.com/darkecho/slime/
Godt fundet – både forsiden og artiklen.
Jeg har vist kun læst en enkelt af Smiths krabbe-bøger, men du har ret: topeksemplarer inden for genren.