Bøger

Helene Hindberg om Lovecraft

Idag er den officielle udgivelsesdato for Lovecraft-antologien “Fra skyggerne” – jeg har læst en god del af bogen i DSBs klamme favn i løbet af dagen, og umiddelbart er indtrykket kun positivt.

Turen er kommet til Helene Hindberg, forfatter til novellen “En vesterhavsfortælling”, der besvarer spørgsmålet

“Hvad er det iflg. dig, der gør Lovecraft og hans litteratur vedkommende for læsere i dag, 70 år efter hans død?”

Hvordan kan det være, at en særling med tilknytning til noget så gammeldags som pulp-litteraturen stadig dukker op i alle mulige sammenhænge i dag? Det er et spørgsmål som mange har forsøgt at besvare i tidens løb. Jeg kender ikke svaret, men jeg har da et bud på, hvorfor Lovecraft stadig har kraft og saft i det 21. århundrede.
Stephen King taler i sin bog “Danse Macabre” om “the myth pool”. Den er en integreret del af de vestlige kulturers samlede bevidsthed og danner på mange måder grundlag for vores idéer om godt og ondt, kendt og ukendt, ufarligt og farligt. I denne myth pool befinder der sig begreber, personer, væsener og verdener, der siger noget fundamentalt om den vestlige verden og dens kollektive forestillinger. Efter min mening er Lovecrafts historier så at sige essensen af mange af de temaer og tanker, der er blevet samlet i hele den vestlige kulturkreds’ historie. Det kunne i hvert fald være en af forklaringerne på hans tidløse popularitet. Desuden er hele Cthulhu-mytologien på en gang så veludviklet og så udetaljeret, at det er meget nemt at bygge videre på den eller omforme den (ligesom Tolkien), så man selv kan sammensætte nye historier og fortællinger.
På det personlige plan opdagede jeg Lovecraft omkring 14-års alderen, og jeg var dybt fascineret af hans fortællestil. I lang tid troede jeg, at Innsmouth og Arkham var rigtige steder, og at Necronomicon virkelig fandtes.
Da jeg blev ældre kunne jeg se, at Lovecraft på ingen måde var en fejlfri forfatter. Alle de ting, der er blevet sagt og skrevet om hans omstændelige og stive sprog, hans lidet troværdige plots og urealistiske dialog er berettigede, men alligevel formår hans historier at give læseren en fornemmelse af angst, uro og nogle gange næsten panik. To af de første noveller jeg læste af ham var “The outsider” og “The whisperer in darkness”, og begge historier chokerede mig på det herligste. Bortset fra Lovecraft er det næsten kun Algernon Blackwoods “The willows”, der har kunnet skræmme mig lige så intenst som disse to Lovecraft-fortællinger gjorde.

© 2008 Horrorsiden.