Bøger

Harry Adam Knight: Carnosaur

Forventninger kan gøre meget. Jeg købte for nylig en bunke horrorromaner, som bl.a. indeholdt flere titler af Joe R. Lansdale – og på mærkelig vis fik jeg overbevist mig selv om, at “Carnosaur” var skrevet af Lansdale. Misdæderen var i stedet Harry Adam Knight, et pseudonym, der kan forkortes HAK, hvilket angiveligt med vilje skulle minde om hack. Så er niveauet ligesom lagt. Men mine erfaringer med HAK viser, at det til tider såmænd også kan være ganske sjovt.

Det er desværre ikke tilfældet med Carnosaur, selv om en bog, der senere er blevet filmatiseret under Roger Cormans kyndige øjne (i et forsøg på at score kassen på Jurassic Park-manien), burde byde på sine øjeblikke. Jeg mener: vi har en gal storvildtsjæger, der avler dinosaurer i smug; vi har en hævngerrig sadomasochist-kone, som er utro med en ung journalist, der oplever noget af en (brat) seksuelt opvågnen her; og vi har dinosaurer, der naturligvis benytter sig af lejligheden til at bryde fri og gå amok, som den slags jo har for vane at gøre. Med masser af blodsudgydelse til følge. Hvis det nu havde været Lansdale, der havde skrevet skidtet, så havde det hele sandsynligvis været gennemsyret af en selvbevidst, sort humor.

Men det er det ikke, og det er synd, for det virker, som om HAK tager det ganske seriøst – og det, han har produceret, er i stedet noget så forfærdende som kedeligt. Det hele virker så forkølet – vor helt finder sammen med sin kæreste igen, mens de løser mysteriet om, hvad det er, storvildtsjægeren gemmer på sin ejendom, nogle få dinosaurer render omkring i landskabet og har til opgave at hoppe op og sige BØH, når lejligheden kræver det. Der er lidt livsfare, lidt romance, og så kommer kavaleriet og redder dagen uden noget egentligt klimaks. Det er lidt som en linedanser femten centimeter over jorden – i teorien er det lige så spændende at kigge på, men lad os nu være ærlige: det er ikke sjovt, før man i det mindste har illusionen om, at nogen kan komme til skade (eller en fyr som Lansdale karikerer selv samme illusion, så man morer sig alligevel).

”Carnosaur” er kort sagt en kedelig lille sag. Mest interessant er den som et eksempel på alt det, som Crichton gjorde rigtigt med Jurassic Park noget tid senere. Den fik jeg faktisk til at genlæse. Og så selvfølgelig noget af Lansdale. Har man et par minutter til overs, kan man hurtigt læse denne tegneserie-adaptation af hans Bob the Dinosaur goes to Disneyland (når nu vi har gang i dinosaurerne – det er sådan, det skal gøres).

Trailer til filmatiseringen af Carnosaur:

© 2008 Horrorsiden.