Jeg er inkarneret Stephen King fan, og det er sjældent, at der kommer en roman af ham, som jeg ikke kan lide. Heldigvis er “Duma Key” så god, at også ikke-inkarnerede King fans kan læse den med fornøjelse.
Edgar Freemantle er en succesfuld bygningsentreprenør med eget firma, hustruen Pam og døtrene Melinda og Ilse. Så kommer Edgar voldsomt til skade i en ulykke på en byggeplads, mister højre arm, knuser næsten sit kranie og får talrige andre skader. Nærmest mirakuløst overlever han, men ægteskabet overlever ikke genoptræningsperioden, hvor Edgar lider af voldsomt raseri og manglende hukommelse.
For at komme videre anbefaler Edgars psykolog ham at rejse bort og lave noget som gør ham glad, og det ender med at Edgar tager til Florida og begynder at tegne og male, noget han var glad for som ung.
Det viser sig, at Edgar er en meget talentfuld maler, og han falder godt til på Duma Key, hvor han bliver gode venner med de nærmeste – og eneste – naboer Wireman og Elizabeth Eastlake. Wireman passer Elizabeth, som er på vej ind i demensens tåger, men i sine klare øjeblikke har hun og Edgar gode snakke.
Og det er Elizabeth, som advarer Edgar om, at Duma Key ikke er et sted før døtre, og det viser sig efterhånden, at Duma Key gemmer på nogle uhyggelige hemmeligheder bag den smukke strand.
”Duma Key” minder på nogen måder om Kings roman ”Knogler” fra 1998, som også har denne spøgelsesagtige uheldsvangre stemning. På andre måder tænker jeg lidt på ”Lisey’s story”, fordi der også i ”Duma Key” findes denne parallelverden, hvor stor skønhed og stor ondskab bor.
Jeg tror ikke, at ”Duma Key” vil være den roman, de yngste Stephen King læsere sætter højest, men det er bestemt en af dem, som jeg vil læse igen og igen, og hver gang få mere ud af den.
[…] Også omtalt på horrorsiden.dk […]