Bøger

Douglas Clegg: Breeder

Jeg læste Douglas Cleggs “Goat Dance” for snart en del år siden – meget af historien husker jeg desværre ikke, men den indeholdt nogle ganske kraftfulde billeder, der blev hængende, og som jeg husker den dag i dag. Det var grunden til, at jeg gav mig i kast med “Breeder” på trods af et noget kedeligt cover, og selv om den umiddelbart er horror af en type, jeg ikke bryder mig om.Typen er den, hvor en ung kvinde, gerne kommende mor, anbringes i nye omgivelser, der viser sig at være ganske faretruende, gerne i storbyen, hvor naboen eller lignende nær person lægger skumle planer, og ægtemanden viser sig ikke helt at være prinsen på den hvide hest. Klassikeren er naturligvis “Rosemarys baby”, som jeg heller aldrig har været speciel vild med. Mit problem har altid været, at denne type historier handler mere om ængstelse end egentlig gys, og at hovedpersonerne har en tendens til at løbe forskrækkede rundt og virke hysteriske på omverdenen.

Clegg undgår ikke helt disse fælder, men han formår at sammensætte en ganske læsværdig lille roman.

Vore hovedpersoner er Rachel (som ikke er gravid, men netop har aborteret og hele tiden hører grædende børn) og manden Hugh (som viser sig ikke at være prinsen på den hvide hest, men dog okay alligevel). De køber et nedslidt, gammelt hus, der viser sig at rumme en grusom hemmelighed – og en lejer, der virker ganske uskadelig, men også noget sær, når hun sammen med sine veninder taler med husets ånder. Samtidig opdager Hughs far, at visse ting, han hellere så glemt, er kommet tilbage for at hjemsøge ham, og det driver ham langsomt, men sikkert mod vanviddets rand. Imens ryster ægteparrets forhold under omstændighederne; Rachel kan ikke holde op med at forestille sig, at hun hører barnegråd, og Hugh forfalder igen til at drikke lidt for meget.

“Breeder” løber til tider lidt i tomgang, når Clegg skal fortælle os, hvor almindelige hans hovedpersonerns liv er, og hvordan farerne lurer i kulissen – ligesom fortællingen til tider bliver noget rodet. Men det ændrer dog ikke ved, at han forstår at skrive spændende og til tider får nogle gode scener og billeder smidt efter læseren. Der, hvor Clegg undlader at falde i de typiske fælder, er, når han ikke er bange for at indrømme, at vi har med overnaturlig horror at gøre – der er noget skummelt i huset, og det har planer for især Rachel.

“Breeder” bliver altså på intet tidspunkt en klassiker inden for genren, men den er dog alligevel ganske læsværdig, simpelthen fordi den er besværlig at lægge fra sig.

Et uddrag af bogen kan læses her (med et noget federe cover).

© 2008 Horrorsiden.