Bøger

Christian Reslow: Micki 19:50

Reslow debuterede med den velfortalte og meget kontrollerede Miraklets fald – her slipper han tøjret og kører derudaf med 120 i timen i en omgang splattet horror. Det er blodigt og vildt underholdende.

Popera-divaen Raquelle er netop gået på scenen, da lyset går ud i hele bygningen, og noget sært sker. Pludselig er hun, kameramanden Tonni og dirigenten Georg fanget i mørket. Alle andre er forsvundet, og intet fungerer. Alle rummer de noget, som truer med at bryde ud – for Raquelle er det den ufødte tvilling, Micki, som er vokset i hendes bryst, og som har flået sig fri af hendes kød, samtidig med at mørket sænkede sig over dem. Men Micki er ikke den eneste trussel – og måske langt fra den største – som lurer. De er ikke alene.

“Micki 19:50” er en af de udgivelser, der viser styrken ved de mindre forlag, der skyder op for tiden. Det er svært at forestille sig den udkomme på et stort og pænt forlag, men er man horrorfan, er der altså tale om en lille perle. 130 sider og en historie, der går lige på og hårdt, gør, at man suser igennem den, søbet i blod og godt underholdt hele vejen.

Reslows første roman udkom tidligere på året, også på forlaget Valeta. Her har han begået en kortroman, der startede som føljeton på Facebook og nu har opnået sin helt egen fysiske eksistens – med en effektiv forsideillustration af Martin Zauner (som dog lige mangler lidt baggrund eller noget for helt at løfte den fra papiret). Reslows første bog blev betegnet som en science fantasy thriller, men denne gang er der dømt ren horror – ja, næsten skamløst, fristes man til at sige. På den fede måde.

“Micki 19:50” er ligesom at få fingrene i en god lavbudget gyser fra et independent filmselskab. Det kan godt være, at der ikke er råd til de voldsomme effekter, men til gengæld fortælles der med en næsten manisk fryd, og historien kører derudaf fra første færd. Det er muligt, at logikken nogle gange falder af i de hårde sving, men det er ærligt talt fuldstændigt ligegyldigt, for Reslow holder stramt om rettet, og han ved, hvor vi skal hen. Og hvor jeg har en mistanke om, at et større forlag ville have forsøgt at pudse det hele af, sætte farten ned i svingene og generelt gøre det hele lidt mere spiseligt, har Valeta givet forfatteren de løse tøjler, der skulle til. Det er der kommet en voldsomt underholdende og intens historie ud af – en af dem, man får lyst til at genlæse med en cola og en stor skål popcorn, mens det stormer udenfor.

© 2010 Horrorsiden.