Bøger

Charlaine Harris: Klub Død

Klub Død er tredie bind i Charlaine Harris’ romantiske vampyrserie – og vi snakker altså ikke romantik som i Twilight, hvor folk lader til hovedsageligt at stirre sukkende efter hinanden. Her bliver der (undskyld udtrykket) gået til biddet, så læserne er nok lidt ældre. Og forhåbentlig ikke alt for lette at chokere.

Den tankelæsende Sookie Stackhouse er langt om længe ved at have opbygget et næsten normalt liv. Hun arbejder som servitrice, og bagefter kommer hun hjem til vampyren Bill – ligesom andre overnaturlige væsener er hans tanker lukket land for hende, hvilket betyder, at hun slipper for den evindelige støj, som det er at være sammen med andre mennesker. Det betyder regelmæssig sex og alle de ting, som andre mennesker taget for givet i et forhold. Det er første gang i sit liv, at hun oplever det, hvorfor det naturligvis også rammer hende ekstra hårdt, da Bill forsvinder.

Hun ved, at han arbejder på et hemmeligt projekt, og den viden kan koste hende livet. Men det er ikke frygt, der præger hende, snarere vrede, da hun opdager, at Bill måske er forsvundet med sin egen gode vilje, og at en kvindelig vampyr er indblandet. En, som han tidligere har været intimt involveret med. Men hun drager afsted til Mississippi for at redde ham – i selskab med en hamskifter og med vampyren Eric som en lettere lummer skygge. Og som om det ikke er nok, at en flok varulve straks forsøger at slå hende ihjel, så sætter manglen på et fast sexliv godt gang i Sookies følelser, og hun må snart sande, at hun skuer meget dybt i øjnene på både hamskifter og vampyr.

Forviklingerne farer omkring læseren i Klub Død – især de romantiske. Sookie er ikke den eneste forsmåede kvinde i historien, og når man har med overnaturlige væsener at gøre, kan det være en dødbringende foreteelse. Samtidig har døde mennesker det med at dukke op, hvis handlingen er ved at gå i stå, så man kommer på intet tidspunkt til at kede sig. Det gør det til endnu en bog i serien, som man bare blæser igennem, godt hjulpet på vej af både humor og drama.

Bills fravær gennem en stor del af bogen havde egentlig gjort, at jeg forventede noget mindre romantik i denne episode, men den blev så skruet i vejret med andre figurer, og det endte med at blive lidt for tykt for min smag. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at Klub Død føles som et mellemspil – det virker, som om Harris skal have nogle personer i spil og nogle følelser på plads til fremtidige hændelser. Det gør den til lidt mindre formfuldendt end de tidligere bind, men hun kompenserer så med at holde farten i vejret. Det gør, at man gerne tilgiver det (og er man blandt de mere romantisk indstillede læsere, vil der ikke være noget at tilgive). Personligt var jeg særligt glad for at se mere til en vis syngende, bakkenbartudsmykket udød, der kun går under navnet Bubba. Han repræsenterer meget godt serien: der bliver vugget med hofterne, så pigehjerterne smelter, og der bliver spillet rock’n’roll, så drengene også kan være med.

Klub Død er god underholdning af den type, der er meget svær at lægge fra sig, selv om mån måske føler, man burde.

© 2010 Horrorsiden.