Død for verden er fjerde bind i Charlaine Harris’ romantiske og let erotiske serie om den telepatiske Sookie Stackhouse. Der er endnu en gang dømt god, letbenet og overnaturlig underholdning med noget for de fleste.
Igang skrues der et krimiplot ned over stakkels Sookie. Det er nytårsaften,og hun har kun ét nytårsfortsæt: ikke blive rodet ind i flere problemer. Hun har smidt vampyrkæresten Bill ud af huset og regner med, at med ham forsvinder forbindelsen til alle de overnaturlige væsener, der over de sidste tre bind har påført hende mere end hendes del af skrammer. Det nye år er dog ikke mere end ganske få timer gammelt, da hun drager hjem fra baren og på vejen møder Bills overordnede – Eric, der er sheriff for hele området.
Eric har tidligere lagt voldsomt og lummert an på Sookie (hun synes at have en særlig tiltrækningskraft over for både vampyrer og varulve), men lige her er hans tanker for en gang skyld ikke på hendes krog – i al fald ikke med det samme. Eric har nemlig mistet hukommelsen (og tøjet) godt og grundigt – han ved hverken, hvem Sookie eller han selv er.
Det viser sig snart at hænge sammen med en flok hekse, der vil overtage styringen med området, og de jagter nu den forvirrede Eric, som søger tilflugt hos vor hovedperson. Og samtidig forsvinder Sookies bror, så hun pludselig står med to problemer – hvordan får Eric hukommelsen tilbage, og hvordan finder hun sin bror igen. Nåja, og hvordan styrer hun sine lyster, for Eric uden den irriterende personlighed (og med et stort behov for nærhed) er stort set enhver kvindes drøm. Og hans mange århundreders erfaring udi det seksuelle synes ikke at være forsvundet sammen med hukommelsen.
Den lidt besynderlige krimiopbygning får Sookie til at bevæge sig rundt i udkanten af de egentlige begivenheder, men selvfølgelig altid med muligheden for at deltage. Og på trods af hendes nytårsfortsæt bliver hun draget længere og længere ind, mens problemerne i det overnaturlige miljø ser ud til at tilspidses mod krigslignende tilstande. Nåja, og så kan eks-kæresten vende hjem fra sin tur til udlandet, hvert øjeblik det skal være.
Død for verden er endnu en god portion romantik, spænding og frem for alt humor. Jeg røg igennem den på ingen tid og tog mig i at ønske, at Lindhardt og Ringhof ville sende bindene ud i endnu hurtigere rækkefølge, end de allerede gør. Sookie er en af de mest underholdende hovedpersoner gennem længere tid, og serien bliver bare bedre og bedre.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.