Bøger

Alex Scarrow: Vintermørke

Alex Scarrows første roman udkom på dansk sidste år og deler om ikke andet et titelmæssigt fællesskab med denne: Sidste lys, hed den, hvor Scarrows tredje bog (den anden på dansk) hedder ”Vintermørke”. Det er dog to helt forskellige historier, der dog begge er af typen lufthavns-thriller. I ”Sidste lys” var der tale om science fiction, her hældes der en god portion horror i historien.

Fortællingen er todelt – på den ene side følger vi en gruppe af nybyggere, der i 1856 forsøger at drage til Oregon. Flere forskellige grupperinger slår sig sammen, blandt andet en samling frafaldne mormoner, der har deres helt egne grunde til at finde et sted fjernt fra alt andet. Desværre falder sneen tidligt det år, og de bliver fanget i bjergene – og deres indbyrdes mistro er ikke deres største problemer. Der er indianere i skoven og så noget helt andet og dæmonisk, der kræver flere og flere liv af både rødhuder og blegansigter.

I 2008 finder dokumentarfilm-skaberen Julian Cooke resterne af ekspeditionen. De lader til at være døde der i bjergene, men der dukker også en dagbog op, som fortæller nybyggernes historie. Det lykkes ham at hemmeligholde opdagelsen, så han og hans kollega kan lavet et program om tragedien – og få afsløret, hvad dagbogen fortæller. Desværre skal der ikke meget til at afsløre en hemmelighed, når magtfulde mennesker holder udkig, og lidt efter lidt går det op for Cooke, at han bliver overvåget.

Langsomt afsløres der mere og mere om, hvad det er, der foregår i nattemørket, og Cooke nærmer sig det, der kunne være slutningen på sit liv, lige så hurtigt som han nærmer sig slutningen på dagbogen.

”Vintermørke” er en ganske velskrevet thriller med horrorundertoner – især nybyggerhistorien er ret stemningsfuld og fanger fornemmelsen af, at tingene bare bliver værre og værre. Til at starte med er der blot tale om mennesker, der er mennesker, men snart melder fornemmelsen af overnaturlig rædsel sig. Et godt stykke hen ad vejen lykkes det Scarrow at ramme balancen en dæmonisk og en naturlig forklaring – en vant læser vil nok gennemskue udfaldet af det hele, men det skal nu ikke afsløres her.

Desværre får nutidsdelen af historien det hele noget ud af balance – forsøget på at passe de to halvdele sammen får det hele til at fremstå noget konstrueret; dagbogen kan kun læses i den hastighed, der gør, at vi ikke får oplysningerne for tidligt, og de to situationer skal pinedød køres ind på parallelle spor. Det er ganske spændende og skrevet, så det virker som forlægget til et filmmanuskript – men det betyder også, at det er en bog, man læser, lægger fra sig og glemmer. Underholdende, mens det står på, men også hurtigt overstået.

© 2009 Horrorsiden.