Bøger

Joe Hill: 20th Century Ghosts

Jeg havde egentlig planlagt at læse Joe Hills første roman, som jo endda er udkommet på dansk – men ”Dødens jagt” er allerede omtalt her på siden, og en kommentar fra Hjorthen (og så en forkærlighed for noveller, især inden for horror og science fiction) fik mig til at snuppe novellesamlingen ”20th Century Ghosts” i stedet.

Joe Hill er søn af Stephen King, og det spøger naturligvis i baghovedet, når man læser ham. Skriver han ligesom faderen? Kan han leve op til det? Jeg fangede, synes jeg, et par enkelt referencer til King, men derudover er den eneste lighed (og det skal måske tages i betragtning, at jeg ikke har læst King fast i snart en del år), at også Hill skriver yderst behagelige personer. De er ikke skønportrætter, men de er svære ikke at holde med. Og så er Hill ganske enkelt god til at fortælle historier.

”20th Century Ghosts” indeholder 14 noveller, der kommer vidt omkring.

”Best New Horror” er en vellykket og stærk horrorfortælling med et godt stænk af meta, der lige præcis virker til at løfte den over handlingens forudsigelighed. Titelnovellen er mere stemningsfuld og i det hele taget ikke særlig skræmmende – den omhandler en hjemsøgt biograf og den dreng, hvis liv kommer til at hænge sammen med biografen. Den er nok det sted, hvor Hill mest minder om King i sit portræt af, hvordan det overnaturlige mysterium påvirker folk gennem hele livet.

”Pop Art” er en blanding af Joe R. Lansdale og Ray Bradbury – om en oppustelig dreng – og kombinerer det groteske med den følelsesfulde (og har en forbløffende gennemslagskraft). ”You Will Hear the Locusts Sing” refererer til både King og Kafka i de første sætninger, hvilket må siges at være imponerende; i det hele taget er det en legende og meget refererende fortælling. ”Abraham’s Boys” hedder van Helsing til efternavn og må ikke gå ud om natten, og ideen er sjov, den er godt gennemført, men den er ærligt talt ikke særligt overraskende.

Sådan fortsætter det derudaf – og forhåbentlig har man fornemmelsen ud fra det foregående af, at de enkelte noveller ikke ligner hinanden. Hill formår at forny sig konstant, og samlingen bliver på intet tidspunkt kedelig. Der er en god blanding af moderne og mere klassisk orienterede noveller og så de stykker, som egentlig slet ikke er horror, men bare gode historier. Hill har arbejdet for at bryde igennem under sit eget navn i stedet for faderens stærke brand, og han har helt klart egne ben at stå på. ”20th Century Ghost” er en stærk samling, der kan anbefales – ja, jeg tror endda, den kan læses af horror-vante så vel som -uvante læsere, der vil kunne få noget ud af den.

© 2009 Horrorsiden.