// du læser om...

Film

Mirrors

mirrorsKiefer Sutherland spiller tidligere strømer med et alkoholproblem i “Mirrors”. Og det gør han, så man tror, at man måske har gjort det i sine frikvarterer fra “24”. I al fald lægger han en komplet overdrevet intensitet for dagen og når da også at true med tortur en enkelt gang (eller i al fald moderat fysisk pres).

Han har taget et job som nattevagt i et gammelt stormagasin, der brændte ned. Snart opdager han, at spejlene i den store, brandsodede bygning viser de døde og snart begynder at stille krav: et enkelt, uforståeligt ord… “Esseker”. Og uheldigvis for hans familie er spejlbillederne ikke begrænset til det ene sted – noget hjemsøger ham, og det holder ikke op, før det får, hvad der kræver. Hvis han så bare vidste, hvad det var.

“Mirrors” er såmænd en okay søndagsfilm – man kunne måske forvente noget bedre fotografering af Alexandre Aja, men det er ikke b-films-kvalitet. Effekterne er gode nok, og der er et par vellykkede Hollywood-horror-scener. Ideen med spejlene er god (men er jo så selvfølgelig taget fra den koreanske film, som “Mirrors” er et remake af), og den bruges til god effekt flere gange. Men desværre skæmmes filmen af skuespilpræstationerne og et rodet plot. Jeg husker ikke meget af den originale film (men planlægger at gense den) – jeg mener dog, at slutningen i den hang mere sammen med resten af filmen, hvor den her virker ret påklistret.

Alt i alt kan “Mirrors” godt anbefales til en aften med forventningerne på plads eller tømmermænd. Der er dog ikke tale om en klassiker.

TRAILER:

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.