TV

Medium – sæson 2

Det er ved at være længe siden, at vi så første sæson af Medium her i huset – egentligt mærkeligt, for vi var begge ganske begejstrede for serien.

Præmissen er den tidligere advokat Allison Dubois, der kan tale med de døde – eller rettere, som de døde har for vane at kontakte i hendes drømme, når de er afgået ved døden på grum vis. Det betød i første sæson, at det var svært at forblive i jobbet som advokat – når ens samvittighed taler til en om natten, bliver man næsten nødt til at følge den. Så Allison er blevet ansat ved statsadvokatens kontor som en slags freelancer (naturligvis må ingen vide, hvad hun kan), og hun er konsulent på især drabssager.

Mest interessant er dog faktisk privatlivet, for serien rummer et underfundigt billede af Dubois-familien. Tre døtre er der, hvor især de to ældste her begynder at udvise tegn på, at de har arvet et og andet fra moderen. Men perlen er dog den mellemste datter, Bridgette, spillet af en Maria Lark, som af uransagelig grunde ikke allerede er set i bunker af film. Hun er vanvittig underholdende og en stor del af seriens basis. Det er også familien, der er med til at give historier den kant, som egentlig gør dem til horror – de er ikke skræmmende, folk bliver ikke hjemsøgt af japanske piger med langt, sort hår, men der skabes en god spænding mellem den hjemlige hygge og verdens ondskab.

Problemet med ”Medium” i mine øjne er dog, at den fungerer (til tider superbt) i enkeltafsnit, men hænger ikke sammen som serie. Allison beviser igen og igen sine evner, men render også igen og igen ind i den samme mistro fra sin mand og sin arbejdsgiver. Især ægtemanden, der er voldsomt logikstyret, burde have indset, at drømmene konsekvent rummer et budskab, og at man lige så godt kan gå i gang med at afkode det i stedet for at håbe, at lige præcis dette afsnits drøm er et mareridt eller andet. Det bliver noget irriterende i længden.

Og så er ”Medium” er et eksempel på, at uvidenhed nogle gange er lyksalighed. Vi var ganske tilfredse med at se serien og sørgede for at holde lidt afstand mellem de enkelte afsnit, så de ikke flød sammen. Men bemærkede så beklageligvis den lille detalje i rulleteksterne, at en ”Allison Dubois” var listet som konsulent.

Det viser sig, at Dubois er en virkelig person, som mener at have psykiske evner og at have hjulpet politiet med flere efterforskninger. Der kan læses mere på Wikipedia, hvis man så lyster. Og med ét slag gik serien fra at være fornøjelig fiktion til at være et skønmaleri og en understøttelse af en kvinde, der (advarsel: meningsudgydelse) er en renlivet fusker. Det satte skår i glæden i en sådan grad, at vi nok aldrig kommer videre med serien, om end den var ganske god. Kan man se forbi sådanne detaljer, kan den sagtens anbefales.

© 2009 Horrorsiden.