Bøger • Film

Reptilmennesker del 1: Fra slange til menneske

Overgangen mellem dyr og menneske har altid været et fascinerende emne. Punktum.

Grænsen er enormt svær at sætte, for der synes altid at være et andet pattedyr der bruger redskaber, har organiserede samfund, eller er hinanden utro og fører krige. Selv hvis vi forsøger at holde sammen med de øvrige pattedyr, så er der noget der rumsterer inde i den reptilske del af vores hjerne. Så, i stedet for logisk at gå til varulve, nu hvor den sidste artikel handlede om vampyrer, så lad os kigge lidt på hvad der ligger i mellem reptiler og mennesker. Og på hvorfor du bruger dine nætter på at udtænke sindssyge konspirationsteorier om at regeringen består af forklædte øglemænd.

Grundstenen til denne type historier – vores ledere er i virkeligheden reptiler – er Robert E. Howards klassiske Kull-novelle ”The Shadow Kingdom” (1929). (Strengt taget er slangemændene nævnt første gang i Lovecrafts novelle ”The Nameless City” fra 1921, men temaet er først foldet helt ud hos Howard.) I denne novelle er Kull blevet konge, men han opdager at (dele af) hans hof i virkeligheden består af slangemænd, og at han skal dræbes og erstattes med en dobbeltgænger.

Howard vendte tilbage til menneske/slange-temaet flere gange, men nu ikke med slanger der forklædte sig som mennesker, men i stedet med fokus på blandingen. I novellen ”The Children of the Night” (1931) diskuterer forskere den keltiske helt ”Bran Mak Morn”, samt et folkefærd der nedstammer fra slanger.

I novellen ”Worms of the Earth” (1932) får vi så rent faktisk fortællingen om Bran Mak Morns møde med disse væsener. For at udføre sin opgave, er Bran gysende nødt til at tilfredstille en slangekvinde seksuelt (denne historie synes at være baseret på Herakles’ møde med slangekvinden Echidna). Det er denne overskridelse der gør fortællingen så stærk, især at det i praksis er helten der må prostituere sig for sin sag.

De forskellige film- og tv-adaptions af Howards mest berømte karakter, Conan, trækker faktisk meget på Kull- og Bran Mak Morn-historier. Den scene i Barbaren Conan (1982), hvor han skal tilfredsstille en tilfældig heks, er tydeligvis taget fra ”Worms of the Earth” (om end hun er blevet sexet temmelig meget op, i forhold til forlægget). Filmens skurk, Thulsa Doom, er taget fra en Kull-historie, og har evnen til at omskabe sig til en stor slange (eller er han måske i virkeligheden en slange, der har skabt sig om til et menneske?!).

Den børnevenlige tegnefilms-serie Conan the Adventurer (1992) trækker direkte på ”The Shadow Kingdom” i og med at seriens hovedskurke er forklædte slangemænd, der har infiltreret samfundet. Det skræmte mig utrolig meget som barn, og var så afgjort ét af de elementer der fungerede godt.

Samtlige udgaver af Dungeons and Dragons har også spillet på sammenblandingen af slange og menneske, på en virkelig sjov, kreativ og gennemført væmmelig måde. De såkaldte “yuan-ti” er en blanding af slanger og mennesker, som nedstammer fra en kult, der åbenbart havde omgang med slangevæsener (inspirationen synes her at være Lovecrafts The Shadow over Innsmouth, om sammenblandingen af mennesker og sære havvæsener). I stedet for at være en fast defineret art, så er blandingen lidt anderledes, slangehoved, slangehale, menneskehoved på slangekrop, og så videre. Jeg har selv planket denne idé til min kort-roman “En ny begyndelse”. De mest menneskelignende yuan-ti infiltrerer selvfølgelig menneske-rigerne –  så der har vi den igen! (tillad mig også at dementere at alle bi-personer i rollespil, som er tiltrukket af hovedpersonerne er succubi eller incubi. Nogle gange er de også yuan-ti…)

Man kan selvfølgelig påstå at det er et rent tilfælde, men det er påfaldende at de såkaldte ”Visitors” fra tv-serien V (1983-1985 og 2009-2011) er reptilske væsener, der forklæder sig som mennesker, for at vinde vores tillid. Marvel-universets formskiftere, skrullerne (i tegneserierne) og Chitaurierne (i Avengers-filmen) er ligeledes af reptilsk ophav.

(slightly off topic: V har i øvrigt en ret stor fanbase i Skandinavien – man kan møde dem på de fleste con’er, i forskellige stadier af øglehed)

Spørgsmålet er hvordan konceptet (der er slangemænd iblandt os) har kunnet holde sig stort set uændret siden den første Howard-historie. Det er ikke just fordi at der har været nogen spændende ”twists” i årenes løb. Sandheden er nok at det virkelig er et uopslideligt tema. Tanken om at vore venner og bekendte kunne være agenter for en fremmed magt er og bliver uhyggelig, både på et grundlæggende plan, og når det bliver aktualiseret af den politiske situation (pas på, der er nazister/kommunister/terrorister blandt os). Og tanken om at den fremmede magt har infiltreret vores regering, er selvfølgelig endnu værre. I denne sammenhæng er det både overraskende og skuffende at det relaterede tema – overskridelsen af den menneskelige seksualitet – ikke er blevet udforsket mere. Hey, I’d hit it!

Og vi ved det jo godt alle sammen: Er man i krig længe nok, så ender man i seng med fjenden.

 

© 2014 Horrorsiden.