Film
Puhaaathemus – et år efter
Jeg var ret positiv, da jeg i juni sidste år havde været inde og se ”Prometheus”, hvilket også afspejlede sig i min anmeldelse her på siden. Oplevelsen dalede dog lidt, da jeg fik set den på dvd et lille halvt år efter, for der var mine lave forventninger nok blevet opjusteret, og uden det velfungerende 3D og store lærred i Imperial røg lidt af den visuelle pragt. Og jeg blev, ahem, mere opmærksom på diverse fodfejl.
Vores kollegaer på Planet Pulp døbte filmen ”Puhaaathemus” og gav den kun to stjerner. Jeg ville have givet den 5 stjerner, lige da jeg kom ud af biffen, så det var noget af en forskel. Efter at have set den på dvd, røg jeg ned på fire stjerner, som i min bog markerer den underholdende oplevelse med rum til lidt slinger i valsen, så enige er vi vist stadig ikke helt.
Her lidt over et år efter har jeg fået lov at stille Jacob Krogsøe fra Planet Pulp nogle spørgsmål om ”Prometheus” – eller ”Puhaaathemus” – for har hans oplevelse også rykket sig siden premieren, eller er det status quo med det?
Hej Jacob, velkommen til Horrorsiden! Da Planet Pulp havde set Prometheus var I ude med slogans på facebook, som at Ridley Scott skulle gå på pension osv. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg drømmer, men jeg mener ordet ’senil’ blev brugt af en af jeres skribenter. Det er trods alt manden, der har lavet ”Alien” og ”Blade Runner”, vi snakker om. Fortryder I noget af jeres ”kampagne” den dag i dag?
Hej Jonas. En fornøjelse, at du tager den film op igen, en film der ellers burde være glemt og begravet:) Hvis vi har brugt ordet ”senil” har det været i forbindelse med, at det virker som en gammel mester, der vender tilbage til noget han ikke længere husker så godt og at lorte manuskript så snyder ham, den gamle mand. Derudover har jeg jo ellers stor respekt for mr. Scott. Og ellers tror jeg ikke, hvis jeg skal tale for mig selv, at jeg fortryder den brugte retorik i forbindelse med vores ”kampagne”, som du gerne vil kalde det.
Jeg forventede mig ikke rigtig noget af ”Prometheus”, men synes jeg fik en udmærket science fiction-film med Lovecraftianske temaer og mere intellektuel dybde, end man finder i mange nyere sci-fi-film. Ikke noget i stil med ”Alien” eller ”Aliens”, selvfølgelig, men stadig en god oplevelse. Vil du sige, at oplevelsen af en film kommer meget an på, hvordan man har afstemt sine forventninger? Og havde I på Planet Pulp måske forventet for meget af Puhaaa… Jeg mener, ”Prometheus”?
Lige præcis med Prometheus havde jeg lave forventninger – som jeg også beskriver i min anmeldelse på Planet Pulp. Og at jeg så alligevel blev skuffet, mener jeg ikke kan ses som et sundhedstegn. Jeg vil i den sammenhæng gerne drage en parallel til dette års storstinker Man of Steel, der har mange af de samme problemer som Prometheus og problemer, der, stort set, alle er forbundet med manuskriptet: Delelementer fungerer fint, filmene er ekstremt flotte, men manuskripterne kunne værre bedre udført af en flok liderlige ungdomskoledrenge.
Og tilbage til forventninger, som er noget vi ikke kommer uden om, hverken når der er tale om film, bøger, musik, tegneserier, sex og stort set alt andet: Lave forventninger er bare mere taknemmelige. Men det er også en skidt tendens hvis man ”bare” har lave forventinger, for at beskytte sig selv. Nogle instruktører, eller forfattere, påtvinger sig store forventninger, men med Ridley Scott er det noget lidt andet: Ja, han er en stor instruktør, men har også en del dårlige, eller ligegyldige, film på sit CV, som G.I. Jane, Hannibal, Kingdom of Heaven og A Good Year. Og det havde jeg justeret mine forventninger efter sammen med den sidste trailer, der faktisk viste det filmen var: en ligegyldig, men flot, løben rundt.
Jeg erkender, at ”Prometheus” har sine problemer, især omkring hvor fjollede forskerne er. Noomi Rapace er bestemt heller ikke nogen Sigourney Weaver, hendes accent svømmer rundt, og hvorfor spilles Weyland egentlig af Guy Pearce i en dårligt lavet maske? Omvendt elsker jeg plottet med vore fjerne skabere, den episke start med livets oprindelse, scenen i operationsmaskinen, det generelle look da de kommer ind i rumskibet, og ikke mindst Michael Fassbender og Charlize Therons præstationer.
En film, synes jeg, med lige mange fantastiske og elendige dispositioner, og jeg har måske på grund af mine lave forventninger besluttet mig for, at glasset var halvt fyldt. Var der slet ikke noget, du kunne lide ved filmen?
Der var mange fede enkelscener. Og så var den MEGET flot at se på. Men også meget ligegyldig: de ambitiøse armbevægelser blev fucket up af det elendige manuskript. Og to stjerner, som jeg stadig holder fast, er måske lidt hårdt. Men karaktergivningen skyldes, at jeg mener, at man taber en potentielt rigtig god film ned i toilettet ved at sjuske så meget med manuskriptet. Man føler ikke noget for nogen af karaktererne. Og da kaptajnen til sidst får hjælp af sine besætningsmedlemmer til en Kamikaze-operation, rører det mig ikke det mindste: filmen ligger i den scene op til patos, når mænd er mænd, og til venskaber, som filmen bare aldrig har fået etableret, da man i stedet har valgt at fokusere på en løben og renden, frem og tilbage, til den mystiske ”hule”.
Hvad var efter din mening det værste ved Prometheus?
Ja, den er jo nå nem: manuskriptet. Og så til dels personinstruktionen, hvor man må sige at Ridley fejler på et punkt, hvor han normalt er ganske stærk. Så da filmen knækker midtvejs har man ikke engang nogle fede karakterer at engagere sig i og så bliver det, selvom det er flot, ganske kedeligt.
Når man snakker ”Prometheus”, bliver man også nødt til at snakke om Lovecraft og ”At the mountains of madness”. Der er en klar parallel mellem The old ones og deres shoggoths og så vore skabere i filmen og deres underrace, der er sat til at udslette mennesket, men som løber løbsk og udsletter dem selv. En klassisk hybris/nemesis-historie, men med forbavsende mange tentakler. Synes du, denne parallel fungerede? Altså at drage tentakler og så tydelige Lovecraft-referencer ind i Alien-universet?
At du kan læse de Lovecraft-referencer ind er jeg helt med på. Gigers design af Alien, og mange af Gigers værker, har noget Lovecraftiansk over sig – altså ment som om, at Gigers værker kunne være en visuel tolkning af nogle af Lovecrafts ideer. Men at drage Prometheus og Lovecraft sammen tangerer nærmest en fornærmelse af den gamle mester:)
Det er jo, som du også selv siger, en mere klassisk skaber/det der skabes ide (og klassisk i forbindelse med cyborg vs. menneske, og hvad der skaber ”det menneskelige”, som passer med mange mytologier og ikke kun med Lovecrafts). At man så har draget tentakler ind er jo nok også for at gøre kontrasten mellem menneske og dyr større, end at det nødvendigvis har noget med Lovecraft at gøre. Så jeg syntes den er lidt søgt selvom jeg godt kan se hvad du mener – dybest set mener jeg nok også, at filmen ikke fortjener de sammenligninger.
Prometheus’ pointe ramte mig hårdest efter filmen, da min bror og jeg mødte en af hans bekendte, som også havde været inde og se den. Hun sagde: ”Jeg forstod bare ikke, hvorfor rumvæsenerne (vore skabere) ville udrydde os.” Ja, hvorfor mon, tænkte jeg. Prøv at se på verden omkring dig. Jeg elskede ideen med, at vi er genetisk konstrueret af en overrace og derefter er sat til udryddelse som et mislykket eksperiment. Det er meget dystert. Vi spejler på en måde vore skaberes fejl om at ville skabe og ”vide” i stedet for bare at være til, og de spejler vel deres skaberes – hvem de så end er – som en slags evighedsmaskine, indtil vi når den oprindelige skabermagt. Hvordan er din holdning til de lag i ”Prometheus”? Og på en skala fra 1 til 10 hvor intellektuel synes du så den er?
Jeg kan godt lide ideen, men den får slet ikke den rette plads i filmen. Og derfor bliver det for mig ikke til et lag af filmen, men mere noget staffage – en god ide, der aldrig blev videreudviklet i manuskriptet. Filmen er ambitiøs, og har mange fine ideer og noget der minder om tiltag til genialitet. Men det sætter manuskriptet en stopper for. Men hvis man vil, og det vil du og mange andre gerne, kan man kalde filmen intelligent. Men i min bog er det ikke filmen, men jer der fortjener pluspoint på den konto. Så for mig er filmen dum med dum på – altså da den rigtig bekender kulør, og det overskygger fuldstændig den ellers fine første halvdel. Så ja, den får 1 på den fine skala.
Jeg synes, nogle ”nørde-anmeldere”, sorry, fokuserede lovligt meget på tekniske detaljer i filmen. Især snakkede alle om, at holdet på et tidspunkt tager deres masker af, fordi de kan måle, at luften består af store dele ilt. ”Man tager aldrig sin maske af, når man er i rummet,” kaglede folk i kor, som om alle pludselig var amatør-rumrejsende. Jeg læste for nyligt en anmeldelse af den, efter min mening, fremragende ”Star Trek 2: Into darkness”, hvor anmelder haglede alle de tekniske detaljer igennem og vurderede, om de var realistiske. Hvad er din holdning til sådan noget? Kan og bør man anmelde en film i de fantastiske genrer sådan?
Der er vi fuldstændig enige – æv. Hvis du læser min anmeldelse er der ingen tekniske detaljer. For mig er det fuldkommen ligegyldigt. Men jeg ved, og respekterer, at den slags detaljer giver nogen en ordenligt stådreng på. Men hvad rumskibet hedder, om de tager maskerne af, om de overhovedet kan overleve så lang tid i dvale osv. I do not give a fuck! Men man skal huske, at med en serie som eksempelvis Star Trek er det jo netop nørderne, der har været med til at holde gang i den. Og der er som sagt nogen der elsker de tekniske detaljer og når en serie lægger op til det, skal skaberne også forsøge at være tro mod både deres fans og seriens grundlæggende tilgang til science overfor fiction.
Problemet for mig opstår, hvis man begynder at lægge mærke til den slags ting, når man normalt IKKE gør det. Og det skete faktisk ved mit andet gennemsyn af Prometheus og det skyldes primært én ting: filmen magter ikke ”suspension of disbelief”. Man kan stort set bilde mig alt ind, hvis jeg tror på universet og fortællingen, også ting som min hjerne normalt også ville afskrive som ”forkert”. Men fordi jeg ikke er det mindste engageret i Prometheus, begynder min hjerne automatisk at kigger efter andre sammenhænge, efter fejl og ligegyldige detaljer.
Så det kommer an på præmissen for værket og på modtagerens præferencer. Jeg får dog spontan allergi og hårtab når jeg læser anmeldelser, hvor det vigtigste er om filmen eller bogen er troværdig i forhold til moderne teknologi osv. Men nogen elsker at skrive den slags og nogen elsker vel også at læse det. Så fred være med det, men for mig kan det hurtigt fjerne sjælen fra værkerne og anmeldelserne.
Så vidt jeg husker er der også en del ulogiske ting i ”Alien”, men den har fået status af urørlig klassiker. Jeg har desværre ikke lige set den, så kan kun huske nogle detaljer omkring Ian Holms Ash-figur. Jeg mindes ham som en noget perspirerende, følelsesladet androide, hvor Fassbender hiver den hjem som mere kølig og kalkulerende. Ash prøver for eksempel også at dræbe Ripley ved at stikke et sammenrullet magasin ned i halsen på hende, selvom han har superkræfter og kunne knække hendes hals som en kvist.
Hvordan tror du, ”Alien” ville holde, hvis man anmeldte med samme mængde pedanteri som visse anmeldere har gjort med ”Prometheus”?
Så er vi tilbage ved ”supension of disbelief”: Alien får mig til at tro på, gennem manuskriptet og set designet, at det hele faktisk hænger sammen, som det gør i filmen og jeg har aldrig, ud over computerteknologien der bruges i filmen, tænkt på, at det og det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg er sikker på at du på google ikke er mange klik væk fra en frygtelig analyse af filmens ” ulogiske tekniske detaljer”. Men send ikke et link til mig, for sådan noget gider jeg ikke læse.
Lige på falderebet: Kommer du til at sidde i biffen til premieren til prometheus 2? Eller snupper du den bare på dvd?
Jeg kommer helt sikkert til at sidde i biografen med bittesmå forventninger og måske det kommer til at udløse en orgasme? Jeg håber det.
Jacob krogsøe er uddannet i film- og medievidenskab og er, foruden medstifter af Planet Pulp, mediebibliotekar på Randers Bibliotek.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Det som ødelagde illusionen for mig var at de så kaldte forskere, ikke engang kendte hinanden når de vågner langt ude i rummet.
Hvis jeg skulle planlægge menneskehedens største ekspedition nogensinde, ville jeg nok sørge for at have trænet og team-buildet mit hold sammen, så jeg er sikker på de er rimelig kompatible og kan arbejde sammen.
En af forskerne siger endda at han absolut kun gør det for pengenes skyld?!?… sikker på der er kompetente mennesker inden for de erhverv de skal bruge, som vil tage med af faglige grunde og nysgerrighed, end penge. Jeg vil ihvertifald hellere have en nysgerrig geolog med end en som bare vil hjem igen og tælle hans penge.
Der kan være tale om tidspres (Spoiler sorry), men at de overhovedet ikke har mødt hinanden før de vågner ude i rummet og siger hej til hinanden for første gang virker ikke gennemtænkt.
Mht forskerne…nu brainstormer jeg bare. Kan det tænkes at de ikke er super kendte?
Sådan…fordi Weyland alrig rigtig har tænkt sig at de skal hjem igen. Så super duper high-profile folk, der pludselig er væk genererer for mange spørgsmål.
Bare en tanke.
Jeg har nemt ved at elske gamle sort-hvide B-film og tegnefilmsserier for børn, alene hvis de har ét eller andet interessant koncept, også selv om mulighederne ignoreres til fordel for kliché-slutninger etc.
Grunden til at konceptet kan bære i de gamle film, og har så svært ved at bære i Prometheus, er at de gennemskuelige effekter skaber en art distance, der gør at man enten er nødt til at se dem ironisk, eller virkelig prøve på at værdsætte dem for hvad de prøvede på. Og så er de korte. Tyve minutter for et afsnit af en tegnefilm, måske 70 minutter for en B-film – inklusiv padding!
Når Prometheus derfor “hinger” så meget på sit “high concept”, ligesom en B-film, så er det pludselig en ulempe at den er enormt lang, og enormt velproduceret. Det skærer mere i øjnene at der ikke er en handling der indfrier konceptet, længden etc.
Og så kommer spørgsmålet, om publikum simpelthen er mere forvente, og om det derfor er sværere at indfri deres forventninger. Mange af os så jo “Alien” (eller “The Thing”) som børn, hvor den skræmte os vildt, og har vænnet os til at det er en klassiker. Måske børn vil synes det samme om Prometheus.
Fine betragtninger, Rasmus. Der er dog, forventninger eller ej, stor forskel på manuskripterne i Prometheus vs.eksempelvis Alien og The Thing. I de to “gamle” film hænger det simpelthen bedre sammen, er bedre skrivehåndværk, som i min bog ikke har så meget med de gode effekter i Prometheus at gøre. Og så ser Alien og The Thing satdig begge to ret godt ud i dag og er ikke film der får mig, som du beskriver så godt med gamle b-film, til at se effekterne som noget der skaber distance. Derfor tror jeg heller ikke på Prometheus som en kommende klassiker, og den er jo nærmest ikke det mindste uhyggelig med langt mere sci-fi end horror, da de mange gode ideer simpelthen holdes nede af det dårlige manus.
Det er sjovt. En af de ting, jeg fandt meget sympatisk ved Prometheus, var, hvor meget en horrorfilm den var frem for sci-fi. Som den skrider frem, satser den nærmest på chok-på-chok. Ellers ville jeg heller ikke bringe den op her på Horrorsiden igen.
SPOILER! (ledsaget af den der alarmlyd, man kan elske eller hade, fra Prometheus’ soundtrack)
Scenen hvor de to båtnakker bliver ædt. Den ville være perfekt, hvis Scott ikke lige var gået skridtet for langt og ladet dem være SÅ fjollede (Jeg håber ”She’s a lady” bliver klippet ud i en senere dvd-udgave!). Men jeg forstår fuldstændig, hvad det er, han vil med scenen. Han vil skabe effekten af, at vi går fra en sikker ha-ha-situation til noget helt forfærdeligt på et splitsekund. Det er er lidt ala kaninen i Monthy Python og de skøre riddere.
Og der mere horror, horror, horror. Da geologen kommer tilbage som et eller andet sammenbrækket monster og splatter hovedet ud på en. mega splattet.
Selvfølgelig operationsmaskinen (klart filmens bedste scene og en af de bedste horrorscener jeg har set længe) og Engineerens kamp med den gigantiske facehugger. Der får jeg altså boner på. Jeg ved ikke, om I er helt glade nok for monstre, hvis det kan efterlade jer så kolde.
Sut mine tentakler! Jeg skal snart se den igen. Verdens dyreste B-film med masser af fæle følehorn!!!!
Jonas, mit problem var at det, på trods af monstre og chock-effekter, aldrig blev uhyggeligt for mig – jo, operationsscenen er god og creepy.
Og det skyldes igen, syntes jeg, at manuskriptet aldrig understøtter horror-delen, men mere overfladisk action og science fiction. Jeg er ellers ikke specielt svær at skræmme, men det blev jeg ikke her, hvilket nok også skyldes at filmen aldrig rører mig følelsesmæssigt. Som i god horror bliver jeg aldrig indfanget på et emotionelt plan. Og bare fordi der er lidt splat og monstre bliver det ikke nødvendigvis til horror. Men fedt at den virker sådan på dig, og så forstår jeg også meget bedre, hvorfor nogen elsker filmen.
Jeg har hele tiden ment at Prometheus var en *ret* fed film, selvom den bestemt har nogle fejl. Det fede ved den er at den har nogle kæmpestore idéer, som jeg ikke synes at de fleste kritikere overhovedet nævner, much less tager stilling til.
Jeg tolkede først the Engineers som nogle der var interesseret i evolution, hvilket Scott også nævner nogle gange (uden i øvrigt at forklare sig) på kommentarsporet til diskudgaven, men det viser sig at der er en bedre tolkning, som det hele passer på, hvor the Engineers faktisk er Guds faldne engle, hvis projekt er at lave universet om til Helvedet ved at omskabe intelligensvæsner til dæmoner (Aliens) via genetiske transformationer. På den måde er Prometheus også meget mere en horror-film end en SF-film, hvilket jo burde gøre alle jer horror-fans glade! ;-) Analysen der satte mig på sporet var denne video fra Youtube:
http://youtu.be/GpEx7pdp2-Q
Der er vi sgu enige for en gangs skyld, Tue. En af Prometheus’ største udfordringer er, mener jeg, at folk ikke er opmærksomme nok på de små detaljer. Meget kringlet og ambitiøs historie, som på én gang kan opfattes som for pointeret og for lidt pointeret. Samtidig arbejder den med en – bevidst, er jeg ret sikker på – fortælleteknisk flaskehals, hvor tempo og stressniveaue stiger. Det er ikke sjusk, men det er meget at sluge.
Jeg så videoen. Fedt. De er godt nok meget fjollede og kommer let om ved spørgsmål, om hvorfor Holloway er en nar over for David, og hvorfor forskerne fjoller så meget (egentlige fejlskud i manus), men de sidste 7-8 minutter er virkelig spændende.
Jeg havde ikke tænkt på, at VI slet ikke var projektet, men kun føde for xenomorpherne. Xenomorphen i jesus-positur er bare et af mange små bitte ting, man skal lægge mærke til i Prometheus.
En film, hvis anseelse vil vokse med tiden, er jeg ret sikker på.
På et basalt niveau, så er jeg fuldstændig på bølgelængde med Tue og Jonas, i og med at jeg også selv mener at det væsentligste er det gode koncept, de spørgsmål der bliver rejst, etc. Det er godt at træne sig selv til at have den indgangsvinkel, fordi det hjælper én med at finde en form for nydelse, også i mislykkede værker. Rumrejsen år 2001 ville være uudholdelig hvis ikke man så den med de briller på, og det samme gælder i nogen grad for Alien.
MEN den fornøjelse man kan finde i noget, er altså stadig isoleret fra om der er tale om et godt eller dårligt værk. Jeg værdsætter altid når en film har et socialt budskab (f.eks. Elysium) eller Lovecraft-stemning (f.eks. Prometheus), samtidig med at jeg kan være irriteret over hvor dårligt det er udført. For mig at se, er det et spørgsmål om at en film både skal have en “lille” historie der fungerer, og en “stor” historie der fungerer. I 2001, består den “lille” historie af menneske-AI-konflikten, og den er så god at man kan se igennem fingre med at den store, “kosmiske” historie er vag og langtrukken. I Alien, så er jeg ikke i tvivl om at den “store” historie om hvad det er for et væsen og hvor det kommer fra og hvor rumskibet var på vej hen (alt sammen ubesvaret) er det mest interessante. Men hvis det nu af én eller anden grund ikke skulle fænge, så er der den “lille” historie om et skruppelløst firma, der er villigt til at gøre alt for at finde svaret på den “store” historie. Prometheus mangler denne dynamik, også selv om man da prøvede med androiden, det faktum at mr. Burns var om bord på skibet og mere. Det var bare for lidt!
Man kan i disse “internet-dage” stort set altid finde analyser, der passer på ene eller anden måde, på både gode og dårlige film. Også analyser der med garanti er modargumenter mod de analyser I nævner. Og det er spændende. Og jeg har fuld respekt for, at I finder de værdier i Prometheus som I gør. Men for mig er det ikke noget det konkrete værk, eller den lille historie som Rasmus omtaler det, gør særlig godt. Jeg elsker tvetydige værker, og instruktører som Cronenberg og Lynch, der bevidst leger med vores semantiske afkodninger af deres film, og hvor der, ofte, er mange forskellige muligheder for analyser. Men et sådant værk mener jeg ikke Prometheus er. Der er for meget sjusk i manus, der, ikke tilsigtet, lukker ned for, mine, tolkningsredskaber. Jeg køber ikke det med stressfaktor og flaskehals, som noget der er lavet bevidst for at lege med tilskueren og tolkningsmulighederne. For mig bliver det til effektjageri og overfladisk action, der ikke er befordrende for analysen af de store temaer, og derved bliver det til en semantisk rodebunke, for mig på den dårlige måde. Og det er også ganske tydeligt, at der et eller andet sted gemmer sig en langt bedre film, hvor man med nogle andre valg i forhold til afviklingen af plottet, kunne skabe en bedre film. Men enige bliver vi nok aldrig og det er jo også ganske spændende:)
Jacob: Alting i Prometheus kan jo ikke være fuldstændig tilfældigt De små orme, der filmes på på et tidspunkt, Xenomorph-alteret, faktummet at de lander juledag osv. Selvfølgelig er der en mening med det, den er svær at gennemskue, jo, men mon ikke toeren vil afklare lidt mere. Om ikke andet elsker jeg film, der indgyder til millioner af tolkninger. Donnie Darko drev mig også til vanvid på den der fede måde, der får en til at tænke.
Tue: Teorien med de faldne engle, er god, men der er én ting jeg ikke forstår. Måske har du et bud.
Hvis Xenomorphen er de faldne engles kunstigt fremstillede Jesus (jf. altertavlen og det lille hint med undfangelsen på juledag), deres frelser, som skal genskabe verden til deres sorte paradis, og mennesket kun er føde og rugeplads for bæsterne, så er der én ting, der ikke går op. Omdrejningspunktet for konflikten mellem gud og Lucifer var menneskets skabelse (og tilsvarende i græsk mytologi med Prometheus og Zeus). I Prometheus ser vi de faldne engle (hvis de er det) selv skabe mennesket. Hvad har de så at være vrede på gud for?
Ellers passer det fint nok sammen, at en engineer i filmens start lander på jorden og skaber mennesket. ”Pakken” eller ”Pandoras æsken” skulle selvfølgelig så have været kastet lang tid før, men bæsterne overtog magten, som vi ser beviserne for på LV-223.
Jonas: Jeg mener bestemt heller ikke, at alt er tilfældigt. Bare at de mange fede detaljer/budskaber drukner og derved bliver lidt “ligegyldige” i den store sammenhæng. Og der er mange fede elementer i Prometheus og jeg ville elske, at jeg kunne elske den film på den måde I gør.
Jeg ved ikke, om jeg elsker den, jeg er bare besat af den af en eller anden grund ;)
Jeg tror at du elsker den på grund af dens potentiale, på grund af den historie man kunne have skrevet med det koncept. Interessant nok, så er det faktisk blevet godt. Erwin Neutzsky-Wulffs “Gud” omhandler nogle videnskabsmænd der tager på en pilgrimsrejse i et fartøj kaldet “Prom” for Prometheus.
Og jeg har på fornemmelsen at den historie DU kunne fortælle på samme grundlag, kunne have noget af dét som Prometheus savnede.
Jonas (undskyld lidt sent svar, men af en eller anden grund har jeg ikke fået besked om nye indlæg, selvom jeg bad om det): Jeg kom til at tænke på noget af det samme – at det er underligt at det er disse engle som har skabt menneskene, og ikke Gud. Men jeg tror ikke detaljerne i historien konformerer helt til den bibelske historie. Jeg tror heller ikke at der er nogen enkelt xenomorf-frelser; figuren er mere et symbol på hvad the Engineers beskæftiger sig med: omformning. Jeg tror at kampen mellem Gud og de faldne engle (the Engineers) skete længe før menneskets opståen, og at the Engineers rejser rundt og skaber intelligensvæsner som de så kan omforme til hellspawn, måske som en slags modstand eller fornærmelse mod Gud (som sikkert også selv skaber diverse intelligens-væsner!). Givetvis er vores normale univers at sidestille med Helvede, mens Guds himmerige findes et andet sted (som intelligensvæsner muligvis kan nå, dersom de er heldige nok til at undslippe the Engineers’ indflydelse – men det er ren spekulation fra min side. Måske er de to verdner – Guds og englenes – helt isoleret fra hinanden).
Jeg er ikke religiøs, så det er uvant for mig at tænke i sådanne baner, men jeg kan forestille mig at hele Aliens/Engineers/helvede-æstetikken i denne filmserie skal symbolisere det fremmede og farlige ved rummet og rumrejser i det hele taget; at det tomme og uendelige rum er så fjendtligt for liv som vi kender det, at det kan sidestilles med de værste helvedes-forestillinger.
Hm, spekulativt, jo, men interessant. Jeg er ikke sikker på, det er der, vi lander i Prometheus 2, men man kunne jo håbe. Ellers burde du selv forfølge historien om, at vores normale univers er et helvede konstrueret af rumvæsener og himmerige findes et andet sted. Det er sgu en fed ide.
For mig var problemet med den film at alt for mange af personerne virkede som om de bare var stoppet ind i filmen for at der skulle være nogle man kunne slå ihjel. Sammenlign med “Alien” – der er man ikke et øjeblik i tvivl om at personerne er besætning på et rumskib og hvad deres job er. I “Prometheus” virker de som en flok tilfældige mennesker Weyland har samlet op på sin lokale arbejdsformidling. Men Rapace og især Fassbender havde heldigvis fået gode roller som de fik meget ud af, så det lover da godt for en 2’er.