Bøger • Events • Film • Kunst
Udkanten del 1: Blodig Weekend
Godaften alle sammen (selvsagt læser I det her om aftenen).
Blodig Weekend 2013 er nu overstået, og I vil selvfølgelig gerne vide hvad jeres nye Onkel Uhygge, Rasmus, mener om misæren. For jer der ikke ved det, er det Københavns (og nu også Aarhus’) ”genrefilmfestival.”
Hvor festivalen sidste år var delt over Cinemateket og Huset i Magstræde – og dermed stadig bar et vis præg af ”undergrund” – var det i år fordelt i mellem Cinemateket og i Cinemaxx.
Det får lige én til at standse op og tænke sig om et øjeblik. Jeg tænker altid stadig på gysere som de videobånd jeg helst ikke måtte låne for mine bedsteforældre, og som jeg altid fortrød at jeg så alligevel.
Nu bliver gysere så ikke alene blåstemplet af Det Danske Filminstitut, men også budt velkommen af én af landets mest kommercielle biografer!
Der er altså ikke længere noget tilnærmelsesvis forbudt over gys længere – det er kunst og mainstream! Hjælp!
… og så kan man alligevel ikke rigtig have ondt i røven over det, for dansk undergrundsfilm var repræsenteret med et helt programpunkt, og fanmiljøet (i skikkelse af Heaven of Horror) var også repræsenteret. De små forhandlere dukkede også op med deres gamle horrorblade, så man var fristet til at tro at Blodig Weekend virkelig samlede alle. Men der er én del af horrorscenen som altid har levet adskilt fra resten – nemlig litteraturen. Og det er virkelig underligt, for de to film det lykkedes mig at fange – den ene dansk undergrund, den anden noget så ærke-amerikansk som et remake – havde visse tematiske ligheder med én af årets mest interessante genre-udgivelser, nemlig novellesamlingen Udkantshistorier.
Det er virkelig påfaldende hvordan udkanten her i løbet af det seneste år er blevet emne for både dansk horrorlitteratur og flere horrorfilm. Men bortset fra emnet har danske Jonas Wilmanns novellesamling Udkantshistorier og danske Bjarke Johansens kortfilm Pig Sty kun meget lidt at gøre med hinanden. De er flere ligheder i mellem Udkantshistorier, og så den amerikanske gyserfilm/drama We Are What We Are. Det er tale om en genindspilning af en mexicansk film med samme navn, men settingen er flyttet væk fra byen, og til den amerikanske udkant.
For at sammenligne Udkantshistorier og Pig Sty, så handler begge godt nok om tomme og forladte bygninger som resten af Danmark har glemt. Men hvor Udkantshistorier er en forfatters femte bog, pro-intellektualistisk, med litterære referencer, så skal Pig Sty tadig ses som en studie-film lavet for eksperimentets og for underholdningens skyld. Og den prøver til en vis grad at være lige så morsom som den er væmmelig.
Hvor forfatteren i Udkantshistorier lægger ansvaret for ”nedlukningen” af udkanten” over på det omgivende samfunds skuldre, så skyldes svigtet i Bjarke Johansens film, at der i forvejen skete sære ting derude i udkanten, hvilket derefter afstedkom nedlukningen af filmens slagteri.
Endelig, så foregår Pig Sty midt i nutidens forfald, mens Udkantshistorier foregår i et fremtidens Danmark, med den samme forfaldstendens er forstørret op mange gange.
For at sammenligne We Are What We Are med Udkanthistorier, så er der flere ydre ligheder – filmens tema er kannibalisme, hvilket også er et gennemgående tema i novellesamlingen. En ”udkantsfamilie” med egen særegne religion, er omdrejningspunkt for både filmen, og én af novellesamlingens længere historier. Dog er er forfaldet og udkantsflugten kun lige begyndt i filmen, mens det er vel overstået i novellesamlingen. Man kan godt sige at begge dele rent tilfældigvis kunne omhandle kannibaler og udkant, uden at det stak dybere. Og det ville være tilfældet, hvis We Are What We Are endnu en gang var en parodi på sydens USA, ligesom i Motorsavsmassakren eller Wrong Turn-serien, hvor det er indavl og degeneration der er emnet.
Nej, den egentlig lighed er hvor seriøst både novellesamlingen og filmen tager sit emne. Ironien er stendød. Begge historier foregår i et koldt og øde landskab, hvilket sætter tonen. Wilmann skildrer det med ord, filmen skildrer det med med blændende flotte landskabsbilleder.
Både novellesamlingen og filmen har også den lighed at meget lades usagt. Netop som man er på vej ind i én af novellerne, så bryder handlingen op og tager på rejse igen. Det samme er tilfældet med filmen – vi får en kort forklaring på hvorfor hovedpersonerne blev kannibaler i første omgang, men forholdet i mellem hvad der er ren psykologi, og hvad der er reel nødvendighed, det afdækkes aldrig. Men er det godt eller skidt? Hvis I vil vide svaret, så følg med over den næste uge, hvor jeg vil omtale hver af disse “udkants-fortællinger” i detaljer!
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Hmm, er lidt ubekvem med at være en af hovedpersonerne i denne artikel, når jeg også er skribent herinde. Jeg vil selvsagt ikke søge at begrænse, hvad du skriver om, Rasmus, jeg vil bare gøre opmærksom på, at læsere af bloggen nok kan se en interessekonflikt her.
Om den er så er der, ved jeg ikke. Vi kender jo mest hinanden gennem mails og et enkelt møde på en messe, men det er stadig utænkeligt, at jeg som undergrundsforfatter i noget andet medie ville få den eksponering, du lægger op til her.
Det er i hvert fald sjovt, når man lige har læst din kommentar ovre hos Lars Ahn.
Jeg tænkte at jeg ville statuere et eksempel ved at vise at man kunne lave en sober anmeldelse af en anden skribent.
Vi er jo heller ikke kolleger her på siden… snarere landstrygere og ærkefjender der tilfældigvis er havnet på samme egn…
Præcis, Jesper. Den faldt dårligt sammen med min kommentar på Ahns blog, men det er stadig min holdning, at der skal kappes bånd i undergrunden, hvis vi skal booste troværdigheden. Og stod det til mig, var jeg bestemt ikke blevet anmeldt her på siden, men jeg er ikke Rasmus’ redaktør og vil heller ikke prøve at diktere, hvad han skriver eller ikke skriver om.
For så lige at være (en smule) seriøs. Så vidt jeg har forstået, så handler det (for Jonas) om at få seriøse og troværdige anmeldelser, hvor man ikke mistænker skribenterne for at gøre det for at score browniepoints, eller fordi de er nogens fætter. Formålet med dette er at få udbredt den gode genre-litteratur, og via reel kritik gøre forfatterne bedre til at udøve deres metier.
Her vil jeg mene, at vejen er at udstille de konkrete fejltagelser i de anmeldelser, man finder underlødige (uargumenterede påstande, overdrivelser) mere end at skyde på familiesammenfald – det er langt bedre (efter min mening) at argumentere ud fra konkrete forhold end ud fra en tænkt/uartikuleret sammenhæng, der ikke nødvendigvis findes i virkeligheden. Derudover finder jeg det spuriøst at ville ‘forbyde’ folk, der kender hinanden i at forholde sig til hinandens arbejder – og specielt med en, der forholder sig til stort set alt, der udgives inden for dansk sf (man kunne så for troværdighedens skyld, lige oplyse om dette). (Men jeg gør i øvrigt som dig, i og med at jeg mestendels ikke vil anmelde nogen jeg kender).
Min gentagne kritik af “familiesammenfald” handler ikke om vores eget syn på sagerne, men egentlig hvad udefrakommende, kritisk indstillede vil mene. Fordomme er der rigtig mange af, og jeg har mange gange læst “Danske genreforfattere, er det ikke bare sådan en lille klub der sidder og roser sig selv?”. For ikke at give kritikerne krudt er det nemmere at cutte båndene. Jeg, Jesper og andre i miljøet kan selvfølgelig godt gennemskue, hvornår der er tale om vennetjenester og ikke, men for ham, der står udenfor er det ligegyldigt. Er der et bånd imellem anmelder og anmeldte, især et professionelt tilhørsforhold, er dens gyldighed væk.
Jeg har aldrig hørt den slags fra nogen. Dem jeg kender, der ikke er en del af “fanmiljøet” (hvad det så end er), interesserer sig overhovedet for anmeldelser fra det. De fleste læser det de ser i fjernsynet, eller får anbefalet i avisen – eller vigtigst, hvad deres venner/familie/kollegaer siger er godt.
Må indrømme jeg stadig ser fantastikmiljøet (kunne måske omformuleres til ethvert kreativt undergrundsmiljø) som meget udfordret.
Kigger man på de sidste mange års anmeldelser af små fantastikudgivelser (på blogs og i fanzines), er det svært at finde direkte negative anmeldelser. Har man ikke noget pænt at sige, taler man hellere udenom, og det kommer bare ikke læseren til gode. Jeg har også svært ved at huske én anmeldelse, hvor manglende redigering er blevet påtalt.
Og er en bloglæser blevet anbefalet en bog med hundrede stavefejl i, har alle anmeldelser mistet sin gyldighed på den blog fremover – til last for alle de gode bøger, der så måtte blive anmeldt der.
Udfordringen (den uoverkommelige?) ved at anmelde folk man kender, er at man ubevidst er mere positivt indstillet, ikke kun over for bogen, men over for manden/kvinden og missionen. Og yderligere kan være tilbageholdende med at uddele sønderlemmende kritik over for en person, man møder tit, og som man godt kan lide.
Jeg anmelder aldrig kolleger, da en negativ anmeldelse vil virke som et småligt angreb på de andres forretning, og en positiv én kun vil blive set som rygklapperi/vennetjeneste.
Gang på gang ser man i f.eks. Himmelskibet, hvordan ”en af vor egne” får tildelt alenlange anmeldelser, og fremmede må nøjes med en fesen notits.
Samtidig er der standarden af visse (bestemt ikke alle) blogs og f.eks. nogle af artiklerne i Himmelskibet, der er røget så langt ned i kulkælderen, at det er til at græde over. Hvis redigeringen eller indhold af en anmeldelse er så mangelfuld, at det grænser til volapyk, er der heller ingen troværdighed i en anmeldelse.
Hmm, jeg er sådan set enig på det personlige plan, men har ikke noget problem med at andre anmelder folk de kender, og jeg ser gerne skarpere anmeldelser (men er dog ikke interesseret i ‘sønderlemmende kritik’. Det tror jeg ingen har brug for – konstruktiv kritik jatak).
Den sidste del – af det du skriver – at ‘vores egne får alenlange anmeldelser og fremmede må nøjes med fesne notitser’, må du simpelthen underbygge (med tal og statistik tak). Det tror jeg faktisk ikke på. Jeg skimmede lige anmeldelserne på Himmelskibets blog, og selv om de er korte og positive , så ser jeg ingen markant forskel i længden.
Det bliver så lige på en intern besked på facebook, jeg uddyber, så vi undgår gabestokken.
Det er rigtigt nok at standarden bør og kan højnes. Det er det jeg forsøger på nu. Men samtidig føler jeg at jeg faktisk bør anmelde alle og hvem som helst, venner og fjender inklusive, for at vise at ingen går fri. Og så fordi jeg bekymrer mig om: For better or worse, hvem skal anmelde undergrundslit, hvis ikke undergrunden?
Word: “For better or worse, hvem skal anmelde undergrundslit, hvis ikke undergrunden?”
Det sagt Jesper, så gad jeg eddermame godt se nogle redaktører der sparkede noget mere røv.