// du læser om...

Bøger

Carina Evytt: Jack the Rippers lærling

jtrlaerlingJack the Ripper var aktiv i London i 1888, men hans historie har dårligt gjort andet end at vokse siden da. Han dræbte prostituerede, på grusomste vis, og han blev aldrig fanget eller identificeret – folk med interesse for seriemordere har forsøgt at sætte fingeren på ham siden da, men uden held.

I Carina Evytts tredie roman vender Jack tilbage – måske.

For vi ser hovedsageligt gennem øjnene på Thomas. Han er kirurg, stor fan af Jack, og så har han haft… en mindre episode, som fik ham fyret og sørgede for, at han endte på en psykiatrisk afdeling. Ingen har desværre helt gennemskuet, hvor galt fat det er med Thomas, for hans fascination af morderen er ved at tage overhånd. Og det bliver ikke bedre, da the Ripper selv dukker op i hans liv og sætter sig for at belære ham om, hvordan man gør.

Jack the Ripper i form af en kattekilling, bør det måske nævnes.

Det er et eksempel på en af de lidt skæve indgange, som Evytt bruger til at gøre sin bog ganske læseværdig. For selve plottet i “Jack the Rippers lærling” er ganske velkendt – en psykopat, der måske/måske ikke har kontakt til noget overnaturligt. Og det er en historie, der er meget let at ødelægge ved at gå for højtideligt til den.

Evytt slipper omkring det ved at gøre sin hovedperson ret menneskelig – der er ingen tvivl om, at han er psykopat og morder in spe, men vi forstår ham til dels. Ekskonen er stukket af med hans bedste ven, som viser sig at være lidt af en skiderik, og Thomas’ liv er faldet fra hinanden, da han vender tilbage til det frie liv. Det er let at forstå, at det går lidt galt. Og så kommer der de små glimt af humor og hurtige bemærkninger, som er strøet gennem teksten.

Evytt skriver filmisk og lettilgængeligt. “Jack the Rippers lærling” måske en smule for lang for min smag, men hun forstår at holde historien kørende, så man ikke tænker over det, når man først er fanget ind. Det er hendes tredie bog, og i forhold til Let bytte (som jeg husker den) jonglerer Evytt med en del flere lag her. Det gør denne bog til en fornøjelig læseoplevelse, der nok kan varme op på et par kolde vinteraftener.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. […] på Fantastiske forfattere er der et nyt interview med Carina Evytt om hendes “Jack the Rippers lærling” (anmeldt her): Hvad kendetegner en god horrorhistorie for […]

    Skrevet af Horrorsiden | Interview: Carina Evytt | 10. december, 2011, 22:37