Film

The tenant (1976)

Jeg så Roman Polanskis THE TENANT i går – for første gang.

Trelkovsky (Polanski selv), en ”undskyld-jeg-eksisterer-type”, tror han har fundet guld, da et lejemål i byen bliver ledigt. ”Den tidligere lejer hoppede ud af vinduet, ha, ha, ha,” siger kvinden, der viser ham rundt, og det er vel aldrig noget særlig godt tegn.

Lejligheden er umiddelbart i orden, bortset fra et afsidesliggende fællestoilet, som Trelkovsky kan se over til fra sit vindue. Om natten står kompleksets andre beboere derovre i timevis som frosset og stirrer ud i natten. Og det skal snart vise sig, at stort set alting er galt med stedet: de andre beboere, ja, selv cafeejeren på den anden side af gaden, Behandler Trelkovsky, som om han VAR den unge kvinde, der tidligere beboede adressen, og snart begynder mandens sind at knirke og knage.    

THE TENANT er en filmatisering af bogen af samme navn af den franske (med polsk-jødisk baggrund) Roland Topor, dog er det klassisk Polanski-territorium med en ond bygning – og her snakker vi en type, hvor selve det fysiske rum indgyder til hallucinatoriske oplevelser. Nu er det ikke for at få alting til at handle om Lovecraft, men den vanvittige stemning omkring bygningen ledte flere gange mine tanker hen til novellen ”The dreams in the witchhouse”.  

Filmen er stilistisk en sjov blanding af humor og horror, og et eksempel på at der ikke er langt imellem at grine og gyse. Elementet af overraskelse er noget af det, der fungerer både i gys og komik, og THE TENANT befinder sig i en interessant grad på vippen.

Man kunne trække lighedstegn med andre af Polanskis landevindinger som REPULSION og ROSEMARY’S BABY. En ond bygning er i centrum, gradvist vanvid, og et komplot mod hovedpersonen som ingen vil tro på. Med THE TENANT har Polanski endda fundet en historie, der ligesom ROSEMARY’S BABY, starter med en ung kvinde, der er hoppet ud af vinduet.

THE TENANT indbyder med sit mystiske billedsprog og symbolske spor af brødkrummer til tolkning, og jeg orker ikke engang at søge på Google efter utallige fortolkninger, dog gjorde jeg mig et par tanker, da jeg så filmen.

Man kunne vælge at anskue filmen som en let ændret udgave af REPULSION (Catherine Deneuve der langsomt mister forstanden alene i en lejlighed), blot hvor Polanski sætter sig selv i kvindens sted. Herfra kunne man udlede, at Polanski havde behov for at føle og sætte sig ind i en kvindes lidelser, ikke utænkeligt i lyset af den frygtelige tragedie i 69, hvor medlemmer af Manson-kulten myrdede hans smukke, højgravide kone Sharon Tate, mens han selv var ude at rejse. Polanski er i hvert fald hård ved sig selv i THE TENANT. Han tæsker og nedværdiger sig selv, trækker sig selv gennem sølet. Det virker som en meget personlig film, og jeg tror, det var vigtigt for ham at spille rollen som Trelkovsky selv.

REPULSION og ROSEMARY’S BABY bliver ofte fremhævet som Polanskis bedste, når vi snakker hans art-horror repertoire, men jeg synes, at denne hæver sig over begge. Deneuves Passivitet i REPULSION er selvfølgelig en pointe, men gjorde at jeg havde svært ved at engagere mig i figuren og filmen. ROSEMARY’S BABY er fremragende, ikke mindst på grund af Mia Farrow, men stadig en ret klassisk gyser.

I THE TENANT disker Polanski op med en mere surrealistisk rædsel, der prikker i underbevidsthedens dybeste lag. Selvom man ikke altid forstår hvad der sker, er det FORUROLIGENDE!

THE TENANT er virkelig en ener på art-horror himlen.

© 2011 Horrorsiden.