Hyggeligt koncept: Tommy Edison er blind, og han anmelder film. Denne gang er det gået ud over den nye Scream 4:
Her er så måske det rette sted at indrømme, at jeg aldrig har forstået Scream-filmene – eller rettere: jeg har aldrig forstået reaktionen på den første film. Jeg har altid set den som en intertektuel-satirisk horrorfilm (og voldsomt underholdende, forstås), men det virker, som om resten af verden ser den som horror med stort H. Skræmmende frem for sjov.
Det sjove gik da også af, efter der kom efterfølgere til originalen, og de hovedsageligt var pligtskyldige slasher-film med et lille glimt i øjet. Såmænd da sjovt nok, men hverken skræmmende eller lige så underholdende.
Er jeg helt forkert på den her? Scream – skæg eller skræmmende?
Scream er skæg. Det skræmmende er de mange chok-effekter, og de er osse ret sjove.
En blind film anmeldelser, det er da et meget sjovt koncept
Det er rigtigt skægt med en blind anmelder – i forhold til plothuller og dialogen, som han gør meget ud af at fortælle om.
‘Scream’-serien er afgjort seværdig, men et nyligt gensyn med den har ikke skræmt mig det mindste. Jeg mindes dog, at jeg var ret bange, da jeg som tiårig så den første på vhs hos en klassekammerat.
Og bilscenen i 2’eren fik mig vist også til at smække benene op i sofaen, da jeg så den første gang.
Jeg synes, “Scream” er tam og fjollet. Det irriterer mig, at folk altid hylder den og “A nightmare on elmstreet” som Wes Cravens to bedste film, når det tydeligvis er “The people under the stairs” og “Serpent and the rainbow”.