Film

The midnight meat train (2008)

“New york was just a city. He had seen her wake in the morning like a slut, and pick murdered men from between her teeth, and suicides from the tangles of her hair. He had seen her late at night, her dirty back streets shamelessly courting depravity. He had watched her in the hot afternoon, sluggish and ugly, indifferent to the atrocities that were being committed every hour in her throttled passages.”

-Sådan beskriver Clive Barker New York i sin novelle “The midnight meat train” (herefter TMMT) fra første bind i hans “Books of blood” serie; en historie, der handler om byens ånd, og hvad gaderne er grundlagt på.

Og det perfekte projekt, må man sige, til at starte den nye bølge af Barker-filmatiseringer, der også tæller ”Book of blood” og ”Dread”.

Filmen handler om fotografen, Leon Kaufman, der leder efter det helt store scoop. Han længes efter at indkapsle byens ånd og dens dystre bagside, ikke mindst for at imponere en fornem gallerist, der har vist flygtig interesse i hans fotos.

Han tager ud i nattelivet og opsøger mørkets yngel, og snart krydser han veje med den brutale morder, Mahogany, der slagter folk (bogstaveligt talt) om bord på metroen … Bed til at du ikke kommer til at stige om bord på the midnight meat train.   

Stemningen af by er noget af det vigtigste i novellen, og det holdes rigtig fint i hævd i filmen. Der køres et stilistisk konsekvent gråt/blåt farvetema hele vejen igennem, og det er nemt at lade sig fare vild og hypnotisere i de labyrintiske landskaber af stål og beton. Både lyd- og billedside er i det hele taget meget imponerende, og når næsten Michael Mann’ske (Heat) højder, hvilket er et særsyn i en horrorfilm. Man kunne måske argumentere for, at det ultra-stilistiske ikke har så meget med Clive Barker at gøre, men nu skal man jo heller ikke være utaknemmelig.

Kameraføringen excellerer også i de afsindigt blodige nedslagtninger i metroen. Det er opfindsomt, grænsende til vanvittigt, og introducerer nogle i sandhed ”ud-af-kroppen-oplevelser”. Du kan f.eks. få lov at føle, hvordan det er at hænge med hovedet nedad og blive slagtet, eller hvad med at være et afrevet hoved, der flyver gennem luften og får de sidste indtryk ind på nethinden? Jeg bliver nødt til at tage hatten af for, hvor meget denne film går amok med øjne, der bliver pillet ud af hulerne, folk der får banket hovederne af, etc., etc. Mange film reklamerer med at være sindssygt blodige, men så får man kun lidt skrig og noget blod, der sprøjter op på en væg – det er bestemt ikke tilfældet, når du er om bord på kødtoget, tøf-tøf. ”Saw” og ”Hostel” kan godt gå hjem og lægge sig.   

Der er enkelte steder, hvor blodfesten bliver lidt for CGI-animeret. Værst er det, da Ted Raimi dukker op om bord på toget, og får knaldet begge sine øjne ud med et solidt hammerslag til baghovedet – der er altså bare et andet med CGI-øjne, der flyver ud af kraniet; det er simpelthen en dårlig idé (kiksede også totalt i lade-scenen i Sam Raimis ”Drag me to hell”).   

Slagteren, Mahogany, spilles af den tidligere engelske fodboldspiller, Vinnie Jones, og det er faktisk årsagen til, at jeg i nogle år er gået udenom ”TMMT”, da jeg generelt er imod film med fodboldspillere, rappere eller realitystjerner på rollelisten. Denne fordom blev dog gjort til skamme i dette ene tilfælde, for Jones er fremragende; aldeles perfekt som den let aldrende, men stadig veltrænede bøddel. Han spiller rollen på en tavs og dyster måde, og lige meget hvornår ofrene vender sig om, så står han lige bagved og ånder dem i nakken.

Filmen har selvfølgelig også sine svagheder: Bradley Cooper, som spiller fotografen Leon, er ganske enkel dårlig, og hans skuespil bliver mere og mere ulideligt i takt med hans tiltagende (og overspillede) besættelse af den mystiske bøddel i metroen.

Samtidig byder filmen på nogle af de helt klassiske gyserfejl (som man kunne fylde en hel bog med): Hvad ville du f.eks. gøre, hvis din kæreste lige havde fortalt dig, at han havde sporet en psykopatisk morder, der slagtede folk som kvæg …? Skynde dig lidt at bryde ind i morderens lejlighed i følgeskab med en små-irriterende biperson, der havde slagtekvæg skrevet på ryggen?? Næppe, vel?

Men alt i alt, så er ”TMMT” sgu ret cool. Den vinder alene på de vanvittige blodsudgydelser og hektiske klipninger.

Den fanger måske ikke helt Barker-stemningen på samme måde som f.eks. ”Book of blood”, hvor personerne er uattraktive og vises i utiltalende, hudnære billeder (med ”Hellraiser” som prototypen på en vellykket Barker-filmatisering), men satser på det lidt mere stilistiske og actionprægede, men der er godt nok nogle sus undervejs. Kan anbefales!

© 2011 Horrorsiden.