// du læser om...

Film

The Last Exorcism

lastexorcismExorcismen er et farligt område at bevæge sig ind på. Ikke blot som præst eller dæmonbesat menneske, for den slags har det med at ende grimt, men især også som filmskaber. For The Exorcist satte jo ligesom et stort fedt punktum for det tema. Efterfølgende film har måtte befinde sig i dens skygge med det stigmata, at de forsøger at efterligne. Det betyder heldigvis ikke, at man ikke kan finde gode film, der beskæftige sig med djævleuddrivelse, og “The Last Exorcism” er til dels en af dem.

Filmens styrke er især, at den har valgt at fortælle en historie, der går ud over blot Thunderdome med præst og dæmon (two enter, one leaves). Cotton har været præst og exorcist gennem mange år, men nu har han besluttet sig for, at det skal være slut: en sidste exorcisme skal sætte punktum for hans karriere og samtidig vise verden, hvordan det altsammen er snyd og bedrag. Han har aldrig selv troet på dæmoner, men har benyttet hvert et trick for at overbevise folk om, at de blev uddrevet. Derfor får han følge af et filmhold (en kameramand og en instruktør), der skal følge ham på en tilfældigt udvalgt exorcisme.

Det går (naturligvis) ikke helt glat.

“The Last Exorcism” bruger en del tid på at etablere sine personer og kan en overgang godt føles lidt lang. Men da den første kommer i gang, er der nogle veludførte scener – og så er det en af de få film, der (i mine øjne) formår at slippe fra “er det/er det ikke overnaturligt”-problematikken. Normalt irriterer den slags film mig, men her er spørgsmålet måske snarere: hvem er den galt med? For den besatte pige bor alene ude på landet med en fjendtlig bror og en far, der har fortabt sig i fundamentalistisk religion. Det gør, at man som seer rent faktisk tænker på flere forskellige mulige historier – og alligevel lykkes det den at overraske lidt. Exorcismen er naturligvis stadig omdrejningspunktet, men historien bevæger sig i en ganske andet retning.

Det hele skal forestille at være optaget af kameramanden til dokumentarfilmen, men den illusion holder nu ikke ret godt. Der er lidt for mange pæne vinkelskift og klip, men det er ærligt talt mindre vigtigt. Historien er ganske godt fortalt, og exorcisme-scenerne er effektive.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.