Film

Ghost Game

Tit, når jeg ser asiatiske gyserfilm, tager jeg mig selv i at sidde og “oversætte” dem – hvordan ville den her film se ud, hvis den var lavet i Hollywood? Hvis “Ghost Game” havde været amerikansk, ville hovedpersonerne have været meget mere skåret ud i pap, havde fyret langt flere snappy selvbevidste replikker af, og der havde ikke været tvivl om, i hvilken rækkefølge de skulle dø. I det hele taget ville flere mennesker være døde i løbet af filmen, og langt mere grafisk.

Men nu er “Ghost Game” thailandsk, og derfor undgår den en lang række af de klicheer, vi er vant til (og bruger selvfølgelig nogle andre, der er ved at være velkendte). Og faktisk er der tale om en ganske kapabel lille gyser i mine øjne.

Titlen hentyder til et tv-program, en slags horror-Robinson, hvor deltagerne anbringes et ubehageligt sted, og den sidst tilbageblivende vinder. Denne sæson foregår i et Khmer Rouge-fængsel, som også var åstedet for at større massakre. Deltagerne er en broget flok, som naturligvis snart opdager, at der foregår skumle ting på stedet.

Vi får naturligvis de klassisk gustent udseende spøgelser, dog uden langt, sort hår – af en eller anden grund er det altså et meme, som fungerer rigtig godt på mig som seer, og jeg synes, det udnyttes ganske godt her, hvor de kan optræde blandt flere mennesker, men kun opleves af de få.

Beklageligvis er slutningen noget rodet – det virker, som om der lægges op til et stort klimaks, men at man muligvis er løbet tør for penge. Derfor skiftes der lidt hensigter og virkemidler, og man falder lidt over sine egne fødder. Men i dette tilfælde virkede størstedelen af filmen så godt, at jeg var ganske villig til at overse disse mangler.

Trailer:

© 2008 Horrorsiden.