Ja, “Outbreak” er en (så vidt jeg husker) ganske kapabel epidemi-thriller fra for snart nogle år tilbage (omkring samme tid, som bogen “Farezone 4” overbeviste mig om, at alle andre mennesker er livsfarlige bakteriefabrikker). Men “Outbreak” er også en 2007-udgivelse fra Scifi Channel, der netop har fundet vej til Blockbusters hylder. Og så er den et eksempel på, at folk er (med et pænt ord) idioter.
For det første er originaltitlen “Mammoth” – én ting er, at folk oversætter en originaltitel til en ny titel på samme sprog, noget andet er, at titlen er nonsens i forhold til handlingen og dertil brugt før. Dertil kommer selve valget af monster – skulle man endelig genoplive et kreatur fra planetens yngre dage, så er der altså adskillige valg, der ville være mere skræmmende end en mammut. Trilobitter ville være mere skræmmende, hvis der var nok af dem. Men okay, her er der tale om en mammut, som bruger sin snabel til at suge den organiske energi ud af folk (WTF?!).
Historien er enkel, men forbløffende rodet. Et lokalt museum har en frossen mammut stående (tilsyneladende uden nogen brug af teknologi til at fryse den ned), og da vor videnskabsmandshelt borer i isen, udløser han et kraftigt signal, der hidkalder et styk alien, som prompte besætter den nedfrosne mammut og går bersærk. Tilsæt et par teenagere, videnskabsmandens far, som tror på aliens, og et par regerings-agenter, der nok er lettest at definere som discount-Men In Black. Og dertil en regering, som mener, at den slags problemer (invasioner fra rummet) er potentielle PR-katastrofer, og derfor er det lettere bare at bombe området, hvis ikke problemet er løst inden for et vist tidsrum (det tilsætter selvfølgelig lidt spænding, men igen: WTF?!).
“Outbreak” har sikkert været sjov at lave, og folkene bag kan tydeligvis godt lide science fiction. Der er visse tilløb til at lave en parodi på en klassisk 50er-film, tilsat selvbevidste samtaler om, hvilken film situationen mest af alt minder om: Night of the Living Dead, The Blob (den originale version) eller Bodysnatchers. Desværre gør den manglende opfindsomhed og de til tider direkte pinlige skuespillerpræstationer altså, at der mest er tale om en moderne “Plan 9 From Outer Space”.
Nu finder man faktisk en gang imellem en frossen Mammut i Sibirien og de egne… Men Outbreak var en god film – altså den originale….
Men det er de færreste mammutter, der forbliver frosset ned, efter man har transporteret alle 17 tons til USA og placeret den uden fryseelementer midt i et museum ;)
… men på den anden side: den her forblev heller ikke frosset ned, selv om den fik hjælp udefra.
Der kan du bare se!!!