Bøger

Charlaine Harris: Stendød

Stendød er femte bog i Charlaine Harris’ yderst underholdende, romantisk vampyrserie True Blood. Det er endnu en omgang god underholdning, men dog med lidt tegn på, at serien kører lidt i selvsving.

Sookies bror er blevet bidt af en varpanter og begynder nu selv at forvandle sig. Han kommer i kontakt med det skjulte varmiljø, og umiddelbart virker det faktisk som en god ting – han drager ud sammen med dem, da månen er fuld, og virker, som om han fuldt og helt accepterer sin nye rolle i livet. Men Sookie burde snart vide, at fred og ro ikke varer ved i hendes liv, og det bliver snart gentaget for hende: nogen begynder at skyde hamskiftere ned – og som om det ikke var nok, at hendes bror på denne måde kommer fare, så tror de andre hamskiftere, at det muligvis er ham, der står bag.

Sookie er en omsværmet kvinde, og en af de mænd, der længst har eftertragtet hende, er barejeren Sam – og han bliver et af ofrene for den mystiske snigskytte. En ny og charmerende bartender må skaffes, mens Sookie forsøger at finde ud af, hvorfor disse drabsforsøg finder sted – samtidig med at hun involveres i hamskifternes interne stridigheder. Og så står der ellers andre problemer og skurke og venter i skyggerne.

Ligesom det tidligere har været tilfældet i serien, har man lidt fornemmelsen af, at Harris er på vej et sted hen, og at denne roman befinder sig midt i vadestedet. Det er stadig fornøjelig læsning, og jeg ser gladeligt frem til forløsningen – men det er ved at være lidt trættende, at de samme elementer går igen: stort set alle personer har et eller andet overnaturligt element, og stort set alle mænd forvandles til gispende hunde, så snart Sookie kommer i nærheden af dem. Det er ganske underholdende, men her begynder det at virke lidt, som om hun ikke kan vende sig om, uden hun er ved at lade sine følelser løbe af med sig over for et handyr.

På trods af det er Stendød altså endnu en både sjov og spændende omgang. Man farer igennem den, for Harris kender sin virkemidler, og hun nyder tydeligvis at fortælle sine historier. Men forhåbentlig får vi noget mere af den overordnede historie i næste bind. Det skulle heldigvis snart udkomme på dansk – Lindhardt og Ringhof skal have ros for at få serien hurtigt på markedet, så man kan få sit næste fix; til og med i god kvalitet: oversættelsen fungerer fint, og det føles generelt ikke som en forhastet udgivelse.

© 2010 Horrorsiden.