Bøger

Henrik Harksen om Lovecraft

Så er turen kommet til redaktøren af “Fra skyggerne” i vores lille Lovecraft-tema (og bemærk forresten, at altid aktive Knud Larn holder Lovecraft-uge på Den Fantastiske Flyvefisk).

Spørgsmålet er

“Hvad er det iflg. dig, der gør Lovecraft og hans litteratur vedkommende for læsere i dag, 70 år efter hans død?”

Redaktør og udgiver Henrik Harksen svarer

Dét er svært at svare på. Men jeg kan da prøve.

Årsagen til at Lovecraft er vedkommende i dag er formodentlig noget á la den samme som, at Kafka er relevant. Ikke at jeg vil gøre Lovecrafts historier til mere end de er eller Kafkas til mindre end de er (for nu at sætte det ind i en klassisk, litterær-kanonisk sammenhæng). De har dog begge det væsentlige til fælles, at det, de skriver har en særegen, drømmelignende og mareridsagtig kvalitet, som hæver fortællingerne over den samtid, som de er skrevet i. Netop dén kvalitet gør, at de ikke bare er pudsige, sjove, finurlige kuriøsiteter, men netop tillige går hen og bliver vedkommende. Noget kan jo sagtens være sjovt, spændende, underholdende osv. uden at være det mindste vedkommende. Se blot det meste af både litteratur, musik og film–ja, kunst i det hele taget.

En del af forklaringen på vedkommenheden kan, for mig at se, findes i det faktum, at Lovecraft trodsede konventioner, moder og rent financielle hensyn, når han skrev. Han om nogen forsøgte at leve op til de dekadente kunstneres credo om “Art for art’s sake”. Dét kan man så forresten grine lidt over, for bortset fra en lille rent litterær flirt i starten af 1920erne, kan man ikke just sige, at Lovecraft som person eller på det idealistiske plan var dekadent; han var nærmest det stik modsatte–konservativ og asketisk i sin livsførsel. At han i langt størstedelen af sine skriverier havde dette credo for øje er dog indiskutabelt. Lovecraft skrev fordi han *ikke kunne lade være*. Han havde stemninger, historier og dybere filosofiske tanker, som han bare måtte have ud–og hans måde at få dette ud på, var i den fantastiske fortælling og horror-genren.

“Art for art’s sake” er selvfølgelig ikke nok til at gøre skriverier hverken interessante eller vedkommende. Det kan meget tit ende i noget uforståeligt miskmask, som er noget af det mest ligegyldige for andre end kunstneren selv. Men når kunstnerens interessefelt berører emner, der er tidsløse og rækker ud over en given samtid, så er der større mulighed for en samhørighed med senere generationer. I Lovecrafts tilfælde sker dette formodentlig i kraft af hans særlige interesse for det almene–det universelle–i stedet for det partikulære; de enkelte personer er i bund og grund ligegyldige for Lovecraft, da de primært er fortællere af større sandheder om verdens beskaffenhed i én eller anden forstand–hvilket igen er årsagen til, at rædslen er så essentiel. For Verden er så meget større og behagelig end vi mennesker bryder os om at acceptere. Ikke at der ikke er interessante, psykologiske aspekter af alt dette–det er der så sandelig–men det er for ham sekundært.

Af samme årsag er Lovecrafts historier ikke just let tilgængelig læsning. Tværtimod. De kræver tænkning fra læserens side. De kræver en vis reflektion. Og hvor mange gider det? I den forstand vil Lovecraft forblive en kult-forfatter og aldrig nå ud til et større publikum (måske del Toros famøse manuskript til en filmatisering af At the Mountains of Madness kan ændre på dette, men jeg tvivler. I bedste fald bliver filmen en succes og en anelse flere læser Lovecrafts historier–langt de fleste vil falde fra det skrevne ord). Men det ændrer ikke på, at hans historier er vedkommende! Ligesom Kafka–og hvor mange har egentlig læst ham, blandt “almenbefolkningen”? De fleste har hørt om ham, men læst historierne? Not a chance. Dét er s’gu for mærkeligt og for abstrakt–for hævet over “det partikulære”.

Lovecraft er i bund og grund filosofisk. Det kan godt være, at han fik udgivet sine bizarre fortællinger i såkaldte underlødige blade, som f.eks. Weird Tales, men det var egentlig mest fordi det var det eneste marked, Lovecraft syntes, han kunne finde; ikke fordi det–ideelt set–var det bedst egnede. Og dog? For vi skal nok heller ikke underkende, at lige netop pulp genren og dens mere sensationalistisk indstillede fokus visse steder inficerer Lovecrafts fortællinger. Nej, nej, ikke i kraft af nøgne kvinder, sarkastiske detektiver og Tarzan-universer, men hvor ellers kunne en pseudo-mytologi som “Yog-Sothotery” (vi skal huske at “Cthulhu Mythos” ikke er hans betegnelse) få lov til at vokse og formere sig? Hvor ellers kunne overdrevne, pompøse sætninger fyldt med umulige beskrivelser af det “hæslige” og det “unævnelige”, tangerende det svulstige, få lov til at slå sine folder?

I en tid, hvor Hemmingways ordknappe stil satte dagsordenen: Ingen andre steder.

Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at mytologi-legen er årsagen til, at Lovecraft er relevant i dag, 70 år efter sin død, men den er nok årsagen til, at folk i nogle årtier blev ved med at læse hans historier–for det aspekt har jo en helt speciel underholdningsværdi (som ikke skal underkendes). Og takket være dét er der så kommet tilpas stor tidsmæssig afstand til Lovecraft, at vi nu i langt højere grad kan værdsætte hans historier netop for de tidsløse elementer, som de helt bevidst indeholder; noget, der kan være meget svært for samtiden at se, qua dennes bundethed til egen tid.

Hvad er det så for “tidsløse elementer” jeg mener, der gør Lovecraft relevant? Det bliver selvfølgelig noget fattigt og tamt, når jeg remser op, men hans tilbagevendende forundring over rum, tid, eksistens, menneskehedens og verdens historie, viden, religion og ultimativ indsigt er klare indikatorer på svar. Krydret med hans helt specielle skrivestil–og med fokus på de ubehagelige sider af emnerne, som de fleste mennesker ikke vil forholde sig til–bliver det yderst relevant.

Damn. Nu får jeg jo helt lyst til at læse hans historier igen!

© 2008 Horrorsiden.