Henrik Harksen melder, at “Fra skyggerne“, den originale dansk Mythos-antologi, nu er udkommet – over det næste stykke tid vil hjemmesiden blev opdateret med betalingsmuligheder og så videre (og kan man, som jeg, ikke vente, kan man maile til Henrik og aftale nærmere).
I anledning af antologien (og fordi jeg godt kan lide Lovecraft) har vi aftalt en happening her på siden – samtlige forfattere har fået tilsendt følgende spørgsmål, og deres svar vil dukke op over det næste stykke tid
“Hvad er det iflg. dig, der gør Lovecraft og hans litteratur vedkommende for læsere i dag, 70 år efter hans død?”
Lars Konzack og Ian Dall svarer:
Lovecraft mente selv han hørte hjemme i 1700tallet i New England før den Amerikanske frihedskrig (eller som han kaldte det forrædderi mod kronen), eller i det første århundredes romerske Storbritannien. så derfor er det udsøgt, hvis han stadig skulle være relevant i dag.
Der er en reel mulighed for, at de dengang i de førnævnte perioder ville kunne have værdsat ham bedre. Men han er jo netop blevet berømt i det 20. og 21. århundrede. En del af forklaringen kunne være, at Lovecraft på grund af sit klassiske filosofiske perspektiv foretrak filosofien (det evige) snarere end fortuna (det timelige). Man frygter, at hvis Lovecraft havde mødt begyndelsen af det 21. århundrede, ville han have været alt andet end positiv. Eftersom vores nutid netop cirkler om mode, overfladiske ideer og omskiftelig forfængelighed. Han ville måske have gået så langt som at kalde os en hob af trimalchiorere (fra Petronius’ Satyricon – et skoleeksempel på, hvad der er dårlig smag). Robert Crumb lavede samme dom over Donald Trump i sin tid.
At denne babylonske nutid også har gjort ham intellektuelt anerkendt er sandsynligvis tegn på, at vi bevæger os væk fra det overfladiske og timelige, som jo netop er kendetegnet ved sin tidsbundethed. Det er interessant at se, hvordan Lovecraft undgik mange af de intellektuelle faldbgruber, der blev en skæbne for hans kronologiske og litterære samtid. Han endte med at forkaste Freud blankt, nærede den dybeste mistro overfor Marxismen og brugte tidens teosofiske og pseudo-antropologiske dogmer som
simpelt råmateriale til hans egen kunstmytologi.
Netop det, at han skabte sin egen kunstmytologi, gav ham måske en naturlig immunitet overfor teorier, hvor det faktuelle og det fiktive blev sammenblandet. Han simpelthen ikke samme behov for det, som de (i dag gammeldags) modernister. Det har vist sig at være holdbart gennem seklerne. Det er værd at huske på, at Lovecrafts egen utopi baseret på blandt andet totalitære socialistiske principper (som beskrevet i Shadow Out of Time) er hinsides tid, og derfor netop utopisk.
Lovecrafts emner var tiden og dens overvindelse, sted og space eller altet, som eksempelvis Arkham findes i, samt identitet og dens ubetydelighed i forhold til tid og rum. Dette er emner, der varer ved.
Det skal tilføjes, at dette også er Ian Dalls mening.
Mange tak – det er lige tilføjet i teksten :)
Det gør man, dog med det forbehold, at:
“This is she,
So execrated e’en by those, whose debt
To her is rather praise; they wrongfully
With blame requite her, and with evil word;
But she is blessed, and for that recks not:
Amidst the other primal beings glad
Rolls on her sphere, and in her bliss exults.”