Bøger

Charlaine Harris: Død indtil solnedgang

Død indtil solnedgang er første bind i Charlaine Harris’ Sookie Stackhouse-serie – som er blevet lavet til en tv-serie, der også har gået sin gang på dansk fjernsyn. Den lander tungt og godt i strimen af vampyrromancer, der – anført af Twilight – går sin gang på det danske marked; men selv om Harris skriver om både romantik og vampyrer og nok skal tiltale nogle af de samme læsere, så har historien om Sookie altså noget mere vægt og kan med stor fordel læses af os, der finder Twilight-vampyrerne kvalme.

Sookie, der naturligt nok er fokuspunkt for handlingen, er servitrice på en bar i den lille sydstatsby Bon Temps – og så kan hun læse tanker. Hvis ikke hun er meget bevidst om sit eget mentale skjold, skyller folks tanker ind over hende som en ulidelig storm af ligegyldig- og ubehageligheder. Det har hun levet med hele sit liv, indtil hun møder vampyren Bill (”Vampyren Bill!” sagde jeg. ”Jeg forestillede mig at du ville hedde Antoine eller Basil eller Langford! Bill!” Det var længe siden jeg havde leet så meget.) – hans tanker er nemlig lukket land for hende.

Bill er den første vampyr i Bon Temps – men det er noget tid siden, at nattens væsener blev officielt virkelige. De bevæger sig nu frit i natten, men det er ikke alle, der synes, at de bør have rettigheder som mennesker; nogen slår kvinder ihjel, hvis eneste fællestræk synes at være deres forbindelser til blodsugerne. Og da Sookies møde med Bill meget snart forvandler sig til en stormende forelskelse, bliver hun også et naturligt mål.

Harris gør især sin historie levende gennem sin hovedperson – Sookie er en skæv personlighed, der giver historien noget kant og masser af energi. Hun er måske ikke altid den rundeste ske i skuffen, men til gengæld er hun vidunderligt uimponeret over de hændelser, hun står overfor, og hendes kommentarer sprudler af sydstatsattitude. Hun har en klar stemme, der klinger igennem hele historien.

Finder man bøger som Twilight noget blodfattige med deres hovedpersoner, der evindeligt længes efter hinanden, så er der straks mere bid i Harris’ servering – her bliver der gået til biddet, og en del af handlingen cirkler omkring det faktum, at Sookie aldrig har kunnet have sex før, da folks tanker under akten ikke altid er lige inspirerende. Der bliver gået til den på flere måder her, så det er ikke en bog for de snerpede.

Indrømmet, romantikken og Sookies mange indre monologer kan til tider virke lidt tunge i det, men det afbalanceres af en historie, der overrasker, og personer, der ikke bare er skåret i pap. Og det gør det endelig igen til en fornøjelse af læse om vampyrer – jeg ser meget frem til de næste bind i serien.

© 2010 Horrorsiden.