Professor Sterns kontor
Grete Roulund
Borgen, 2002. Forside: Lars Rosenquist Bech-Jessen
“Professor Sterns kontor” er titlen på denne besynderlige lille bog fra 2002. Professor Sterns kontor er skuepladsen for det meste af handlingen i bogen. Og Professors Sterns kontor er den, som fortæller historien.
Professor Stern selv er en kvindelige forsker, som står overfor at modtage Nobels Fredspris – for at have opfundet Peacemaker, en virus, så dødbringende og ustoppelig, at den i hænderne på alverdens nationer effektivt vil gøre en ende på krig. Sådan er i al fald tanken. Som det så ofte sker, er det ikke nødvendigvis, hvad der så også sker.
Kontoret, som fortæller det meste af historien i en lang indre monolog (til tider overtaget af omklædningsrummet), er en del af Instituttet for Fredsbevarende Forskning. Det er et kompleks med stærke sikkerhedsforanstaltninger, og da noget går galt, lukker det helt af – Professor Stern er lukket inde sammen med en rengøringskvinde og en journalist. Uden for kontoret kan de se, at en abe vandrer omkring, og en ubehagelig lugt spreder sig langsomt igennem deres lille område. Deres eneste føde er tørrede rejer og champagne, og deres eneste livline til verden er fjernsynet, som snart holder op med at virke; dog ikke før de har set, at verden udenfor hærges af en ny virus.
Tilstandene på kontoret går fra slemt til værre og fortsætter nedefter. Alle tre kvinder har deres hemmeligheder, og situationen bringer dem op til overfladen.
Indrømmet, beslutningen om at lade kontoret fungere som fortæller virker lidt akavet, og det er måske heller ikke altid, det fungerer – men i det store hele slipper Roulund af sted med det. Det er lidt litterær tryllekunst over det – hun lader fortælleren tiltrække sig læserens opmærksomhed, mens der sker en masse i baggrunden, mellem linierne og udenfor synsvidde. Og imens spekulerer kontoret over disse mennesker, og hvorfor de er, som de er, mens både kontor og mennesker bliver mere og mere umenneskelige.
Om verden går under eller ej, er for så vidt ligegyldigt – men med Roulund som forfatter ved man, at slutningen ikke bliver lykkelig. “Professor Sterns kontor” er kort og intens, og man kan måske være uenig i nogle af de valg, forfatteren træffer, men man kan ikke benægte styrken i hendes ord og hendes vision. Hun dissekerer sine personer med få ord og udstiller deres utiltalende indre, mens hun pakker mere rædsel ind mellem de 120 sider, end de fleste forfattere kan klare på 300 sider.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.