Teddy Vork, f. 1977 og cand.mag. i engelsk og litteraturvidenskab, debuterede med novellesamlingen Hvor skyggen falder i 2008. Teddy er med sine fabelagtigt velskrevne og genuint uhyggelige historier en gnistrende mininova på horrorgenrens nattehimmel. Mange af Teddys historier bærer vidne om et imponerende genrekendskab, og han har da også holdt af genren siden han var ganske ung.

Som han siger: ”Jeg har altid elsket horror – siden jeg var en lille purk, der lånte novellesamlingerne fra Gysertimen på biblo og derefter led af massive mareridt. Jeg kan faktisk tydeligt huske mit første møde med horror. Jeg var vel omkring 10-11 år og havde lånt lydbåndet til Dr. Jekyll og Mr. Hyde læst op af Poul Glargaard med dyb og dyster stemme. Shit hvor blev jeg bange. Min mor som er pædagog, har stadig dårlig samvittighed og er faglig flov over, at hun lod min låne den. Men selv om jeg blev så bange, så var jeg hooked!

Mine forbilleder er selvfølgelig de to største i genren: King og Jürgensen, men som jeg blev ældre og begyndte at studere genren opdagede jeg også Poe og mange af de andre “gamle” i genren og har så fulgt Poes lineage til Lovecraft til Bloch og så videre. Jeg er ret vild med Nathaniel Hawthorne, selv om hans brug af gotikken er noget anderledes end de andres. Jeg kan ikke sætte fingeren på én forfatter og sige, at han eller hun er min største inspiration. Det er hele genren, som jeg kender rigtig godt, og som jeg er meget inspireret af, der får mig op at køre.

For jeg kommer op at køre, når jeg læser horror. Der er ikke noget bedre. Genren rammer mig på en anden måde end alt andet. Det er svært at sætte fingeren på hvorfor. Af de teorier jeg har læst om genrens tiltrækningskraft, hælder jeg mest til Chiliteorien fra Homo Timidus og Noël Carrolls teori om genrens plotstrukturer, som er krystalliseringer af fortællingen som form – med den drivkraft at kende det ukendte. De fleste horrorfortællinger har en kerne, jeg kalder ‘forbudt viden’ for mig selv, der handler om, at verden er helt anderledes end vi tror, der er andre kræfter end de kendte, fysiske af slagsen. Mennesker har ikke kontrol over noget. Den type passager kildrer mig, får det til at risle ned ad min rygrad, giver mig den der frisson, Poe mener er horrorens kerne. Der er ikke noget bedre. Horror er det eneste der kan give mig den følelse. Det er svært at fange i ord, men der er en passage fra en Robert Bloch-historie, “The Bogey Man Will Get You,” som jeg nærmest har memoriseret, der indkapsler følelsen for mig:

You may have learned to sneer at witchcraft and demonology. You read slick, scientific explanations, dismissing the basic phobias with psychiatric phrase. Mythology, folklore, primitive ignorance – that’s what tales of witches and wizards are, aren’t they? There is no Satan, no Hell. Right?

Yet somehow, you can’t keep away from such thoughts. You will buy books about the supernatural and patronize horror movies, and visit spiritualists, and listen to ghost stories, and talk about your dreams, and speculate on the Faust legend. Even though you parrot the arguments you’ve learned – you can’t keep away from the mysteries. And ever so often, you’ll find yourself in the darkness with that deep fear; the fear which all bravado and pretending cannot drive from your soul.

Because you know it’s true. There are such things, such forces, such evil. And …

Wow! Ikke?”

Teddys bidrag til Horror.dk: Delilas lokker.

Links:
Forfatterside på Forlaget Tellerup: tellerup.dk/?Forfatter=382

Kontakt:
teddyvork@hotmail.com

Tilbage