Film

Penny Dreadful

Fobier er langt mere almindelige, end de fleste af os tror, og for den unge kvinde Penny Deerborn er det et reelt problem. Efter at hendes forældre omkom i en bilulykke, da hun var lille pige, har hun udviklet en fobi for biler. Penny var selv med i bilen, og hun har stadig vågne mareridt, hvor ulykken udspiller sig igen og igen.

Frygten lægger en alvorlig dæmper på hendes sociale liv, så hun ikke engang kan gå på dates. For hvad skal hun sige, når fyren tilbyder at hente hende, og hun ikke kan køre med uden at kaste op? Derfor er Penny begyndt at gå hos den anerkendte terapeut, Orianna Volkes, hvis mantra er, at man skal konfrontere sin angst, så de to kvinder begiver sig på en biltur til stedet, hvor ulykken skete. Men undervejs tager de en blaffer op, og det skulle de nok ikke have gjort …

Bagsideteksten lover en “psykologisk gyser i stil med På stop Med En Dræber” og kalder den en “klaustrofobisk gyser“. Jeg vil nu mene, at Rutger Hauer var klasser over psykopaten i “Penny Dreadful”, og klaustofobisk er filmen langt fra. Penny bliver aldrig rigtig en person, jeg kunne bekymre mig om. Hele filmen igennem gennemrystes hun af hysteriske anfald, så tårer og snot flyver over hele skærmen, og jeg blev bare mere og mere træt af hendes hysteri.

Idéen med at måtte gennemleve sin fobi for at overleve er for så vidt udmærket tænkt, men udførelsen blev bare ikke rigtig løftet op over klichéerne, og filmens blaffer som et nyt horror-ikon holder slet ikke. Han var langt fra uhyggelig nok. Jeg vil dog give Mimi Rogers, et stort cadeau for rollen som Orianna. Hun gør sin rolle overbevisende og er ikke mindst eminent til at spille død.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.