// du læser om...

Film

Tilbage til den stille sø og det hjemsøgte hus

Hvad gør man, når det er den 31. oktober (halloween), og man lige har sagt sit job op?

Man køber naturligvis ind til en god middag (ikke god i forstanden “helbredsmæssig forsvarlig”), investerer i en god rødvin (eller rettere: i en interessant flaske og til en overkommelig pris, hvis jeg skal være ærlig) og lejer et par horrorfilm. Desværre sprang kæden af i sidste led, så aftenen bød på  Lake Placid 2 og Return to House on Haunted Hill.

Lake Placid var en god blanding af kæmpekrokodillehorror og sitcom – spænding og humor. Men toeren er en komplet standard-b-gyser – komplet med teenagere, der tager til søen og smider tøjet… for straks efter af blive spist af de ikke mindre end tre kæmpekrokodiller, som nu har besluttet sig for at gøre området til spisekammer. Det er præcis som en af de der “udfyld felter”-tegninger, man lavede som barn – forudsigeligt, lidt splat, lidt pat. lidt humor. Såmænd ganske okay, hvis man er i humør til det og ikke har betalt Blockbusters hamre premiere-gebyr.

House on Haunted Hill var… okay, det var ikke nogen god film, men en af de gysere, jeg godt kan se et par gange. Forudsigelig, men okay underholdende. Return to House on Haunted Hill er… en fortsættelse. Samme investering, mindre udbytte – Jeffrey Coombs er tilbage, men er egentlig bare lidt tåbelig som den onde doktor Vannacutt (nu også med pladder om en djævlestatue). Igen, masser af tåbelige huller i historien og akavede forsøg på at opbygge stemning, som man kan slå sig for panden af.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.