Film

The innkeepers (2011)

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg er bange for spøgelser. Jeg ved ikke rigtig, om jeg tror på dem, men ser jeg en spøgelsesfilm, der er effektivt udført, går min selvsuggestive kraft hurtigt i overdrive, og tissepauserne på toilettet i kælderen bliver en pine, ledsaget af alskens insinuerende skyggespil og fantombilleder af misdannede ansigter, der stirrer på mig fra krogene.  

Så i går – da konen var ude af hytten og ungen lagt i seng – var jeg klar til et godt spøgelsessus. Jeg satte THE INNKEEPERS på, velvidende at den eneste livline, jeg havde, var at vække min seksårige søn for trøst og mental støtte … hvis det nu skulle komme så vidt.

Jeg havde for et par år siden set instruktøren, Ti Wests, THE HOUSE OF DEVIL, som jeg syntes nogenlunde om, og var ret spændt på at se, hvordan han havde udviklet sig.  

Historien udspiller sig på The Yankee Pedlar Inn, et hotel, der både har set bedre dage og flere gæster. Claire og Luke er de eneste, der arbejder der, og på de lange vagter fordriver de tiden med at udforske hotellets spøgende historie om en kvinde, der angiveligt aldrig forlod stedet, og hvis ånd stadig skulle fare omkring. Claire er stålsat i sin søgen, og hun finder snart hjælp til at komme i kontakt med ånderne hos den ældre gæst, Leanne, der er healer … Og meget mere er der sådan set ikke at sige om plottet.

Dramaturgisk benytter West sig af samme teknik som i THE HOUSE OF THE DEVIL, hvor tiden trækkes pinefuldt ud, før chokkene indtræder. Og i denne ombæring mener jeg virkelig PINEFULDT. Lad mig formulere det på den her måde: De første tredive minutter af THE INNKEEPERS er den sidste måde i verden, jeg ville foreslå at indlede en horrorfilm på. Det er åbenlyst, at West sigter efter de greb, der blev brugt i ældre horrorfilm, hvor spændingen blev opbygget laaaangsomt, men i dette afkog bliver det bare kedsommeligt ud over alle grænser og komplet intetsigende.

Og hvis det er karakteropbygning, han forsøger sig med, når vi skal se Claire slås med en skraldepose i tre minutter, sludre med den tumpede cafepige eller kaste sig ud i dialog som: ”Never scimp on bread, you’re gonna regret it”, giver jeg simpelthen fortabt.

Samtidig er det næsten umuligt at finde ud af, hvilken tone filmen prøver at ramme. Skal det være uhyggeligt? Skal det være slapstick? Jeg kan ikke afgøre det. Sara Paxtons tåbelige lillepige-overspil tangerer en blanding af Ally Mc Beal og Dora the explorer, og ved det første reelle chok i filmen, prikker hun luften ud af ballonen med et fjollet, næsten Monty Pythonsk, skrig, så man igen føler sig hensat til et lystspil. Og den vintage-castede Kelly Mc Gillis, der spiller den synske healerdame, kører på med grinagtig, new-agefilosofisk vås som: ”We are all divine beings that incorporate one energy in the universe” blah blah blah. Skyd mig!

THE INNKEEPERS er næsten så dårlig, at det gør fysisk ondt, og jævnfør min indledning, er den heller ikke på et eneste tidpunkt uhyggelig; chokkene fungerer simpelthen ikke! West sigter efter ”der-står-lige-pludselig-nogen-bagved-dig-og-stirrer-effekten”, fremfor det hurtige klip ledsaget af en ugehagelig lyd, men hvor det f.eks. skræmte livet af mig, da det hvide bæst dukkede op i baggrunden i THE DESCENT, sidder man her og tænker: Nå, der står et spøgelse, gad vide, hvad hun vil.     

THE INNKEEPERS er en sløj, dilettantisk – og drønforudsigelig – version af THE HOUSE OF THE DEVIL, der denne gang udspiller sig på noget ala The Overlook Hotel. Ti West er et blålys, og jeg vil mene, at fascinationen for ham, mest af alt ligger i hans smarte navn, der simpelthen bare ruller godt på tungen.

© 2012 Horrorsiden.