Film
The house of the devil (2009)
Den unge Samantha (Jocelyn Donahue) tager jobbet som babysitter i et gammelt, mærkeligt hus lidt udenfor byen. Da hun ankommer og møder husets sære ejer, Mr. Ulman (Tom Noonan), finder hun ud af, at det ikke er et barn, hun skal passe, men Ulmans aldrende moder. Samathas første indskydelse er at komme væk derfra i en fart, men da hun bliver tilbudt 400 $ for få timers arbejde, kan hun ikke sige nej. Så snart ejeren og hans kone er taget af sted, begynder der dog at lyde mystiske bump i huset, og lidt detektivarbejde fra Samanthas side får hende på færten af, at noget er ravende galt.
THE HOUSE OF THE DEVIL foregår i firserne, og detaljerigdommen i tidsbilledet er stor; der drikkes af gamle colabægre, Sams walkman er på størrelse med en brosten, og selv hendes udseende leder tankerne hen til en ung Karen Allen. Oven i det er filmens lyssætning, klipning og især lydside lavet efter firsertraditionen – det er ret gennemført.
Filmens vigtigste virkemiddel, som den satser hele butikken på, den langsommelige opbygning, er på en måde både dens stærkeste og svageste side. Spændingen trækkes ud i én uendelighed, og langt hen ad vejen er det nervepirrende, men den trækkes desværre så langt, at man når at blive for bevidst om virkemidlet og opnår en vis tryghed indenfor rammerne. Hvis der var blevet spillet på lidt flere tangenter, kunne filmen nemmere have holdt én fanget i utryghedens klamme greb.
En spændingskurve er en svær ting at tøjle, især når man sigter efter det let alternative, så hatten af for forsøget der i hvert fald danner praksis for, hvor lang tid man kan og ikke kan trække pinen. Filmens klimaks er dog ventetiden værd, og THE HOUSE OF THE DEVIL får, på trods af sine småfejl, en klar anbefaling herfra.
I øvrigt: Er man blevet så hærdet, at man ikke længere kan blive bange for gyserfilm, kan man med fordel se dem sammen med sin kone – alene de spjæt hun laver, og de negle der borer ind i ens arm, gør oplevelsen det mere skræmmende.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Den må jeg have fingrene i.
Selv om det måske ikke lykkes, er det altid interessant, når en film forsøger at gøre noget ud over det trygge og vante.
Jeg så den i Husets biograf i sensommeren 2009 i forbindelse med deres afdeling af Fantastic Film Festival i Lund og var temmelig begejstret. Men jeg deler ikke begejstringen for klimakset. Faktisk synes jeg, at det netop er opbygningen, der for mig gør den værd at se – det, at der for én gangs skyld er en film, der tør benytte sig af en mere, skal vi sige gammeldags, møjsommelig opbygning – der simpelthen tør at give sig tid. Til gengæld synes jeg, at det hele vælter sammen i klimakset, der bryder med resten af filmens underspillede stil. Men alt i alt bestemt en film, der er værd at se – især for os, der kigger nostalgisk efter 1970-80ernes skrækfilm.