Film

The Gravedancers

Ærgerligt. Det er det indtryk, der står tilbage efter endt kigning af Gravedancers.

Det er tydeligvis ikke nogen storfilm, man har med at gøre. Fotograferingen er ikke noget at skrive hjem om. Effekterne er ikke voldsomme. Skuespillerne er sådan okay, bortset fra en kvindelig paranormal efterforsker, der til tider henfalder til skuespil af karakteren “ynk”.

Men The Gravedancers har faktisk noget.

Alene det, at vi ikke har med hormonbrusende teenagere på weekend at gøre, men folk, som rent faktisk er fyldt tredive, er et plus i sig selv (i min bog, men det er muligvis, fordi jeg selv har passeret selvsamme årstal).  Historien tager udgangspunkt i fire gamle venner, hvor de tre mødes til den fjerdes begravelse. Dominic Purcell (nok mest kendt fra Prison Break, men i mine øjne vil han altid være Draculatterlig) er vor hovedperson, nu gift og lidt loren ved at mødes med de andre igen. Men aftenen ender, som den slags ofte gør, med lidt for megen spiritus og fulde reminiscenser – og så lærer vore venner, at man ikke skal læse højt af mystiske vers fundet på gravstedet og dernæst give sig til at danse på kirkegården.

Før de ved af det, er de forfulgt af hver deres hævngerrige ånd.

The Gravedancers byder faktisk på nogle ganske effektive scener og en velfungerende fortællinger med fine detaljer. Den første time løfter den højt over den forventning, jeg havde til den – og så går det galt, da den kammer over i en finale, der udstråler klicheer i alle retninger (hvor vore hovedpersoner lige så godt kunne have været teenagere, at dømme efter deres reaktioner). For så i de sidste minutter at ende i overskruede tåbeligheder, der ville have været underholdende i House-filmene, men blot er voldsomt malplacerede her.

Derfor: Ærgerlig. For The Gravedancer kunne have været en rigtig god film. Som det er nu, må man nyde første del og trække på skuldrene af resten.

© 2008 Horrorsiden.