Film

Mother of tears (2007)

Jeg har ikke ligefrem været ved at falde over mine ben for at få fat i ”Mother of tears”, Dario Argentos afslutning på hans heksetrilogi. 

”Suspiria” (1977), som er første del i historien, er ellers lidt af et visuelt sidestykke, og opfølgeren ”Inferno” (1980) har, skønt lidt ujævnheder, også sine klare, gysende momenter.  

Jeg har dog lært, at strejfer man for langt fra Argentos kvalitative epicenter fra midthalvfjerdserne op til de tidlige firsere, kan man blive slemt skuffet, og ”Mother of tears” fik da også en rimelig hård medfart af anmelderne, da den udkom.  

Handlingen (som jeg ikke vil bruge lang tid på) tager udgangspunkt i en gammel urne, der falder i to kvindelige konservatorers hænder. Urnen viser sig at indeholde nogle små, creepy statuetter og en rød kåbe, der bringer den tredje heksemoder Mater Lacrimarum til live. Den ene konservator bliver sprættet op og stranguleret i sine tarme, og den anden, Sarah (Asia Argento), slipper væk, nu med en hær af hekse i hælene. Alt i mens vasker en bølge af mord og selvmord ind over Roms gader, og det er nu op til Sarah at redde verden.     

”Mother of tears” er faktisk ganske underholdende, og jeg synes, dens omdømme er uretmæssigt dårligt. Kan man se bort fra, at alle forsøg på dialog virker som en underlig pornofilm, og manuskriptet til tider er grinagtigt (her tænker jeg især på en stærkt opblæst Daria Nicolodi, der åbenbarer sig som en slags svævende basunengel), så er der faktisk masser af splat, grusomheder og nøgenhed til at mætte øjet, og filmen taber ikke tempo, ligesom mange af Argentos andre film gør … og så er der endda en birolle fra Udo Kier som en gammel eksorcist!

Asia Argento (instruktørens datter, hvis det skulle være gået nogen forbi), der har den bærende rolle, har flotte bryster, og man får da også lov at se det ene, men hun er så afgjort ikke nogen stor skuespiller. Det er ikke så underligt, at hun udenfor farmands regi ikke har så mange vægtige titler på cv’et

”Mother of tears” er ikke noget stort mesterværk, men jeg kan så afgjort komme på andre af Argentos film, der er dårligere. Den har et godt tempo, tilfredsstillende meget gore og et herligt dekadent klimaks.  

En del af den kritik, der blev rettet mod ”Mother of tears”, var vist, at Argento lod til at have forkastet sine kunstneriske ambitioner hvad angik det visuelle; den store surrealist, der udfoldede sig i ”Suspiria” og ”Inferno”, var en saga blot, og her er jeg da også enig. Men sætter man forventningerne ned til blot at skulle se et underholdende blodbad af en horrorfilm og ikke leder efter de store Oscarpræstationer, vil jeg mene, at man ikke går helt galt i byen.     

Vil man læse mere om Agento og mit komplicerede forhold til ham, lavede jeg et miniessay om ham tidligere på året: http://horrorsiden.dk/film/et-kritisk-blik-pa-de-store-horrormestre-dario-argento/

© 2011 Horrorsiden.