// du læser om...

Film

Gamle Horror-zines 5: Filmsamleren og Tracking

Filmsamleren 7_variant

Filmsamleren # 7, med bagsiden til # 6, der viser et ikonisk billede fra Mario Bavas horrorfilm Black Sunday.

Med Filmsamleren (1975-1981 + en efternøler i 1983/84) og Tracking (1983-1985) bevæger vi os ned i horrormiljøets urtid, for ingen af de to blade er egentlige horror-blade, men hobby-blade fra en tid hvor det var en særegen subkultur overhovedet at samle på film. Samtidig er bladene kædet uløseligt sammen med Jacob Stegelmanns og Nicolas Barbanos oprindelse i filmverdenen. Det var også ét af de første filmblade Erwin Neutzsky-Wulff skrev til. Filmsamleren og Tracking kan med fordel opfattes som oldefar og bedstefar til Inferno og 1990’ernes mange horrorfilmfanzines.

Filmsamleren 15_variant

Filmsamleren # 15, med reklame for Panoptikon-butikken på Østerbro.

Filmsamleren var uløseligt forbundet med Jacob Stegelmanns butik Panoptikon, og med Super 8-formatet, dvs. spillefilm på spole, der kunne vises på lærred. Butikken tilbød som sådan “home cinema” inden begrebet eksisterede, men forsvandt meget hurtigt da video gjorde sit indtog 1980/81 – noget mere brat end overgangen fra video til dvd, og den igangværende overgang fra dvd til blu-ray til netfilm.

Filmsamleren 18_variant

Filmsamleren havde sjældent horror-forsider, men meget ofte bagsider med stills fra “genre-film.”

Bladet repræsenterede en lang, sej kamp for at få Super 8 anerkendt som et lødigt format, der var i stand til at give et godt “indtryk” af film, hvorfor der også blev brugt meget energi på at advare om dårligt sammenklippede udgaver. Det var nemlig karakteristisk for formatet, at man fik kraftigt forkortede udgaver med kommentarer (mellemtekster, undertekster eller speaker) til at udfylde hullerne. Det sætter lidt vores egen forvirring omkring amerikansk version, euro-version, “directors cut” og “son of the producers cut” lidt i perspektiv.

Tracking (redigeret af Nicolas Barbano) tog over hvor Filmsamleren slap, med direkte referencer og stort overlap mht. bidragydere. Først og fremmest er Tracking markant ved at endnu flere horror-afficionados sluttede sig til.

Tracking nr. 1

Tracking lagde ud med et ikonisk reklame-foto fra Psycho.

Udgiveren var forlaget Balder & Brage, der markerede sig med små udgivelser af Rune T. Kidde, Per Vadmand og selvfølgelig Erwin Neutzsky-Wulff. Layouteren var  Niels K. Petersen, skaberen af Dansk Vampyr Selskab. Bidragydere som Peter Risby Hansen og Jørgen Gjerstrup fulgte senere med over til både Arcana og til Poe-Selskabet. Andre bidragydere som Morten Rubjerg Sørensen udgav sit eget fanzine, Forum Fabulatorum, hvori der var oversættelser af Michael Moorcocks mørke fantasy-serie Elric. Endelig var der komponisten Søren Hyldgaard, der begyndte sin karriere med at skrive musik til redaktørens egne kortfilm Enken og Adam Hart i Sahara, og i de senere år har samarbejdet med Adam Neutzsky-Wulff.

Hvorfor blev bladet på den måde et mødested for horrorfans? Først og fremmest fordi – som det siges i nr. 2 – så dominerede skrækfilm videomarkedet, samtidig med at folketinget diskuterede censurlove mod “videovold.” Tracking blev derved et vigtigt forum for at stå sammen mod censuren. Noget lignende lykkedes ikke i andre lande – tag blot titlen på fanzinet Banned in Britain!

Bagside_Balder & Brage

Reklame for Balder & Brage, fra bagsiden på Tracking.

Bladene er i dag mest af alt kuriosa, der først og fremmest giver et godt tidsbillede, men de forklarer også så mangt og meget om hvorfor horror-miljøet til stadighed har været så film-fokuseret. Som ophavsmanden til denne side, Janus Andersen, skrev i Kosmos og Katastrofer,  så benytter den danske horror-roman sig i høj grad af filmsproget og af filmens troper. Samtidig så er horror-fandom blevet til ét eller flere miljøer af skabere. Der er ikke længere den samme prestige i at lave fanzines og fansites, som der er i at selvudgive romaner, eller bidrage til antologier og kortfilms-konkurrencer som “Movie Battle.” Alligevel så bliver de danske udgivelser ikke taget seriøst på samme måde som de amerikanske udgivelser og nye indie-horrorfilm. På godt og ondt er skaberne altså de nye fan-eds, der tilkendegiver deres mening om genren igennem historier, i stedet for igennem anmeldelser og artikler. Så selvom nettet har ændret samler-kulturen – så er vi i al fald stadig dybt påvirkede af den. Og dette begyndte altså alt sammen i 1975 (i hvert fald indtil den vakse læser gør opmærksom på endnu ældre tiltag!).

Tracking nr. 3

Tracking præsenterede stolt den første artikel på dansk om David Cronenberg, “the baron of blood.”

 

 

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.