// du læser om...

Film

Funny Games U.S.

funny-gamesJeg har lige set Funny Games – og ved ærlig talt ikke helt hvad jeg synes.

Det velhavende par Ann (Naomi Watts) og George (Tim Roth) og deres søn Georgie ankommer til deres palæ-agtige sommerhus beliggende ved en sø og med kæmpe have (hvilket vil sige langt væk fra nærmeste nabo).

Da de passerer naboens sommerhus, lægger de mærke til to unge mænd helt klædt i hvidt, som tilsyneladende hygger sig sammen med naboerne. Kort efter ankomsten til sommerhuset, allerede inden de har pakket ud, banker den ene af de mystisk udseende unge mænd på og beder om at låne nogle æg. Og herfra udvikler det sig bare helt, helt galt!

Paul og Peter, som de unge fyre hedder, har nemlig en skjult agenda med at forstyrre freden hos Ann, George og Georgie – og de kommer bestemt ikke med pæne hensigter! De vil spille et spil, som hedder “Vi tror ikke, I lever i morgen klokken ni…”.

Det er virkelig en meget grusom film – jeg tog flere gange mig selv i at holde vejret. Men når jeg tænker mig om, syntes jeg vist egentlig at den var rigtig fed.

Der er mange ting ved Funny Games, der er anderledes end ved en almindelig horrorfilm (hvilket jeg egentlig heller ikke tror, man kan kalde den). For det første er der ikke lagt musik ind i filmen, noget der efter min mening gør den dét mere uhyggelig. For det andet ser man egentlig aldrig volden, når den foregår – man hører kun lydene og kan måske se nogle bevægelser i udkanten af skærmen. Vi ser som seer altid kun resultatet af volden, noget jeg faktisk synes fungerer rigtig godt.  Det mest uhyggelige i filmen syntes jeg for eksempel ikke var noget voldeligt: Paul og Peter går tilsyneladende op i golf og har noget med en golfkugle, de kaster/triller rundt med indimellem. På et tidspunkt tror vi at de to endelig er forsvundet for good, Ann er løbet efter hjælp, og George sidder lemlæstet tilbage i stuen og kigger ud i gangen – pludselig ser han en golfbold komme trillende forbi døren til stuen. Det var altså nok til at give mig gåsehud! Noget helt tredje er en helt vildt sær ting, som jeg ikke helt kunne gennemskue – en af de unge fyre, Paul, som virker som føreren af de to, taler nemlig direkte til os som seere flere gange i filmen… Og spoler på et tidspunkt tilbage, da handlingen ikke udvikler sig som han havde tænkt sig.

Det er helt klart skuespilleren Michael Pitt, der spiller Paul, som bærer filmen. Han spiller formidabelt – og jeg er vild med hans høflige, nærmest overdrevent rolige tale og facade. Han er virkelig indbegrebet af psykopati, når det er bedst (eller værst?).

Jeg har efterfølgende fundet ud af, at Funny Games U.S., som den egentlig hedder, er en remake af en film fra 1997 – jeg har endnu ikke set originalen, men kunne godt have lyst efter at have set denne her! Døm selv…

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Jeg så den tyske original da den kom og fortrød det. Den var simpelthen så ond. Jeg havde mavepine i uger efter. Den amerikanske version er instrueret af samme mand som har bøjet handlingen lidt. Den tyske version er klart ondere (sproget alene :)) – f.eks. dvæles der længere ved ret afgørende øjeblikke.
    Tricket med minus-musik fungerer super godt – vi kender det jo også fra mange asiatiske gysere.
    Uden musik er det som om fiktionen ophører, ikke?

    Skrevet af zenia | 6. februar, 2009, 09:14
  2. Helt enig, Zenia! Det gør det bare så meget mere virkeligt uden musik – måske næsten FOR virkeligt?:-)

    Skrevet af Line Frømann | 6. februar, 2009, 12:10
  3. Zenia: Hvilke øjeblikke mener du, at der dvæles længere ved?
    Jeg har også set begge versioner men bemærkede ikke nogen markante forskelle, da jeg så den amerikanske udgave.

    Skrevet af Nicolai | 6. februar, 2009, 17:39
  4. SPOILER SPOILER SPOILER
    Da drengen bliver skudt. I den tyske udgave går der LÆNGE med at de to forældre sidder i sofaen. Lammet, derefter skrig, gråd etc. I US versionen når man ikke at få så ondt i maven. Vinklen er også en anden i denne scene.
    Den tyske er mere klinisk ond på en eller anden måde.
    Kommer også til at tænke på at i den tyske fokuseres der i flere scener på ofrene mens psykofyren taler. I den amerikanske er det omvendt. Altså, vi ser den charmerende psykofyr tale i stedet for at se ofrets angst og frustration.

    Skrevet af Zenia | 6. februar, 2009, 18:03
  5. I øvrigt ville jeg heller aldrig kalde Funny games for horror.

    Skrevet af Zenia | 6. februar, 2009, 18:04
  6. Nej, jeg synes bestemt heller ikke den er horror – men ved sgu heller ikke, hvad jeg ellers ville kalde den…

    Skrevet af Line | 6. februar, 2009, 18:54
  7. […] man ikke vant til horror (og har man ikke set andre film af denne type, som f.eks. Funny Games), tvivler jeg ikke på, at ”The Strangers” kan have masser af gennemslagskraft. Men er man vant […]

    Skrevet af The Strangers | Horrorsiden | 7. marts, 2009, 13:53
  8. hvad gik den samtale drengene havde ude på båden egentlig ud på? De taler om en parellel verden og noget om at faderen er i det paralle univers. Forstår filmen fuldt ud men denne ene samtale har slået mig helt ud af kurs.. Håber i har kunne gennemskue det..

    Skrevet af Luze | 3. september, 2009, 15:37
  9. Det er sjovt – den samtale slog faktisk også mig helt ud af kurs… Tror simpelthen jeg har fortrængt den bagefter;-) for nej, jeg ved nemlig heller ikke hvad de taler om – og ja, det kunne faktisk være rigtig fedt, hvis nogen kunne komme med en bud?!

    Skrevet af Line | 4. september, 2009, 07:32