Film

Cinematisk nedsmeltning

Billedet på vores værste frygt – altså enden på alting (indsæt smiley) – er for mange en sløret hypotese der byder op til masser af gætværk. Den atomiske vinter og de radioaktive stoffers påvirkning af vores organisme er på saglig vis søgt afmystificeret i f.eks. Raymond Briggs’ tegneserie, “When the wind blows” fra 82 og i den efterfølgende animerede film (86). Mere frit fortolket finder vi det i et hav af amerikanske filmtitler.

Frygten for bestråling og giftige substanser, der får kroppen til at mutere frygteligt, begyndte allerede sit indtog med de amerikanske Marvelhelte; Spiderman, og The Hulk introducerede gammastråling, bestrålede edderkopper etc.

Op gennem 70´erne finder man sporadiske smeltefilm (mest mærkbar “The incredible melting man” fra 77), men i firserne tog de virkelig til, alt imens atomkapløbet spøgte i kulissen. I midtfirserne, inden de afgørende nedrustningsaftaler mellem USA og Sovjet var en realitet, finder vi de mest interessante smeltetitler. Fra tressernes granskning af den ideologiske rædsel Som i “Dr. Strangelove“, havde tendensen pludselig ændret sig til en mere konkret interesse i det kødelige aspekt; hvad sker der rent fysisk med kroppen, når den udsættes for giftige eller bestrålede substanser?

Det lille lav budget filmselskab ,Troma, der var bannerfører for alt der smeltede, skal klart nævnes her. Deres flagskib, “The Toxic avenger” (84), forbliver en af de vigtigste melt movies. “Class of nuke em high” (86), der fulgte efter, er nok mere kuriøs, end den er god, men holder smeltetraditionen fint i hævd. I 1987 udkom independent-filmen, “Street trash”, der af mange bliver betegnet som kongen af melt movies og et år efter “Slime city”. 

Smeltetrenden fandt også vej til større produktioner (hvor Steven Spielberg ofte spøgte i kulissen – den mand må have en smelte-fetich!) som “Gremlins“, “Indiana Jones“, “Poltergeist“, og hvem kan glemme den herlige smeltende mand i slutningen af Paul Verhoevens, “Robocop” …? Det var blevet accepteret og næsten nødvendigt at have smeltende mennesker med i film.

Ud over smeltemanien var der også en stor interesse for andre aspekter af det atomiske kaos. “Den røde knap” var fast inventar i mange firserfilm. F.eks. Sci-fi/horror thrilleren, “Dreamscape” (84) og David Cronenbergs, “The dead zone” (83).

Post-apokalyptiske titler, der foregik “after the blast”, var også en industri i sig selv. To der hittede stort var John Carpenters “Escape from New York” (81) og “Mad Max” serien.

På tegneseriefronten var der også fokus på det store brag og efterveerne. Førnævnte perle, “When the wind blows”, er uundgåelig, og Richard Corbens postapokalyptiske mesterværk, “Mutant world”, skiller sig også ud.

Af meltmovie efternølere har vi den ikke særligt vellykkede australske “Body melt” fra 1993, og endnu nyligere renæssance fik trenden, da Robert Rodriguez valgte at smelte Quintin Tarantino i den morsomme “Planet Terror“.

Jeg blev selv født i 79 og fik det nærmest ind med modermælken, at man blev til en mutant, hvis man blev bestrålet eller dyppet i en spand kemisk affald (som i min forestillingsverden stod på ethvert gadehjørne). Superkræfter var lige inden for rækkevidde, hvis man blot turde tage springet. Tjernobyl ulykken i 86 dæmpede ikke ligefrem de forestillinger, og de efterfølgende fotoreportager med billeder af frygteligt vanskabte børn prægede sig ind i mit skrøbelige barnesind – nok også derfor at smeltende mennesker og mutanter er blevet et accepteret dramaturgisk redskab i min egen historiefortælling. Dem der ikke gennemgik deres letpåvirkelige barndomsår midt i smeltefilmens epicenter vil nok ryste lidt på hovedet af dette. Men tænk lige over hvor sjældent der egentlig er nogen der smelter i film indenfor de sidste 15 år … Gå så lidt længere tilbage, og se forekomsten eksplodere.

Over de sidste par måneder har jeg set eller genset en håndfuld smeltefilm og vil lave en kort guide til en meget snæver genre. Herunder fem titler der i hvert fald kan betegnes “true melt movies”

Filmen rammer en herlig ukorrekt tone, hvor man sagtens kan vise en bil fuld teenagere der morer sig med at køre små børn over og tage billeder af det bagefter.

Humoren er plat, og skuespillet så hysterisk, at de fleste linjer bliver skreget ud. Nu skal man endelig ikke tro, at jeg mener noget af det her negativt. “Toxic avenger” er en herlig omgang underholdning og muligvis en af de bedste b-film nogensinde. Første installation i serien, der tæller hele fire film, er klart den essentielle.

Handlingen er såre simpel: En skruppelløs spiritusforhandler sælger noget sprut til en flok hjemløse, der ved indtagelse får dem til at smelte i farvefulde kaskader. “Street Trash” er en visuel fest, og et orgie af grovkornet, anstødelig humor – hvem havde troet, at nekrofili kunne være så forbandet morsomt?!

Slime City (1988)                                                                                                                                                                                                           

“Slime city” er instrueret af Roy “Street trash” Frunkes’ elev (på The school of visual arts i Manhattan), Greg Lamberson. Filmen er lavet på et mikroskopisk budget og er én lang perlerække af underholdende splattereffekter. Den handler om den unge mand Alex der lige er flyttet ind i et lurvet boligkompleks. Af sin overbo Roman bliver han budt på en grøn substans (“Himalayan youghurt) og snart efter indtagelse begynder han bogstavelig talt at falde fra hinanden – og det eneste det bremser processen er blodigt mord. Ekstremt underholdende film i samme tradition som “Street trash”. 

Tags: melt movies, street trash, the incredible melting man, the toxic avenger