Film

Brum, brum! … Så er det halloween!

Efter at ”The Texas chainsaw massacre” endnu engang blev stemt ind som nummer 1 på Skræk og rædsels nu anden top 50 over tidens bedste horrorfilm (denne gang ikke bedømt af eksperter, men af bloggens læsere), og selvsamme film landede øverst på en top 50 i seneste nummer af Total Film (her bedømt af horrorens fremmeste filmskabere), blev jeg nødt til at få et gensyn med den – og hvilken dag bedre end i dag d. 31. oktober?

Jeg har i ny og næ været lidt hård ved Tobe Hooper i mine indlæg her på siden (har vist insinueret at der nok var en vis grad af held involveret i dette mesterværks tilblivelse), men efter dagens gensyn fik jeg sgu lidt røde ører. Jeg har set ”Chainsaw” tæt på 10 gange og kan desværre ikke blive sådan rigtigt bange for den mere, til gengæld kunne jeg i dag sidde med en ganske almindelig hvilepuls og nyde alle filmens små, dejlige detaljer.

Første gang jeg så filmen, var der især én scene der traumatiserede mig – faktisk i sådan en grad at jeg måtte slukke for filmen, tage et glas vand og en dyb indånding, før jeg kunne fortsætte. Normalt sidder jeg ikke og overanalyserer film, mens jeg ser dem; jeg ser horror med kroppen, og hvis den skælver, eller jeg føler at jeg skal skide, er det som regel et godt tegn. Alligevel føler jeg mig drevet til at lave en gennemgang af en af filmhistoriens mest brutale scener. En hyldest til Hooper om man vil, der i ”Chainsaw”, en sveddrypende, udmattende produktion, spiller på så utroligt mange tangenter.  

Det, jeg vil gøre er, at jeg egentlig blot vil beskrive, hvad jeg ser og oplever i den scene, der ved første syn fik mig til at famle febrilsk efter fjernbetjeningens stop-knap – en langsom gennemgang af hvad der på førstegangsseeren virker som et Pludseligt ”rush of blood to the head”, der efterlader resten af kroppen kold og dødlignende.

Og her er det nok passende at kaste en SPOILER ALERT ind.  

Okay, vi starter …

Det unge par Kirk og Pam ser en gård i horisonten.

De beslutter sig for at gå derind, for at høre om de kan låne noget benzin.  

(Der er ingen underlægningsmusik, kun en strømgenerators knurren i baggrunden)

De nærmer sig huset.

På verandaen finder Kirk en tand (fra et menneske?).

Kirk træder indenfor i entreen, mens Pam venter udenfor.

For enden af gangen står en kælderdør åben, og en rød væg fyldt med bizarre jagttrofæer kan ses.

(stadig ingen underlægningsmusik, men man kan høre en gris der grynter. Griselyden er uforklarlig, det gør mig urolig)

Da Kirk endelig når hen til kælderdøren, træder en kæmpe mand med en maske frem i døråbningen.

(ingen intensivering på lydsiden, vi hører blot en dump lyd, da en mukkert rammer Kirks hovedskal. Lyden er realistisk og frygtelig nøgen og eksponeret på grund af manglen på underlægningsmusik. Man aner lyden af skallen der knuser og det bløde nedenunder, lidt som et æg der går i stykker)

Kirk falder omkuld og spræller (får mig til at tænke på slagtning af kvæg; mennesker som kvæg)

Han får et gok mere, og morderen trækker ham ned ad trappen.

Kælderdøren – der er en skydedør i stål – bliver smækket voldsomt i, og det udløser en ulmende underlægningsmusik, som et fælt punktum.

Uhyrligheden er væk lige så hurtigt som den dukkede op (og det giver tankerne tid til at arbejde; hvad var det jeg lige så i de få frygtindgydende sekunder? Hvad var det morderen havde på? Var det en maske? En maske af hud?)

De ulmende baggrundstoner vedbliver (som et ekko af mordet), og kæresten, Pam, træder nu ind i entreen.

Det er den samme gang igen, filmet på helt samme måde, og vi ved hvad der venter for enden.

Hun fortsætter dog ikke lige ud, men drejer af i retning af nogle lyde.

Hun træder ind i et lille kammer fyldt med knogler.

Kameraet glider henover de knoklede landskaber i ultra-nærbilleder. Først dyreknogler. En høne i et lille fuglebur (Selv dét virker uhyggeligt, jeg ved ikke hvorfor).

(på lydsporet høres en lyd som fedt der syder blandet med hysteriske fuglelyde)

Kameraet zoomer ind på knogler der nu uomtvisteligt må være fra mennesker og til sidst en slags bænk af menneskeknogler …

Okay, jeg nåede ikke engang til kødkrogen, men jeg kunne jo blive ved og ved med at remse alle denne films geniale virkemidler op. Det gider jeg ikke, jeg vil hellere bare sige go’ halloween til alle og opfordre til et fantastisk gensyn!

© 2010 Horrorsiden.