Film

Bones

Jeg havde faktisk skrevet en indledning til anmeldelsen af Bones, før jeg begyndte at se den.

“Hvis jeg var TV2, og det lige var blevet offentliggjort, at folk skulle betale for at se kanalen, ville jeg ikke sende film som Bones. Også selv om det blev gjort kl. 3 om natten, hvor den kun kan opfanges af folk med søvnløshed eller optagere (som i dette tilfælde).”

Dette blot for at vise, hvor mine forventninger var henne. Og som det så ofte sker, er det baggrunden for en positiv overraskelse. For Bones var faktisk slet ikke så slem, som jeg i mit hoved havde gjort den til. Den var slem, ja, men ikke så slem. Som så ofte i denne slags gimmick-film er problemet hovedsageligt med gimmicken, i dette tilfælde, at man har valgt Snoop Dog (jeg indser nu, at jeg er blevet for gammel til at følge med i, hvad han hedder for tiden, så ret mig endelig, hvis han har skiftet til noget andet) som filmens monster.

Historien kører i to spor: nutiden, hvor en flok unge mennesker køber et forladt hus for at omdanne det til en natklub – og så i slutningen af 70erne, hvor Snoopy cruiser rundt i nabolaget som den lokale Robin Hood/pusher. Han er hip, han er jive, han vil kun ryge joints, ikke det der nymodens stads, og det er tydeligvis meningen, at vi skal synes, han er lidt cool. Samtidig ved vi dog også, at der nok kommer til at ske et og andet med ham, for natklubshuset tilhørte tidligere ham, og der lurer skumle ting i skyggerne, mens flere af de unges forældre har et meget dårligt forhold til bygningen.

Historien er for så vidt okay b-film og ganske fornøjelig. Der er nogle tydelige referencer til bl.a. Hellraiser, da vor afdøde pusher vender tilbage til de levende, og der er nogle vellykkede effekter her og der. Jeg kunne sagtens lade mig underholde, hvis ikke det var for især Snoop. Han er en papfigur med guldkæde, og det kan gå an i en musikvideo, men i en film bliver det ganske enkelt for karikeret. Havde han været i stand til at spille skuespil, og havde han ikke haft et image at vedligeholde, kunne ”Bones” have været en ganske fornøjelig lille film. Som det er nu, må jeg indrømme, at irritationsmomenterne overskyggede fornøjelsen til en vis grad, selv om den overgik forventningerne.

© 2009 Horrorsiden.