Bøger

Menneskehavn

John Ajvide Lindqvist gjorde sig vældigt bemærket med sin roman LAD DEN RETTE KOMME IND om vampyrpigen Eli og hendes venskab med den tolvårige Oskar. Den markerede en helt ny (social)realistisk tilgang til horrorgenren og kastede tilmed en enormt vellykket filmatisering af sig.

Senere blev det til romanen HÅNDTERINGEN AF UDØDE, hvor det var zombier, der fik den realistiske håndtering. Lindkvist valgte atter den let nedtonede stil, og syntes at være den eneste, der havde indset det helt indlysende: Zombier behøver ikke at æde mennesker for at være uhyggelige; at blive genforenet med sine afdøde er gys nok i sig selv.

Med MENNESKEHAVN bevæger han sig ind på helt nyt territorium.

Historien udspiller sig på den lille svenske ø, Domarö, hvor vi starter med at følge Anders og Cecilia, der på en gåtur ud til øens fyrtårn mister deres seksårige datter, Maja. ”Mister” er det rette ord, for de har ikke kigget væk i mere end nogle minutter, før datteren pludselig er pist væk midt ude på et tilfrosset hav, hvor der ikke er nogen steder at gemme sig.

Deres liv bliver lagt i ruiner, og de vælger at gå fra hinanden. Den egentlige handling begynder at udspille sig, da Anders, stærkt alkoholiseret, vender tilbage til Domarö, for at residere i sin barndomsbolig, Makværket. Der er gået to år, men tankerne om Maja og hendes uforklarlige forsvinden fylder stadig meget i hans tanker.   

Snart efter hans ankomst begynder der at ske underlige ting i og omkring boligen, og han fornemmer at nogen prøver at komme i kontakt med ham fra det hinsides.

Men i det lille samfund er der ikke mange svar at finde; beboerne ruger over en mørk hemmelighed, der har fulgt Domarös folk i mange generationer.  

Først og fremmest: Hvis jeg havde skrevet anmeldelsen halvvejs igennem læsningen, havde jeg uden tvivl proklameret, at Lindqvist er vor tids nok største historiefortæller. I stedet for bare at bruge gyset til at sige ”bøh” med, spænder han igen rammerne for, hvad en horrorfortælling kan rumme. Han lader virkelig sine personer leve og ånde. Han elsker tydeligvis sine figurer, og det gør, at vi som læsere også kommer til at elske dem. Han skal roses for den store værdighed, der er i portrættet af ældre; vi bliver bl.a. beriget med en sjælden sexscene mellem Anders’ over firsårige farmor og hendes jævnaldrende livsledsager, Simon, som også har en central rolle i bogen (hvordan forfatteren har reserachet sig frem til, hvordan sådan noget foregår, står vist bedst hen i det uvisse). 

Lindqvist portrætterer dagligdagen og naturen på Domarö med stor kærlighed, og for at bruge et fortærsket udtryk, virker det, som om han med det lille øsamfund har “fundet sit Maine”. Der er en stærkt underspillet hverdagsmagi i bogens første halvdel, og man lader sig imponere over hændelser, der i al sin relativitet har ret små armbevægelser.  

Nå, men så langt så godt …

Omkring ved side 250 bliver det så tydeligt, at Lindqvist desværre falder tilbage til det, der også til dels skete i HÅNDTERINGEN AF UDØDE: Han har et problem med at få sluttet sine historier af og binde enderne sammen på en fornuftig måde. Pludselig begynder han at skyde med spredehagl, og kapitlerne bliver novelleagtigt opremsende, og byder på en parade af uforklarlige hændelser over hele øen. Med ét gaber historien over besættelse, spøgelser, en ugudelig pagt med havet, onde børn og mangt andet. Og Lindqvist bliver bekræftet i det, han selv nævner et sted i bogen (som ikke nødvendigvis er en sandhed): ”Når uhyret viser sin snude til sidst, er det altid en skuffelse. Det kan aldrig leve op til ens forventninger.”  

Til det statement har jeg kun ét ord: Shoggoth!!

Hvor forfatteren over de første 250 sider uomtvisteligt er helt sin egen, gennemgår han nu frem til slutside 464 en lang række identiteter, og man bliver lidt for kraftigt mindet om Kings NEEDFUL THINGS og Lovecrafts SHADOW OVER INNSMOUTH blandt andre.

Frem til klimakset bliver det hele lidt for bombastisk, og man tænker, at Lindqvist nok alligevel skulle have efterlevet sin advarselssætning om trolden i æsken.

Men mens Horror-delen krakelerer og ikke vil emulgere med den menneskelige del af bogen, efterlader netop denne del – der gransker faderskab, tab og evig kærlighed – en følelse af håb og nærmest et ønske om at blive et bedre menneske.   

For at gøre hele dette mere forståeligt: Hvis Horrorsiden havde et stjernesystem, ville bogen få fire stjerner, dog med en anmærkning om at det var en middelværdi af seks- og tostjernede momenter.

© 2011 Horrorsiden.