// du læser om...

Bøger

Forfatterhjemmesider

Et af de emner, der med jævne mellemrum graver sig fra af den smule jord, der er smidt over det i det lille hjem, er “danske forfattere og internettet”. Som regel er det mig, der laver de opgivende, zombieinspirerede stønnelyde ledsaget af sætninger som “Hvad tænker de på?” For hvor mange danske forfattere er ordentligt til stede på nettet? Jeg kan ikke give nogen tal, men jeg kan dog give en konklusion: alt for få!

Internettet er først og fremmest et tekstmedie. Ja, der er lyd og billeder, men langt størstedelen af det, vi indtager, er tekst. God gammeldags A-Å med punktummer og kommaer og andre grammatiske finurligheder, som bliver til sætninger, fortæller historier og alt muligt andet. Forfatterne burde være konger af internettet. De burde have været det i flere år, men i stedet er der fornemmelsen af, at de (ikke alle naturligvis, nu skal jeg nok trække min generalisering lidt til mig) sidder med deres bøger og tænker, at det må være nok at skrive dem – at det er internet er noget nymodens pjat, som nok forsvinder. Og som alligevel kun bliver brugt til at piratkopiere deres bøger. Og som et PS til det skulle bibliotekerne også holde op med at købe noget som helst andet end bøger – og det der med at kassere gamle bøger må også holde op (undskyld, der kravlede lige en anden død hest op af mulden).

Når man lever af et fag, der er afhængigt af, at folk kender til ens produktion, kan man ikke låse sig inde i et arbejdsværelse, hvor tiltrækkende den ide nu engang måtte være. Man er pinedød nødt til at være, hvor folk er – og folk er på nettet.

Jeg er vist over den alder, hvor man kaldes digital indfødt, men jeg er læser, og 90% af min inspiration kommer fra nettet. De sidste 10% er kolleger og venner (og nåja, som regel er det via mail, så en del af det kan jeg også takke nettet for). Men når jeg leder efter forfatterne der…?

Nogle forlag har fanget den. Gyldendal er begyndt at lave en del på nettet, bl.a. på Twitter, og små forlag som f.eks. Valeta udnytter mediet. Men forfatterne…

Det var egentlig altsammen et sidespor – indgangstanken var såmænd positiv. Egentlig ville jeg jo blot fortælle, at Michael Kamp har været i gang med at opdatere sin hjemmeside – til med i WordPress, så vi glade, inspirationslystne læsere blot skal klikke få gange for at følge hans RSS-feed. Thumbs up!

Og som en bonus bør man føje Søren Jessen til sin feed-læser. Det er måske ikke decideret horror (omend han vist også har skrevet inden for genren), men det er fantastisk litteratur – og så forstår han at udnytte mediet med små, interessante tekster, bonusmateriale til forfatterskabet, om man så må sige.

Det er den slags, der minder mig om, at litteraturen ikke er død. Noget af den lugter lidt grimt, men det går vel over med tiden.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Det er ikke en liste over horrorforfattere, men danske forfattere på nettet. http://textanalyse.systime.dk/index.php?id=3332

    Den er lang – og alligevel er det ikke for at være uenig med dig. Selvom det er noget uklart hvad du mener med “ordentligt til stede på nettet”, så er det et sted at starte diskussionen og måske give nogen en hjælpende hånd. Hvis læseren betaler for indhold på nettet, så ligger en store skare af læsere parat til at tage imod de bølgebrydderne.

    Tak for link til Søren Jessen. Har læst Zambesi og synes rigtig godt om den.

    Skrevet af Erik Scherz Andersen | 7. januar, 2011, 21:04
  2. Oh, god liste. Den kendte jeg ikke. Den vil jeg kigge igennem og tjekke for RSS-feeds.

    Jeg er ærligt talt heller ikke helt sikker på, hvad jeg mener med “ordentlig til stede” – men jeg ved af egen erfaring, at forfattere, der er personlige (ikke private) kan få mig til at læse deres bøger, selv om jeg ikke er stødt på dem før. Personlige forstået som: gode til at fortælle, at formidle deres meninger osv. Har man én gang snakket med en forfatter, f.eks. i kommentarerne, er man mere villig til at tænke “Jeg snupper lige hans bog, han var sgu en flink fyr.”

    Skrevet af Janus Andersen | 7. januar, 2011, 21:31
  3. Og a propos kommentarerne, så melder jeg mig lige på banen med et indspark. Som forfatter på et mindre forlag (http://www.hexameter.dk) med stor dedikation, men knap så stort et markedsføringsbudget, kan jeg kun tilslutte mig, at det er vigtigt at være til stede på nettet. Men man skal være det på den rigtige måde, for der kan hurtigt gå temmelig meget tid med det der internet. Og den tid kunne man jo have brugt på at skrive.

    Selv har jeg to hjemmesider, som jeg går og nusser med. Dem vil jeg linke skamløst til nedenfor.

    http://www.androidfantasy.com skriver jeg anmeldelser, små historier, forskellige tanker omkring skrivekunsten osv. Det er min personlige legeplads.

    http://www.fantasyboger.com (nystartet) holder jeg mig temmelig strikst til ting, der berører min gerning som fantasyforfatter (voksenlitteratur). På nær nogle anbefalinger af mine favoritfantasybøger. Som Janus siger, må det nemlig også gerne være lidt personligt – det er i hvert fald noget af det, jeg selv godt kan lide, når jeg ryger ind på et site. Men hovedsageligt er det tænkt som et showcasesite.

    I bund og grund – og med mange digressioner – prøver jeg nok bare at sige, at min personlige erfaring er, at det kan nytte noget at være til stede på nettet – særligt hvis man udkommer på et lille forlag. Ikke blot kan man risikere at blive set – man kan også knytte kontakter. Og få nogle gode snakke, hvilket er mindst lige så vigtigt!!

    Men man skal passe på, at det ikke tager overhånd, så man mister fokus på skriveprocessen.

    Tak for et indlæg med et interessant emne i øvrigt.

    Skrevet af Sven Damgaard Ørnstrup | 7. januar, 2011, 22:54