// du læser om...

Bøger

Patrick Leis om EA Poe

poehyldesterFredag den 13. marts udkom POE – 4 makabre hyldester i forbindelse med Krimimessen på 2 Feet Entertainment. I anledning af Poe 200-års dag har fire danske forfattere ladet sig inspireret af Poes historier og har begået deres egne noveller – navnene er Anne Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Patrick Leis og Rikke Schubart, mens Mette Strømfeldt står som redaktør på værket.

I den forbindelse har vi fået mulighed for at spørge samtlige involverede: Hvad er det, der gør, at Poe er vedkommende den dag i dag, 60 år efter sin død?

Denne gang er det Patrick Leis, der svarer – illustrator, bodypainter, special effects-troldmand, science fiction/horror-forfatter og meget andet:

Selv om megen kultur taber intensitet i takt med, at verden forandres, og publikum bliver stadig mere effektvante og ikke længere forarges over de samme ting som tidligere generationer, bør man ikke undervurdere betydningen af “overraskelse” og “intensitet”.
Selv om sproget i litteraturen ændres, og effekterne i film hele tiden forandres, og præferencerne ændres, havde Poe en evne til at kunne iscenesätte et plot på en måde, som sjældent gøres bedre i dag. Lige som Lovecraft får han sine läsere til at tro på de rammer, han sætter for fortællingen, og til at acceptere den psykoligiske virkelighed, han beskriver.
Når man tænker på gode gamle gysere som Frankenstein og Uhyret fra den Sorte Lagune, er det svært at lade være med at trække på smilebåndet og oprigtigt forundres over, at publikum gyste over The men in the Rubber Suit, dengang filmene havde premiere.
Men helt modsat er det med visse SF forfattere og ligeså med Poe.
Science fiction skrevet i 50- & 60’erne har stadig nogle af de (efter undertegnedes beskedne anskuelser) mest visionære og fantasifulde pointer og forkommer (trods den allestedsnærværende mangel på ide om internettet) ikke mindre aktuelle i dag, end da de blev skrevet.
Og på samme måde er Poe stadig et forbillede på en effektiv og visionær fortæller og samfundsrevser. Levede han i dag, ville han muligvis ikke kun skrive om ravne, evigt bankende hjerter eller pest, men hænge nogle af samfundets nye gyserelementer (som rygelov, indvandring og mediepåvirkning) op til tørre, men uagtet hans evne til både at ironisere og medrive, var han en eminent forfatter der til stadighed vil kunne tryllebinde sine læsere, både nye & gamle, med den fornemmeste dyd, en historiefortæller kan være i besiddelse af: Nemlig evnen til at få sit publikum til at have lyst til at vende endnu en side i bogen.

Husk, at man kan møde forfatterne bag “Poe – 4 makabre hyldester” på Krimimessen.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.