// du læser om...

Bøger

Er vampyrisme en genetisk sygdom?

Forsiden af Mørkets datter“Mørkets datter” af Steven Spruill

For 10 år siden var Jenn ved at dø af leukæmi. I dag er hun en dygtig lægekandidat med et tilsyneladende perfekt liv. Men bag den pletfri overflade lurer en grum hemmelighed. Jenn lider af en genetisk sygdom, der gør, at hun for at overleve må drikke menneskeblod. Hun er hæmofag – det man også kalder en vampyr. Sygdommen fik hun gennem sin far Zane, som nu er død. I stedet har hendes bedstefar Merrick Chapman, som var med i Spruills første roman om vampyrerne i Washington DC, hjulpet hende til at leve med sygdommen, så hun kan fungere normalt blandt mennesker.

Men en dag kommer Jenn hjem fra en vagt og finder det blodige lig af en ung kvinde i sin lejlighed, og det går snart op for Jenn og Merrick, at Zane ikke er død – og at han er kommet for at få fat i Jenn. Jenn er splittet mellem sin viden om, at Zane er en grusom morder, og sit ønske om at møde den far som hun trods alt nærer kærlige følelser for. Og den splittelse giver Zane mulighed for at trænge ind i Jenns liv.

Hvis man synes, at vampyrromaner skal handle om skabninger, som forvandler sig til flagermus og tilbringer hele dagen i en kiste, så er “Mørkets datter” nok ikke den roman, man først skal kaste sig over. Her forklares vampyrismen som en genetisk sygdom, og selvom hæmofagerne er overnaturlig stærke og har andre umenneskelige kræfter, så er de – som os – både gode og onde. Nogen af dem bliver massemordere, mens andre lever et liv blandt menneskene uden at slå ihjel. Jenn hører til de sidste, men mødet med Zane giver hende et indblik i, hvordan verden også kunne være for hende, og hendes tanker om at høre til i den ene eller anden verden, er nok ikke så forskellig fra, hvad almindelige unge mennesker ind i mellem har. Så man kan egentlig læse “Mørkets datter” både som en spændende roman – og den er underholdende – eller som en identitetsroman. Hvad er det der skaber os: arv eller miljø?

Spruill skriver lige ud af landevejen, og selvom man ikke har læst første bog “Mørkets herskere”, er det alligevel muligt at følge historien. Desværre har bogen en kikset forside, som mere signalerer erotisk lægeroman end vampyr thriller, og det er også kikset med tekstens opsætning flere steder i romanen, så den bliver besværlig at læse. Men ser man bort fra det, har man en underholdende aften foran sig med nutidige vampyrer, der er smukkere end os andre.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.