// du læser om...

Bøger

Den hvide haj, der åd min barndom

jawsJeg kan huske, da jeg som (nok alt for) lille purk fik set Spielbergs filmatisering af Peter Benchleys roman. Min konklusion på oplevelsen kunne nok opsummeres som noget i retning af: “Fåååårk, der er hajer i havet, de er udspekulerede, og de anser mennesker for en delikatesse. Jeg går aldrig i vandet igen!”

Jeg får stadig nervøse trækninger, når jeg kommer i nærheden af havet.

Senere fandt jeg ud af, at filmen jo var baseret på en roman, som behjælpeligt nok havde samme titel: “Dødens gab”. I håbet om at opnå samme rædselssus kastede jeg mig over den, men efter endt læsning var oplevelsen nok snarere: “Fååååårk, det er surt at være voksen. Det er ikke noget for mig.”

Jeg genlæste bogen her i ferien, og oplevelsen var meget den samme. Benchley skriver ikke så meget om en dræberhaj, der har en personlig vendetta mod en stakkels sheriff, som han skriver om en stakkels sheriff, for hvem alt bare går i l*rt. Ja, der er en haj, og den æder folk, men mere nærværende er det, at hans kone drømmer om det liv, hun kunne have haft uden ham, alderen trykker så småt, og bystyret modarbejder hans forsøg på at redde menneskeliv, da den lille by oplever sit første hajangreb.

Interessant nok er hele den personlige del skåret fra i Spielbergs version, mens konflikterne med de turistafhænginge handlende er spidset noget til. Måske er det det, der gør, at filmen ved gensynet for noget tid siden faktisk var en lidt tam affære? Den er godt skruet sammen, og jeg kan sagtens se, hvordan den skræmte mig som knægt, men som fortælling i dag virker den lidt firkantet.

Benchleys original har derimod en kant, der gør, at gensynet fungerer ganske fordrageligt. Det er ikke en skræmmende bog – måske faktisk snarere deprimerende, men den er dog spændende, og Benchley anslår nogle gode toner i sine beskrivelser af mændene, der drager ud efter hajen (hvilket forresten fylder overraskende lidt på bogens sidetal).

En sjov detalje er, at Benchley senere skrev en roman i samme skabelon – eller snarere et forsøg på at ramme filmens skabelon: Uhyret. Den fokuserer mere skarpt på den onde kæmpeblæksprutte og kampen mod den, hvilket gør den til fornøjelig popcorn-underholdning, men i mine øjne ikke bringer den i nærheden af “Dødens gab”.

Det er stadig surt at være voksen.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.