Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.
Dracula er som sagt død, men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som – påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.
I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.
Handlingen lyder umiddelbart meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men til gengæld er Peter Cushing fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.
David Peel, som spiller baron Meinster, gør også et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.
Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.
“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.
Også omtalt på Gyseren.dk
Jeg faldt over dette kombinerede fordrag og film tilbud i Middelfart Biblioteks arrangementskalender for efteråret. Det tror jeg vist, at jeg skal til …
Mød monsteret – foredrag og film
Forfatter og filmforsker Rikke Schubart giver smagsprøver på gysets forskellige følelser. Aftenen slutter af med vampyrfilmen 30 Days of nights (2007). Arrangeret i samarbejde med Panoramabiografen.
Onsdag den 3. november
kl. 19.00 – 20.15 Middelfartsalen på KulturØen
kl. 20.30 – 22.00 Panoramabiografen
Billetpris: 70 kr.
Stendød er femte bog i Charlaine Harris’ yderst underholdende, romantisk vampyrserie True Blood. Det er endnu en omgang god underholdning, men dog med lidt tegn på, at serien kører lidt i selvsving.
Sookies bror er blevet bidt af en varpanter og begynder nu selv at forvandle sig. Han kommer i kontakt med det skjulte varmiljø, og umiddelbart virker det faktisk som en god ting – han drager ud sammen med dem, da månen er fuld, og virker, som om han fuldt og helt accepterer sin nye rolle i livet. Men Sookie burde snart vide, at fred og ro ikke varer ved i hendes liv, og det bliver snart gentaget for hende: nogen begynder at skyde hamskiftere ned – og som om det ikke var nok, at hendes bror på denne måde kommer fare, så tror de andre hamskiftere, at det muligvis er ham, der står bag.
Sookie er en omsværmet kvinde, og en af de mænd, der længst har eftertragtet hende, er barejeren Sam – og han bliver et af ofrene for den mystiske snigskytte. En ny og charmerende bartender må skaffes, mens Sookie forsøger at finde ud af, hvorfor disse drabsforsøg finder sted – samtidig med at hun involveres i hamskifternes interne stridigheder. Og så står der ellers andre problemer og skurke og venter i skyggerne.
Ligesom det tidligere har været tilfældet i serien, har man lidt fornemmelsen af, at Harris er på vej et sted hen, og at denne roman befinder sig midt i vadestedet. Det er stadig fornøjelig læsning, og jeg ser gladeligt frem til forløsningen – men det er ved at være lidt trættende, at de samme elementer går igen: stort set alle personer har et eller andet overnaturligt element, og stort set alle mænd forvandles til gispende hunde, så snart Sookie kommer i nærheden af dem. Det er ganske underholdende, men her begynder det at virke lidt, som om hun ikke kan vende sig om, uden hun er ved at lade sine følelser løbe af med sig over for et handyr.
På trods af det er Stendød altså endnu en både sjov og spændende omgang. Man farer igennem den, for Harris kender sin virkemidler, og hun nyder tydeligvis at fortælle sine historier. Men forhåbentlig får vi noget mere af den overordnede historie i næste bind. Det skulle heldigvis snart udkomme på dansk – Lindhardt og Ringhof skal have ros for at få serien hurtigt på markedet, så man kan få sit næste fix; til og med i god kvalitet: oversættelsen fungerer fint, og det føles generelt ikke som en forhastet udgivelse.
Zombierne har fået alle de fede apokalypser i de senere år. Ja, selv Richard Mathesons vampyrer blev mere eller mindre zombificerede – men i det mindste fik de da lov at slås med Will Smith i stedet for Schwarzenegger, som var fremme en overgang. Men de stakkels blodsugere er blevet gjort anæmiske og romantiske snarere end faretruende, selv om et rovdyr, der gør de angrebne til rovdyr (og ikke af den stavrende slags), hurtigt burde kunne rydde op i bestanden af homo sapiens. Som et hurtigt sidespring: hvad vil du gøre, når vampyrapokalypsen kommer (udtrykt som rimende tweets, fra en konkurrence på bibliotekstegneserien Unshelved).
Daybreakers foregår noget tid, efter vampyrerne har overtaget magten. Menneskene bliver indfanget og brugt som blodproducenter – de få, der stadig er frie, bliver jagtet, mens vampyrerne fortsætter et samfund, der minder meget om det tidligere (med nogle enkelte science fiction-enhancements, såsom blændede biler med kameraer til at klare udsigten i tilfælde af sollys). Vor helt spilles af Ethan Hawke – han arbejder på at opfinde et kunstigt alternativ til blod, så vampyrerne kan undgå en truende sultkatastrofe. Der er dog også et personligt element i det, da han har samvittighedsnag over at misbruge menneskene. Snart kommer han i kontakt med nogle af de overlevende ikke-vampyrer, hvilket naturligvis bringer ham i konflikt med hele sit eget samfund.
Daybreakers lægger op til en god omgang action-horror – der er et ordentligt budget, et par velkendte skuespillere (hey, Sam Neill) og en ide med masser af muligheder i. Der er en ganske god noir-stemning, og det visuelle fungerer flot. Men historien er ærligt talt noget rod, og personerne er forudsigelige papfigurer. Der er nogle gode spændingssekvenser, men mest af alt virker det som en lettere kedelig 70er-science fiction med nogle vampyrer smidt ind og nogle gode effekter. Der er en vis portion underholdning at hente. men den levede på ingen måde op til de forventninger, jeg havde til den. Slutningen har noget præg af deux ex machina, men er nu ganske underholdende udtænkt.
Det er utroligt hvil
ke skatte man kan finde i et bogudsalg på Greve Kommunebibliotek. Jeg var f.eks. intetanende om, at Dan Turèll havde skrevet en fagbog om vampyrer, før jeg stod med den i hånden i en gammel udgave med slidt indbinding og et lille klistermærke med teksten ”udgået af Greve Kommunebibliotek”.
Bogen kører kronologisk igennem vampyrmytens historie – starter helt ved det gamle testamente og når op til nutidens (eller det vil sige sluthalvfjerdsernes) vampyrer i popkulturen.
Der bliver selvsagt brugt meget tid på virkelighedens Grev Dracula. De næstlængste afsnit går til den blodhungrende grevinde fra Karpatherne, Elizabeth Bathory og Jeanne d´Arcs betroede, Gilles de Rais, der mange år efter sejren ved Orléans, blev dømt for mord og lemlæstelse af et uanslåeligt antal børn.
Turèll skriver i en letlæselig og sadistisk underholdende tone, dog med masser af detaljer og dybt indblik i det gotiske – i visse afsnit bliver beretningerne omend en lidt broget blanding af myte og fakta og her skinner det igennem, at Turèll først og fremmest var skønlitterær forfatter og elskede en god historie.
Bogen er dog klart anbefalelsesværdig, den er veldisponeret, samler de værste blodhungrende historiske figurer under ét tag og byder på interessante sammenkædninger der sporer myten helt tilbage til indfødtes blodritualer og som tidligere nævnt det gamle testamente.
Peder Bundgaards omslag får den, lidt misvisende, til at ligne en børnebog – det er den langtfra, for der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem i beskrivelser af tortur og grusomme seksuelle fornedrelser.
En hurtig google-søgning viser, at bogen lader til at være udsolgt fra forlaget – dog dukker den fra tid til anden op på visse online auktioner. Den er klart værd at gå på jagt efter.
Næste side »
Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.