Duel

Før “Jaws” og “Close Encounters of the Third Kind” lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson “Duel”, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i “Touch of Evil”, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i “Duel”. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev “Duel” indspillet.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af “Duel”. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Også omtalt på Gyseren.dk

Dødens gab

Jeg skrev for nylig et stykke om ”Mit livs gys” til Mørket.dk – og lige siden er jeg blevet ved med at støde på titler, som får mig til at sige: ”Nåja, måske skulle det have været den i stedet…”

”Dødens gab” er en af de titler, for den har placeret sig med meget dybe rødder i min bevidsthed, siden jeg så den som knægt. Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at gå i vandet. Min bevidste hjerne ved godt, at det eneste, der kan røre ved mine fødder, er tang og måske (hvis det virkelig går hårdt for sig) krabber eller endda fisk. Men en anden, langt dybere del af min hjerne insisterer på at nynne en meget enkel melodi (duh duh… duh duh). Og minde mig om, at Peter Benchley i romanen blot kaldte hajen for… fisken.

For nylig smed vi ”Dødens gab” i dvd-afspilleren for at se, om den holder den dag i dag. Og om barndomstraumerne stadig ligger lige tæt ved overfladen.

Den korte konklusion: ”Dødens gab” er stadig en rigtig god film. Den er ikke særligt stærk horror længere, men den er godt fortalt.

Problemet er naturligvis den tid, der er gået – og så det, at den var så populær en film, for det har gjort den til klicheernes yngleplads. Måske var mange af elementerne klicheer, allerede før Spielberg pudsede en haj på dem, men de er i al fald blevet det sidenhen, for utallige filmskabere har forsøgt at gøre ham kunsten efter. Forskellen er bare, at Spielberg forstår at jonglere professionelt med sine elementer, hvor andre bruger dem uden at spekulere på, hvordan de sættes sammen, og at de også skal fungere i en sammenhæng.

Det er derfor, ”Dødens gab” fungerer som film den dag i dag – den er ganske enkelt godt fortalt. Den er spændende, personerne er mere end bare papfigurer udskåret med motorsav, og det rager rent faktisk én, om gummihajen sætter tænderne i dem. Og ja, hajen ligner pludselig gummi, selv om den for så mange år siden var ubehageligt realistisk, men det gør egentlig ikke så meget. For filmen har masser af andet indhold, man kan fæstne sig ved.

Men skræmmende er den nu ikke. Måske er det, fordi jeg er blevet gammel og hårdhudet, eller måske er traumerne blevet gemt meget dybt væk, men den slår mig ikke som en effektiv horrorfilm. Ikke desto mindre er det svært ikke at anbefale folk at se den, uanset om de er horrorfans eller ej. Den kan stadig holde én fast ved skærmen.

Men lad os bare glemme alt om fortsættelserne.

Nærkontakt med ånder – Poltergeist (1982)

Instruktion: Tobe Hooper
Manuskript: Steven Spielberg

- Sweetheart, last night, when you said ”They’re here” …
- Can I take my goldfish to school?
- Sweetheart, do you remember last night when you woke up, and you said “They’re here”?
- Uh-huh.
- Well, who did you mean?
- The TV People.
[...]
- TV people?
- Uh-huh.
- Do you see them?
- Uh-uh. Do you?
- Uh-uh.

Efter successen med CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND (1977) ville Columbia Pictures have en efterfølger. Steven Spielberg, der ikke var interesseret, foreslog i stedet en lavbudget sf-horror med arbejdstitlen WATCH THE SKIES, senere omdøbt til NIGHT SKIES.

Rumvæsnerne vender tilbage, men denne gang opfører de ikke et lys- og musikshow. I en bog af ufologen J. Allen Hynek havde Spielberg læst om en famile, der i 1955 var blevet terroriseret af rumvæsner på deres gård i Kentucky. Mens familen blev holdt indespærret, fornøjede rumvæsnerne sig med at dissekere kvæget – det første kendte tilfælde af ”cattle mutilations”.

I oplægget til NIGHT SKIES leder elleve ekstraterrestrielle væsner efter bevidste arter blandt gårdens dyr, hvilket åbenbart involverer dissektion. De begynder med kyllinger og kvæg, men snart vender de deres opmærksomhed mod familien. Med Spielberg som producent blev en manuskriptforfatter og instruktør hyret.

Selve indspilningen af filmen blev udsat til efter RAIDERS OF THE LOST ARK (1981). Men så fik Spielberg en anden idé – han ville hellere fortælle en historie om en familie, der får besøg af et venligt og nuttet rumvæsen. Inden Spielberg gik i gang med E. T. THE EXTRA-TERRESTRIAL (1982), forelagde han NIGHT SKIES for MGM.

Ud over at producere filmen ville han eventuelt selv stå for manuskriptet. I mellemtiden havde han udskiftet de uvenlige rumvæsner med uvenlige spøgelser. Ifølge Tobe Hooper, instruktøren af den uforlignelige THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (1974), var det dog ikke Spielbergs påfund.

Hooper var nemlig ved at lægge sidste hånd på slasherfilmen THE FUN HOUSE (1981), i hvilken forbindelse han var flyttet ind på Robert Wises (THE HAUNTING 1963) gamle kontor på Universal. Der fandt han en bog om overnaturlige fænomener, som inspirerede ham til at foreslå Spielberg, at de ændrede NIGHT SKIES til en gyserfilm om en forstadsfamilie terroriseret af ånder.

Hvor meget Spielberg blandede sig i instruktionen af POLTERGEIST er et andet omdiskuteret spørgsmål, men ikke nær så interessant som plottets tilblivelseshistorie. At erstatte ekstraterrestrielle væsner med spøgelser og paranormale fænomener er jo oplagt, ligesom E. T. også har klare træk til fælles med nissen.

I begyndelsen er spøgelserne i familien Freelings forstadshjem tilsyneladende venlige. Kun fem-årige Carol Anne (Heather O’Rouke) mærker noget til deres tilstedeværelse, idet de kommunikerer med hende gennem fjernsynets statiske støj. Et underligt jordskælv og et underholdende poltergeistfænomen senere, tager handlingen dog en ubehagelig drejning.

Et gammelt træ rækker ind i børneværelset og snupper Carol Annes ængstelige bror. Mens far, mor og storesøster har travlt med at redde drengen, sidder Carol Anne alene tilbage i værelset, et let bytte for ånderne i skabet. Hun bliver simpelthen suget ind i skabet eller rettere ind i en anden dimension. Resten af familien søger forgæves efter hende, indtil de hører hendes stemme gennem fjernsynet.

If there’s something strange in your neighborhood, who ya gonna call? Nej, ikke GHOSTBUSTERS (1984) men en gruppe parapsykologer, som derefter tilkalder mediet Tangina Barrons (Zelda Rubinstein), der har en forklaring på det hele. På dette tidspunkt har familien Freeling opdaget, at de bor på ”ancient burial ground”. Effekterne er generelt overbevisende, men som vi nærmer os slutningen, får den ikke så lidt.

Der er masser af ektoplasma, men helt galt går det, da ”the Beast” stikker hovedet ud af skabet. Optakten var ellers stilfuld og uhyggelig. Det er jo ikke blot Carol Anne, der sidder foran fjernsynet, vi gør det det samme. Selve slutscenen er dog spektakulær, huset krummer simpelt hen ind i sig selv, som blev det fortæret af et sort hul.

Den urealiserede film NIGHT SKIES skød altså to tvillingeskud, som på sin vis handler om det samme. Ifølge David Hughes, forfatter til THE GREATEST SCI-FI MOVIES NEVER MADE (2008), har Spielberg forlængst droppet den oprindelige idé. Men som Hughes gør opmærksom på, fik vi faktisk historien om bondefamilien og de terroriserende rumvæsner med Shyamalans SIGNS (2002).