Stendød er femte bog i Charlaine Harris’ yderst underholdende, romantisk vampyrserie True Blood. Det er endnu en omgang god underholdning, men dog med lidt tegn på, at serien kører lidt i selvsving.
Sookies bror er blevet bidt af en varpanter og begynder nu selv at forvandle sig. Han kommer i kontakt med det skjulte varmiljø, og umiddelbart virker det faktisk som en god ting – han drager ud sammen med dem, da månen er fuld, og virker, som om han fuldt og helt accepterer sin nye rolle i livet. Men Sookie burde snart vide, at fred og ro ikke varer ved i hendes liv, og det bliver snart gentaget for hende: nogen begynder at skyde hamskiftere ned – og som om det ikke var nok, at hendes bror på denne måde kommer fare, så tror de andre hamskiftere, at det muligvis er ham, der står bag.
Sookie er en omsværmet kvinde, og en af de mænd, der længst har eftertragtet hende, er barejeren Sam – og han bliver et af ofrene for den mystiske snigskytte. En ny og charmerende bartender må skaffes, mens Sookie forsøger at finde ud af, hvorfor disse drabsforsøg finder sted – samtidig med at hun involveres i hamskifternes interne stridigheder. Og så står der ellers andre problemer og skurke og venter i skyggerne.
Ligesom det tidligere har været tilfældet i serien, har man lidt fornemmelsen af, at Harris er på vej et sted hen, og at denne roman befinder sig midt i vadestedet. Det er stadig fornøjelig læsning, og jeg ser gladeligt frem til forløsningen – men det er ved at være lidt trættende, at de samme elementer går igen: stort set alle personer har et eller andet overnaturligt element, og stort set alle mænd forvandles til gispende hunde, så snart Sookie kommer i nærheden af dem. Det er ganske underholdende, men her begynder det at virke lidt, som om hun ikke kan vende sig om, uden hun er ved at lade sine følelser løbe af med sig over for et handyr.
På trods af det er Stendød altså endnu en både sjov og spændende omgang. Man farer igennem den, for Harris kender sin virkemidler, og hun nyder tydeligvis at fortælle sine historier. Men forhåbentlig får vi noget mere af den overordnede historie i næste bind. Det skulle heldigvis snart udkomme på dansk – Lindhardt og Ringhof skal have ros for at få serien hurtigt på markedet, så man kan få sit næste fix; til og med i god kvalitet: oversættelsen fungerer fint, og det føles generelt ikke som en forhastet udgivelse.
Vampyrer med bid i
Levende død i Dallas er bind to i serien om servitricen Sookie Stackhouse, der kan læse tanker og har forelsket sig i en vampyr. Hvor hun har levet med den første omstændighed det meste af sit liv, er forelskelsen en nyere foreteelse, der mildest talt har vendt op og ned på hendes liv. Hendes før så enkle hverdag har måttet vige pladsen for et liv, hvor hun er indviklet i vampyrernes affærer og bliver mere og mere bevidst om, at overnaturlige væsener eksisterer over i verden omkring hende.
Særligt, da et af dem forsøger at slå hende ihjel for at sende et budskab til vampyren Eric.
Det viser sig, at et mytologisk væsen huserer i skovene omkring Bon Temps, men det er ikke det eneste problem, vor hovedperson render på. Eric sender hende til Dallas for at bruge sine evner til at hjælpe vampyrerne der med at finde en af deres fæller, som er forsvundet. Sammen med Bill drager hun afsted, men bliver snart involveret langt dybere og mere livstruende, end hun havde forventet, for nogen ved, at hun er på vej, og vil gå til ekstremer for at stoppe hende.
Har man læst Død indtil solnedgang (hvad man bør gøre), ved man, hvad man kan vente sig, og det lever bogen til fulde op til – ja, i flere aspekter er Levende død i Dallas en noget bedre bog. De enkelte elementer i historien hænger bedre sammen, og Sookies indre monologer om tøj og deslige bliver måske ikke helt så gennemtrængende. Endnu engang blander Charlaine Harris spænding, romantik og humor godt sammen, og hun har tydeligvis fundet en opskrift, der fungerer, for det er en bog, man blæser igennem.
Man burde forvente, at en bog, der handler om vampyrernes vej fra skjulte nattevæsener til borgere i det amerikanske samfund, ville ende som enten blodplettet horror eller tør socialrealisme. Men Harris finder altså sin egen vej, for der er ikke megen gys at finde her (hvilket naturligvis er noget, der gør sig gældende for vampyrer mange steder i disse dage), men hun fortaber sig heller ikke i de mere jordbundne dele af den verden, hun opbygger, og det er en lettelse. Hun morer sig tydeligvis med at løfte sløret for “USA med vampyrer” lidt ad gangen, og det giver en god balance, der indtil videre har gjort bøgerne både spændende at læse, men også tilsætter den kildrende fornemmelse af “hvad kan der ske nu”.
Man bør ikke starte sit bekendskab med Sookie her – det kan godt lade sig gøre, men Harris lader en del personer og længere tråde i handlingen gå igennem bøgerne, som man ikke får så meget ud af, hvis ikke man læser dem kronologisk. Til gengæld går det hurtigt, når man først er i gang, for det er rigtig god underholdning – heldigvis udsender forlaget bøgerne ud ganske hurtigt efter hinanden, så vi ikke skal vente for længe på næste fix.
Død indtil solnedgang er første bind i Charlaine Harris’ Sookie Stackhouse-serie – som er blevet lavet til en tv-serie, der også har gået sin gang på dansk fjernsyn. Den lander tungt og godt i strimen af vampyrromancer, der – anført af Twilight – går sin gang på det danske marked; men selv om Harris skriver om både romantik og vampyrer og nok skal tiltale nogle af de samme læsere, så har historien om Sookie altså noget mere vægt og kan med stor fordel læses af os, der finder Twilight-vampyrerne kvalme.
Sookie, der naturligt nok er fokuspunkt for handlingen, er servitrice på en bar i den lille sydstatsby Bon Temps – og så kan hun læse tanker. Hvis ikke hun er meget bevidst om sit eget mentale skjold, skyller folks tanker ind over hende som en ulidelig storm af ligegyldig- og ubehageligheder. Det har hun levet med hele sit liv, indtil hun møder vampyren Bill (”Vampyren Bill!” sagde jeg. ”Jeg forestillede mig at du ville hedde Antoine eller Basil eller Langford! Bill!” Det var længe siden jeg havde leet så meget.) – hans tanker er nemlig lukket land for hende.
Bill er den første vampyr i Bon Temps – men det er noget tid siden, at nattens væsener blev officielt virkelige. De bevæger sig nu frit i natten, men det er ikke alle, der synes, at de bør have rettigheder som mennesker; nogen slår kvinder ihjel, hvis eneste fællestræk synes at være deres forbindelser til blodsugerne. Og da Sookies møde med Bill meget snart forvandler sig til en stormende forelskelse, bliver hun også et naturligt mål.
Harris gør især sin historie levende gennem sin hovedperson – Sookie er en skæv personlighed, der giver historien noget kant og masser af energi. Hun er måske ikke altid den rundeste ske i skuffen, men til gengæld er hun vidunderligt uimponeret over de hændelser, hun står overfor, og hendes kommentarer sprudler af sydstatsattitude. Hun har en klar stemme, der klinger igennem hele historien.
Finder man bøger som Twilight noget blodfattige med deres hovedpersoner, der evindeligt længes efter hinanden, så er der straks mere bid i Harris’ servering – her bliver der gået til biddet, og en del af handlingen cirkler omkring det faktum, at Sookie aldrig har kunnet have sex før, da folks tanker under akten ikke altid er lige inspirerende. Der bliver gået til den på flere måder her, så det er ikke en bog for de snerpede.
Indrømmet, romantikken og Sookies mange indre monologer kan til tider virke lidt tunge i det, men det afbalanceres af en historie, der overrasker, og personer, der ikke bare er skåret i pap. Og det gør det endelig igen til en fornøjelse af læse om vampyrer – jeg ser meget frem til de næste bind i serien.
