Det er altid godt at lave en lille test, før man kaster sig over et større projekt. Nogle vil mene, at det er derfor, manden blev skabt først – men historien om Guds lille prøveklud ligger først meget senere. Før Noah fik ordre på at bygge sin ark og fylde den med avleklare dyr, lavede vorherre en strikkeprøve og gav Noah ordren ”Tag dette supermonster og sejl det til verdens ende, så det ikke skal plage menneskeheden igen.”
Det bør vi nok være tilfredse med, for havde Noah ikke fået lov til at nosse i det her, i stedet for da det virkeligt gjaldt, ville verden i dag være under delfinernes brutale overherredømme. Noah formåede nemlig at dumpe menneskeracens svøbe på havets bund – dog heldigvis i et træbur, der kunne holde indtil vore dag.
Hvor så selvfølgelig et par tåbelige arkæologer beslutter sig for at drage ud og diskutere religion med hinanden, før de så – ups – slipper monstret løs med lidt hjælp fra en lille gruppe amerikanske soldater. Heldigvis er der et ældgammelt broderskab, som er dannet for at skjule den frygtelige hemmelighed – de gør ikke rigtig noget ud over at tjene som kanonføde for det stenlignende monster, men det er nu alligevel en rar tanke, at de er der.Ligeså med de amerikanske soldater, når de da ikke lige skærer ansigt og råber ting.
”Monster Ark” er tydeligvis B-film af den værste klasse – af den slags, som det heldigvis ikke kostede noget at se, men jeg har nu alligevel en skræmmende følelse af, at den har korrumperet nogle megabytes på optageren (tak for det, TV3). Effekterne er pinlige (der er ingen fornemmelse af, at monsteren bevæger sig i noget, der bare ligner vores verden med tyngdekraft og deslige), skuespillet er ynkværdigt, og historien er tåbelig på den ufede måde. En god dosis selvbevidsthed kan redde meget, men ”Monster Ark” tager sig selv alvorligt og bliver ligesom en af de der deltagere i de indledende runder af diverse talentshows, som insisterer på at sammenligne sig selv med Mariah Carey.
Det sjoveste ved ”Monster Ark” er faktisk, hvordan den – tydeligvis uden at skamme sig – direkte løfter op til flere scener fra Indiana Jones-filmene.
Graham McNamee er en ungdomsforfatter med et par titler tidligere udgivet på dansk; de er dog alle i den mere almindelige del af litteraturen (med en enkelt psykopat-thriller imellem). Med ”Når knoglerne fryser” har han begået en gedigen gyser – og tilmed en vellykket, spændende en af slagsen, der ikke bør lade sig begrænse i sit publikum.
15-årige Danny er flyttet ud i den mørkest udørk i Canada sammen med sin far. De to har gennem længere tid forsøgt at flygte fra minderne om den afdøde hustru/mor, og nu virker det, som om de er kommet til verdens ende. Den lille by er stort set kun befolket af militærmennesker, og kulden kan være dræbende, hvis man begår en fejltagelse.
Men der er dog også gode ting. Militærbasen gør, at de fleste på Dannys alder er børn af soldater, vant til at flytte rundt og derfor hurtige til at skabe venskaber. Så han har fundet sig en klike, og så har han mødt Ash, som har indianerblod og er i stand til at binde knuder på de fleste af drengene. Første gang de mødtes, knockoutede hun ham, hvilket ikke blot gik i hans hoved, men også i direkte i hjertet på ham.
Men da den bitre, skarpe kulde sænker sig dybere end normalt, opdager Danny, at der lever farlige ting i nattemørket. På vej hjem en aften overfaldes han af et væsen, hvis lige han aldrig har drømt om – det sætter sig mærke på ham, men lader ham leve. Det er blot starten på mareridtet.
Den lille gruppe unge må snart stå sammen mod en monster, der som sænket sine kløer dybt ind i hele byens sjæl.
McNamee har skabt en rigtigt stemningsfuld baggrund for sin monstergyser (som forresten afspejles flot i omslaget) – hele tiden lurer kulden og mørket og sneen og de mystiske øjne i natten. På den baggrund fortæller han så historien om Danny, der er så træt af at flygte, men som render ind i noget, han umuligt kan besejre. Faderen bevæger sig rundt i baggrunden som et fortabt hylster af et menneske, der kun langsomt og noget modstræbende er ved at finde tilbage til livet – der trækkes Danny frem af vennerne, og de forskellige samspil er godt beskrevet (og den snigende romantisk holdes på et overkommeligt niveau).
Men først og fremmest er der tale om en gyser, og det fungerer rigtig godt. Monsteret optræder på scenen tidligt i al sin grumme vælde, men forsvinder så i mørket igen, så ofrene efterlades tilbage til at spekulere over dens motiv – og til langsomt at blive drevet ud i mørket af uvisheden og de voksende stemmer i deres hovedet. Monsteret er godt udtænkt, skræmmende både i sin tilstedeværelse og sit fravær.
”Når knoglerne fryser” er en – bogstaveligt talt – isnende gyser med masser af spænding, lidt action og en god historie. McNamee skriver, så det er svært at lægge bogen fra sig. Den danske oversættelse har lidt knaster her og der, men det er heldigvis let at overse.
Barndommens land er sådan et dejligt sted – befolket med lange sommerdage, elskelige forældre, den første kærlighed, grønne skove og – i Ricky Pipers tilfælde – små, grumme naturånder, der ønsker at besætte ens krop.
Piper-familien har boet i Santo Verde længe – og lige så længe har stedet være hjemsøgt af de små greenjacks, som kun kan ses af folk, der har the sight; en egenskab, der løber i lige præcis Piper-familien og altså også hos Ricky. Men ikke i hans tvillingebror Robin. Robin, som også adskiller sig, fordi han er født uden ben. Robin, som er modig, hvor Ricky er skræmt. Som en Halloween bliver offer for de små, uskadelige naturånders samlede gestalt, Big jack. Robin, hvis krop bliver overtaget af en greenjack.
Fra den dag af bliver Rickys liv et helvede, med en bror, der elsker at pine og plage ham, og hvis had er tydeligt. For de små greenjacks er stadig ude efter Rickys krop og især hans øjne, der kan se det, som andre ikke kan.
Som voksen vender Ricky tilbage til sit barndomshjem – til både glæder og forbandelser: tjenestepigen Carmen, der hjalp ham, og tanten Jade, der adopterede ham efter forældrenes død. Og i skumringen danser stadig de greenjacks, som han havde overbevist sig selv om var indbildte. Men Ricky har børn nu, og han må endelig tage kampen op.
Indrømmet, jeg tog ”Panic” for en letbenet dosis horror – hurtigt læst og hurtigt glemt. Det var en mindre overraskelse, at den viste sig at være en ganske anderledes og såmænd læseværdig bog. Det er ikke bøh-litteratur, som forsiden ellers kunne antyde (en tynd handling spændt ud over et skelet af overnaturlige angreb, okkulte optøjer og sandsynligvis lidt sex), men derimod en overnaturlig undskyldning for et grumt familie-melodrama. Ricky vender nemlig ikke tilbage for at kæmpe mod de små greenjacks, men for at huske, hvad der egentlig skete i sin barndom; og for at gøre op med det. Det er historien om hans kamp med freak-broderens minde og forsøget på at komme videre. Hvilket naturligvis ikke er let, fordi det gamle hus lader til at være hjemsøgt – greenjacks stimler omkring vinduerne, tanten er tydeligvis blevet sindssyg, og ting flytter sig omkring i mørket. Forestil dig ”De venter på mor” af VC Andrews, bare gjort ordentligt. ”Panic” har nemlig lige præcis den kant af grotesk baggrund, der løfter den fra tåbelig til ganske underholdende. Det er forudsigeligt, men det er også svært at lægge fra sig, når først man er kommet i gang.
Helt så hurtigt læst som forventet var ”Panic” ikke – hvilket ikke gjorde noget – hurtigt glemt var den dog, men på den gode måde. Tilbage var blot det ene spørgsmål, hvad titlen har med handlingen at gøre overhovedet.
Der er ikke noget værre, end når en film (eller en hvilken som helst anden form for fortælling) forsøger at være smart og rammer ved siden af målet. Det er som at se forældre, der skal danse med på deres teenageres musik. Det er tænderskærende pinligt og kan i værste fald ende med brækkede lemmer. ”The Devil’s Chair” er en af de film – standard-E slam-horror, som så bare forsøger at være nede med de fede og derfor ender i den kedelige, dybe ende af filmoplevelserne, hvor man blot har lyst til at ruske instruktøren og alle hans skuespillere.
Naturligvis skal den have et klap på skulderen for at forsøge, at stræbe efter at være noget mere – dernæst skal den have et strategisk placeret knæ for i den grad at stå i vejen for sit eget forsøg.
Plottet er enkelt og klassisk (grænsende til klicheet) – to unge (i al fald under fyrre) mennesker begiver sig ind på en gammel, forladt sindssygeanstalt for at tage lidt syre og dyrke sex. Det vælger de desværre at gøre på en gammel, knogleudsmykket stol, der snart viser sig at være et dæmonisk torturinstrument med sin helt egen vilje. Kvinden forsvinder, og Nick vender tilbage til verden med en historie, som får ham indlagt på et ganske nyt og bemandet sindssygehospital. 4 år senere vender han tilbage, hjulpet af en professor, der bringer ham tilbage til åstedet. Tanken er, at Nicks historie skal gøres til en bog, men det viser sig, at professoren har okkulte bagtanker, der viser tilbage til den forladte bygnings grumme historie.
Så hvad er problemet, hvad er det, der trækker ”The Devil’s Chair” ned i dyndet? Med ét ord: Nick, der leverer en bundpræstation blandt en række elendige skuespillere. Dertil leverer han en skingrende voice-over til hele filmen, der basker hysterisk mellem film noir-melodrama, ”Jønke som filosof” og andre afkroge af den menneskelige oplevelse, som det ikke er værd at omtale. Ja, han giver filmen noget personlighed, men den personlighed er svinger mellem dement og idiotisk. Tilsæt kameraarbejde, der lader til at have taget noget af Nicks ecstacy, pinlige effekter (et kranie i en affaldssæk) og en slutning, der er gravet op fra skuffen med horrorgenrens mest irriterende og fortærskede slutninger. Alt dette giver ”The Devil’s Chair”. Som man bør gøre sit for at undgå.
”Monsteret i kælderen” er endnu en Black Horror-bog. Serien synes (ud fra de to bøger, jeg har fået læst, Tingen i cellen og denne) at være kendetegnet ved to ting: de kedelige forsider og forfatterens livtag med nogle af horrorgenrens klassiske historie-typer. Denne gang er grundideen en dreng og det monster, der hjemsøger ham, og hvorvidt det eksisterer eller ej. Umiddelbart er det et udgangspunkt, som det er svært at forestille sig noget nyt i, men Jürgensen serverer historien professionelt og får også smidt et par overraskelser ind.
Miljøet er velkendt fra forfatterskabet: vi har drengen Timmy og hans forældre – han har netop fået en lille søster, Camilla, som har det med at stjæle al opmærksomheden, og i skolen bliver han jagtet af bøllen Evald. Men her er alle de morsomme effekter fjernet og i stedet erstattet med det blodtørstige uvæsen i kælderen. Det var der allerede, da de flyttede ind, men det er kun Timmy, som ved det. Det er kun Timmy, som monsteret taler til.
Og monsteret vil have blodigt kød.
Langsomt eskalerer tingene omkring Timmy, og han bliver nødt til at fodre væsenet for ikke selv at blive til mad. Politiet begynder at være i nabolaget, mens hans skolelærere begynder at bekymre sig om ham, og Evald optrapper sin jagt.
Som sagt er historien som udgangspunkt set før, men Jürgensen træffer nogle rigtig gode valg. Han fortaber sig ikke i Timmys tanker om monstret, men springer imellem synsvinkler – det betyder også, at han med nogle små vrid kan gøre det til en helt anden historie, end vi forventede. I modsætning til ”Tingen i cellen” foregår det her med et barn som hovedperson, hvilket måske kan afholde nogle fra at læse bogen – indrømmet, jeg synes, det tager lidt af kanten af selve gyset i bogen, netop fordi en del af det bliver fortalt fra så naivt et synspunkt. Men der er helt klart tale om en bog, som også henvender sig til voksne læsere, og lige præcis hovedpersonen er et af de elementer, som Jürgensen bruger så eminent.
”Monsteret i kælderen” er et hurtigt læst gys, men føles faktisk længere end ”Tingen i cellen”, måske fordi historien her bygges op over længere tid. Den kan anbefales.
Næste side »
