Jeg skrev for nylig et stykke om ”Mit livs gys” til Mørket.dk – og lige siden er jeg blevet ved med at støde på titler, som får mig til at sige: ”Nåja, måske skulle det have været den i stedet…”
”Dødens gab” er en af de titler, for den har placeret sig med meget dybe rødder i min bevidsthed, siden jeg så den som knægt. Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at gå i vandet. Min bevidste hjerne ved godt, at det eneste, der kan røre ved mine fødder, er tang og måske (hvis det virkelig går hårdt for sig) krabber eller endda fisk. Men en anden, langt dybere del af min hjerne insisterer på at nynne en meget enkel melodi (duh duh… duh duh). Og minde mig om, at Peter Benchley i romanen blot kaldte hajen for… fisken.
For nylig smed vi ”Dødens gab” i dvd-afspilleren for at se, om den holder den dag i dag. Og om barndomstraumerne stadig ligger lige tæt ved overfladen.
Den korte konklusion: ”Dødens gab” er stadig en rigtig god film. Den er ikke særligt stærk horror længere, men den er godt fortalt.
Problemet er naturligvis den tid, der er gået – og så det, at den var så populær en film, for det har gjort den til klicheernes yngleplads. Måske var mange af elementerne klicheer, allerede før Spielberg pudsede en haj på dem, men de er i al fald blevet det sidenhen, for utallige filmskabere har forsøgt at gøre ham kunsten efter. Forskellen er bare, at Spielberg forstår at jonglere professionelt med sine elementer, hvor andre bruger dem uden at spekulere på, hvordan de sættes sammen, og at de også skal fungere i en sammenhæng.
Det er derfor, ”Dødens gab” fungerer som film den dag i dag – den er ganske enkelt godt fortalt. Den er spændende, personerne er mere end bare papfigurer udskåret med motorsav, og det rager rent faktisk én, om gummihajen sætter tænderne i dem. Og ja, hajen ligner pludselig gummi, selv om den for så mange år siden var ubehageligt realistisk, men det gør egentlig ikke så meget. For filmen har masser af andet indhold, man kan fæstne sig ved.
Men skræmmende er den nu ikke. Måske er det, fordi jeg er blevet gammel og hårdhudet, eller måske er traumerne blevet gemt meget dybt væk, men den slår mig ikke som en effektiv horrorfilm. Ikke desto mindre er det svært ikke at anbefale folk at se den, uanset om de er horrorfans eller ej. Den kan stadig holde én fast ved skærmen.
Men lad os bare glemme alt om fortsættelserne.
-5050582355130-01.jpg)
Politimanden Brody er flyttet fra New York til øen Amity med sin familie, selvom han er hunderæd for vand. Da øen pludselig hjemsøges af en stor hvid haj, som spiser løs af badegæsterne, vil Brody straks lukke stranden, men overtales af byens borgmester til at lade være, da det vil skade turismen. Men hajen fortsætter sin jagt, og til sidst tager Brody ud sammen med marinebiologen Hooper og fiskeren Quint for at sætte en stopper for den. Det er dog lettere sagt end gjort.
“Jaws” er fra 1975 og er instrueret af Steven Spielberg. Der er både gys og grin i den, og for sin tid var den forrygende godt lavet. Det var også den første film, der indspillede mere end 100 millioner dollars, og i dag er den en klassiker.
Når jeg ikke helt falder på halen af begejstring over gensynet, er det fordi jeg synes, filmen ind i mellem går lidt i tomgang. I en scene ombord på Orca har Quint fx en lang dialog, og i ekstramaterialerne roser Spielberg denne, men jeg kom til at tænke på scenen i “From dusk til dawn”, hvor Frost fortæller en langt ude historie om, hvordan han ene mand dræber en hel afdeling viet conger. Og så var det svært at holde fast i alvoren i Quints dialog.
Når det er sagt, så synes jeg dog alligevel, at “Jaws” er et gensyn værd, og allermest fordi det var sjovt at høre både Spielberg og skuespillerne fortælle om deres oplevelser med at lave “Jaws”.
Også omtalt på gyseren.dk
Det sker desværre (alt for tit), at kinky taglines er alt, hvad en film har at byde på, som fx “Nogle kom for at feste. Andre kom for at æde”. Og jo, jeg ved godt, at den slags film skal tages med et forbehold, men lidt skuffet blev jeg nu alligevel.
“Dangerous water” prøver med sit cover at sælge sig som en pendant til “Open water”, men er i stedet en noget intetsigende haj-film. Tre veninder er på spring break i Florida, og hver dag på stranden er en fest. Vores charmerende hovedperson er blevet advaret om hajerne – men her blev vist mest tænkt på de tobenede af hankøn. Og den første time er da også hovedsageligt en lang festscene, hvor vores heltinde vakler imellem to fyre, og hvor den ene selvfølgelig er en værre karl. Det hele afbrydes et par gange af nogle ganske korte og ganske umotiverede klip til personer, som bliver ædt af en haj. For der er naturligvis en skummel person, som lokker hajerne ind til stranden!
Først en time inde i filmen kommer hajerne – men så kommer de til gengæld også nærmest i hundredvis, og stranden bliver forvandlet til et rent ædegilde. Heldigvis har vores heltinde dog et par tricks i ærmet, så jeg kan vist godt sige, at alt ender lykkeligt uden at afsløre for meget.
Havde jeg haft hang til letpåklædte piger, tror jeg, at filmen havde vundet væsentlig i underholdningsværdi, for ret skal være ret. Der bliver vist mange smækre bryster og baller undervejs. Og havde jeg set den amerikanske titel og cover, ja så havde titlen fortalt lige nøjagtigt, hvad man fik. Og nogle gange er det et hit, som fx i “Snakes on a plane” der var sjov og vellykket på sine præmisser. Her var slanger i et fly og en masse fede one-liners. For ikke at glemme Samuel L. Jackson :-)
Alt i alt synes jeg dog, at “Dangerous water” har et for dårligt manuskript, for dårlige hajer, og ikke kitch nok til at man rigtig kan grine af det.
Steve Alten: Meg
Hvis du troede, at tyrannosaurus rex var en væmmelig jæger, eller dødens gab var en skummel haj, tog du desværre helt fejl. Indtil for 1,2 millioner år siden levede der nemlig havene megalodoner – hvidhajer på ekstreme steroider.
Alten starter sin bog med at gøre det klart, at megalodonen (eller Meg, som den hovedsageligt kaldes) er en slemmer fyr. Det gøres lidt kringlet ved at sørge for, at en tyrannosaur kommer på lidt dybt vand og lider en krank skæbne. Dernæst ret langt frem i tiden til vor tid, hvor vor helt, Jonas Taylor holder foredrag om selv samme superdræbermaskine. Han arbejder ud fra tanken om, at de rent teoretisk stadig kunne eksistere.
Tidligere var Taylor ekspert i dybhavsdykning, men var på en dykning udsat for en traumatisk oplevelse, som medførte to mænds død. Han fik skylden og brugte flere år i terapi. Siden hen dedikerede han sig til studiet af megalodonerne – noget, man nok fanger måske har en forbindelse til hans oplevelse. Det er dog ikke alle, der finder hans interesse lige interessant – deriblandt hans kone, en (mener hun) kommende mediestjerne, som starter en udspekuleret plan for at kunne blive skilt fra ham med medierne på sin side.
Og så bliver Taylor trukket tilbage i sit gamle job af en ven, hvis projekt på meget dybt vand lider tekniske problemer. Taylor træder for første gang i mange år ind i en miniubåd, og da han vender tilbage til overfladen, er mareridtet fulgt med ham: for første i ufatteligt mange år er en megalodon løs i verdenshavene – endda en gravid hun.
“Meg” kunne være en okay popcorn-film, og man har da også fornemmelse af, at Alten lige så godt kunne have skrevet et manuskript som en bog. “Jurassic Shark,” som en af anmeldelserne udbryder på omslaget (og rettighederne er da også solgt til filmatisering er kraftigt fodarbejde fra forfatterens side). Det er med andre ord ikke en supergod bog, der er tale om – den er ikke uhyggelig som “Dødens gab” eller velfortalt som “Jurassic Park”, men den er nu altså ganske underholdende alligevel. Den er dårlig på den fede måde – faktisk på den måde, hvor den kan være svær at lægge fra sig. For Alten er såmænd ganske bevidst om sine virkemidler, og han udnytter dem skamløst. Så ting springer i luften, folk jages af monsteret, skumle planer lægges, folk sværger hævn, og folk dør, så det rent faktisk er en fryd. “Meg” er faktisk ganske god underholdning, men af den slags, som det kan være lidt svært at indrømme. Men til tider har vi alle brug for lidt tomme kalorier, og der er det altså lige bogen.
