Antichrist

Efter at Lars Von Triers, “Antichrist”, blev dænget til med Roberter forleden, og den for nyligt (og meget overraskende) dukkede op på en dansk top 50 over tidens bedste horrorfilm, tog jeg mig endelig sammen til at se den …

Jeg vil advare om, at jeg IKKE vil opføre mig pænt i denne anmeldelse. Jeg vil skrive grimme ting og bruge eksplicit sprog om både filmen og dens ophavsmand, men mon ikke han kan klare det …?

Filmen handler meget kort fortalt om et ægtepar, hvis lille søn hopper ud af vinduet, mens de ligger og boller. Efterfølgende tager de op til en skovhytte for at bearbejde sorgen, men deres terapisessions går snart over gevind og udvikler sig sygt og voldeligt.

Allerede fra filmens start vises der penetration under sexscenerne, og senere bliver vi begavet med bl.a. en blodig ejakulation og skændede kønsorganer. Nu skal I endelig ikke misforstå mig; jeg elsker shock cinema – hvis altså chokelementerne har en berettigelse i historien. Det har de IKKE i “Antichrist“, kan jeg hurtigt afsløre. De er der udelukkende for, at man skal få popcornene galt i halsen. De eksplicitte scener, der er blevet talt så frygtelig meget om, er desuden ikke nær nok til hverken at chokere eller begejstre fans af horrorgenren. De eneste, der vil blive chokerede, er det finere borgerskab, der helt sikkert vil dømme Lars Von Trier til at være “the antichrist“, hvilket han utvivlsomt sidder og klapper i sine små hænder over.

Faktum er, at uden tissemænd og maltraktering af kønsorganer ville vi sidde med verdenshistoriens kedeligste og mindst omtalte film. Det ved Von Trier – der om nogen må vide hvor hult hans “talent” er – og derfor strør han om sig med stive pikke og torturscener, mens han skriger: “Se mig! Se mig!”

I “Antichrist” får Von Trier traditionen tro gode skuespillere til at nedgøre sig selv i “kunstens” navn. Willem Dafoe, der ellers gør et hæderligt forsøg med sin karakter, får lov at løbe rundt med dilleren ude af bukserne store dele af filmen, og Charlotte Gainsbourgs diller er også en hel del i fokus. Man kan nemt forestille sig instruktøren sidde ude på sidelinjen og fryde sig; som en baby der sidder i sit eget lort, og griner over hvor meget den kan få mor til at hoppe og springe.

Rent tematisk jokker Von Trier rundt i det samme fortærskede, gamle tema – den indgroede frygt for kvinder og værre endnu; deres seksualitet, som han portrætterer som noget ukontrolleret og dæmonisk. Det er jo ganske sørgeligt, at manden har sådan et forkvaklet syn på kvinder, men ærligt talt … who gives a fuck?!!

Det lykkes ultimativt ikke for Von Trier at binde sine tvangsneuroser sammen til noget der ligner et sammenhængende plot. Samtidig bliver der strøet omkring med lidt bibelreferencer og jeg skal komme efter dig. Adam og Eva. Slangen i fucking paradis. We get it! Det er ikke smart eller kunst, det er bare dumt.

Jeg vil afslutte denne anmeldelse med at gøre noget virkelig humant. Jeg vil fraråde alle mennesker at spilde 1 time og 45 minutter på “Antichrist“. Brug tiden på noget andet der vil berige jer som mennesker. Hvis I ønsker at se nogle film der behandler bearbejdelsen af sorg subtilt og nærværende og som uomtvisteligt er kunst, så se “Don’t look now” eller “Spirit of the beehive”. Hvis I derimod vil se tissemænd og koner, så lej en pornofilm, og hvis I har lyst til en god gang shock cinema i verdensklasse, så se “Inside”, som jeg anmeldte her på siden for nyligt. 

For Von Triers skyld skal jeg måske lige huske at skrive, at jeg faktisk er stor fan af “Riget”. Desværre bliver de fleste af hans film ikke andet end gimmicks, og ligner på mig udslag af en kunstner, der vitterligt ikke har særligt meget at sige.